Henning i Wien 2019

Wien

7. - 14. juni 2019

Søndag den 7. Juli

 

Det er jo ikke megen hvile man får på sådan en ferie. Men Wizz Air havde et fint tilbud til Wien, og jeg var her for nogle år siden i 3 dage, og har siden gerne villet tilbage. Og det blev så nu.

 

Så den obligatoriske bus-tur til Billund, og en lydefri flyrejse til Wien på 1 ½ time. Så med et lokalt tog ind til Wien. Ikke til Hauptbahnhof som tiltænkt, for det havde toget ikke tænkt sig, men derimod til Wien Mitte. Det viser sig dog at være lige så nemt, da man herfra også kan tage U-bahn til Karlsplatz. Det er ganske tæt ved mit airbnb domicil i Hanuschgasse. Meget centralt lige ved Operaen og nogle fine museer. Sådan en fin adresse har selvfølgelig en portner, der udleverer nøgler og viser mig tilrette i den glimrende lille lejlighed.

 

Ud til noget hurtigt fastfood, som slæbes hjem som homefood. Lejligheden er smålun, så man åbner vinduet. Det giver luft og levende musik fra nogle jeg tror øver til en optræden. Glimrende nok. Senere kan man så se Copa America finale inden sengetid.

 

Mandag den 8. Juli

 

Det indre ur står åbenbart stadig på Grønland-tid, for jeg falder sent i søvn. Men heldigvis kan jeg da sove længe, så det bliver lidt sent inden jeg begiver mig ud i byen – i første omgang for at gøre lidt indkøb som bl.a. kan fungere som morgenmad. Da det – og morgenmaden – er fixet, kan jeg ved frokosttid gøre mig klar til de egentlige turistmæssige eskapader.

 

Jeg starter med noget så mærkværdigt som et Globusmuseum. For nylig læste jeg en fin bog om kortlægningens og globussens historie. Derfor tænkte jeg at jeg måtte besøge Wiens Globenmuseum, for at se nogle af verdens mest sjældne og kostbare globusser. Vi er ikke mange i den klub. Sådan set kun mig og den evigt vandrende kustode på det fine lille museum, der er en del at Østrigs Nationalbibliotek.

Volksgarten Wien
Prunksaal

Det samme kan ikke siges og næste seværdighed. Slottet Habsburg er en af Wiens store attraktioner. Det er også flot og pænt. Indenfor er der klassiske museer med finkulturelt indhold. Det skipper jeg, og går i stedet over til en dejlig bænk i den nærliggende Volksgarten. Slutteligt går det til et andet af Nationalbibliotekets tilbud, nemlig den voldsomt imponerende Prunksaal. Her er de et væld af gamle bøger, nogle enkelte flotte globusser i en storslået bygning med malede basunengle på loftet. Dokk1 – go home.

 

Så er det ellers pause på airbnb’et.

 

Ud på aftenen afsted igen. En anden topseværdighed Stephansdom. Kæmpestor som disse berømte kirker er. Engang imellem får man indtryk af, at de egentlige bare er pengemaskiner for den Katolske Kirke. Jeg mener – næsten 1 € for et lille fyrfadslys. Syndsforladelse er åbenbart en fin forretning. Ellers følger jeg en del af en Lonely Planet foreslået gåtur rundt i det gamle Wien. Den er ret fed, med flotte huse og en masse “gasser” man kan gå igennem. Der er også masser af små restauranter, og det er jo fint når man er sulten. Det betyder Schnitzel og øl – det giver sig selv. Så ellers retur og lidt afslapning.

Kreiss 1 - Wien
Kreiss 1

Tirsdag den 9. Juli

 

Først en lille udflugt til hvad der nok er Wiens største seværdighed. Det hedder Scloss Schönbrunn og er vældig stort. Udlagde man det til airbnb kunne man score en solid formue. Det har man dog ikke gjort. Man startede med at bygge slottet i 1696, men efterfølgende er der bygget til og lavet om i flere omgange. Indendørs er der en masse barok-tingeltangel. Man kan godt komme indenfor, men så får man tildelt et tidspunkt, og det gider jeg ikke rigtig vente på. I stedet tager jeg en lang gåtur rund i den superflotte park. Menneskemylderet er ikke urimeligt, og kommer man ud i hjørnerne er man næsten alene. Ifølge Wikipedia var parken også et favoritsted for både Hitler og Stalin. De har nok begge sat pris på den strukturerede og velordnede park. Jeg går rundt et par timer, snupper et par pølser undervejs, og tager herefter U-bahn og Ersatzbus retur til mit airbnb ved Karlsplatz.

Schloss Schönbrunn
Schloss Schönbrunn

Eftermiddagsturen bliver resten af Lonely Planets gåtursforslag fra i går rundt i Kreis 1 – den absolut mest centrale del af Wien. Og bortset fra de obligatorisk gågader med ligegyldig shopping, så er det meget hyggeligt at blive sendt rundt i de små “gasser” hvor der konstant er flotte bygninger, masser af skulpturer, spøjse småbutikker m.m. Ved afslutningen købes en baguette med hjem fra Anker, som ikke har noget med tidligere statsministre at gøre, men derimod er en lokal bagerkæde.

Kreiss 1
Kreiss 1

Onsdag den 10. Juli

 

Dagstur til Bratislava i Slovakiet. Det tager en god time fra Wiens Hauptbahnhof til den tilsvarende i Bratislava. Så tager det ½ times tid at gå ned til den gamle bydel – Stare Mesto. Den er fin, hyggelig og pænt poleret. Og så er den ikke specielt stor. Masser af turiststeder – men ikke mange turister. Jeg finder et spisested fyldt med det mere lokale yngre segment. Det betyder bedre mad og til billigere pris end på turistrestauranterne. 6 € for en 2-retters frokost leveret af et effektivt personale synes ikke urimeligt. Så fortsætter det ellers rundt i den gamle bydel. Der er også mange fine skulpturer. Bl.a. af HC Andersen. Hvad han har haft med Bratislava at gøre ved jeg ikke.

Bratislava
Bratislava Opera

Da den gamle bydel er gennemgået smutter jeg ned til Donau og går en tur langs den. Der er ikke meget aktivitet på floden. Turen slutter ved et indkøbscenter. Så kan man få en kaffe. Bratislavas topseværdighed – Slottet – overvejes, men jeg gider ikke rigtigt gå derop. I stedet tager jeg den EU-sponsorerede letbane ud til Hovedbanegården, og så smutter jeg retur til Wien. Her kan man så samle sig til en lur og en baguette til aftensmad.

 

Aftentur bliver så rundt i det lokale hood. Her er masser af storslåede bygninger, museer, parker, pladser, skulpturer og alt den slags om hvilket Nuser ville sige at “det stinker langt væk af finkultur”. Og det har han jo ret i. Udenfor Hofburg står hestevognene stadig klar til at køre turisterne rundt. Hestene ser trætte ud og hænger med mulen. Måske surt med den her tjans hvis de dumpede til Den Spanske Rideskole.

Kunshistorisches Museum
Hofburg

Torsdag den 11. Juli

 

Dagen starter med en gåtur over til Karlskirche, som er en baroksag man startede på at bygge i 1716 og var færdig med ca. 25 år senere. Den har en fin rund kuppel, og der er lavet en ikke særlig køn elevator inden i kirken, så man kan komme op til en platform lige under kuplen. Så er der ellers mulighed for at se basunengle galore. Herfra går det videre over til en gåtur til det Lonely Planet anbefalede kvarter Freihausviertel. Hvorfor Lonely Planet har anbefalet kvarteret må stå lidt hen i det uvisse. Gåturen ender ved Naschmarkt. Her er restauranter og boder med mad. Det er jo glimrende når det er frokosttid. En ret lækker sandwich købes med hjem.

Karlskirche
Freihausviertel

Eftermiddagstur går til et sted jeg også var sidste gang jeg var i Wien. Schloss Belvedere er faktisk 2 slotte – 1 i hver ende af en stor park. Dejligt sted at gå tur og sætte sig på en bænk. I mange storbyer er det næsten noget af det bedste jeg ved. Finde en flot park, sætte sig på en bænk og lade tingene passere forbi. Så det gør jeg her, men det må selvfølgelig også have en ende. Derfor – køber en is, og tager en sporvogn retur til mit domicil.

Schloss Belvedere
Schloss Belvedere

Aftenshopping i Spar Gourmet. Dels købes der morgenmad til de kommende dage, og dels skal der jo købes noget med hjem. Når man nu købte Tupilakker i Grønland, må det være naturligt at købe Mozartkugler i Wien.

 

Fredag den 12. Juli

 

Regnvejr fra morgenstunden, så det hedder iværksættelse af Plan B. Indendørs aktiviteter i form af et Kunstmuseum. Det berømte kunstmuseum Albertina, ligger lige på den anden side af vejen. Her er udstillet billeder af mange berømtheder såsom Picasso, Miro, Claude Chabrol og mange flere. Af hensyn til de glade amatører udleveres en audioguide ved indgangen. Så har man da chancen for at forstå lidt. Så jeg går igennem afdelingen med de berømte kunstnere, og på trods af god vilje og gode forklaringer på guiden, så fatter jeg desværre fortsat bjælde af den ståhej disse kunstnere kan udløse. En brist, jeg næppe nogenside kommer over. Det slutter nede i underetagen hvor en fyr der hedder Nitsch – Østriger – udstiller værker han har begået ved bare at pladre store mængder af maling ud over nogle lærreder. Nogle er gule, nogle røde, nogle sorte og jeg er helt blank.

Albertina
Albertina

Senere klarer det da heldigvis op, og man kan komme afsted på en ordentlig gåtur. Hen forbi den lokale Opera, der er omgivet af platugler iført mærkelige kostymer og parykker, som sælger koncertbilletter. Herfra langs den indre ringvej til hyggelige og fine Stadtpark og så igennem nogle kontor- og beboelsesområder ned til Hundertwasserhaus. Et virkeligt spøjst byggeri med skæve vinkler og spøjse farver. Var Nitsch kommet forbi var det hele nok blevet pladret til i lilla. Pizza på nærliggende Pizzeria med det gode navn Al Pacino. Fremragende pizza inden jeg tager en gammel sporvogn hjem.

Rød sporvogn
Hundertwasserhouse

Lørdag den 13. Juli

 

Endnu en våd morgenstund i Wien. Så der er god tid til morgenmaden og. I øvrigt gøre sig klar til dagen. Ved 11-tiden er det klaret tilstrækkeligt op til at jeg tør tage en U-bahn ud til Prateren – som er Wiens berømte forlystelsespark. Vel ankommet skal man vel prøve den mest berømte forlystelse, det såkaldte Riesenrad. Det er et stort Pariserhjul, hvor de normale gondoler er skiftet ud med noget der ligner skurvogne. Det går stille og roligt med en runde på 10-15 minutter, så er det overstået. Fin udsigt og ikke noget drama.

 

Så ind i selve forlystelsesparken som minder mere om Bakken end et traditionelt tivoli. Der er ingen entre. Der er heller ikke så mange mennesker. Det må henføres til vejret og det trods alt lidt tidlige tidspunkt. Jeg er blevet for gammel til vilde forlystelser, så jeg nøjes med en Wienerschnitzel og så hælder jeg mit ral i en flippermaskine. På trods af glimrende benarbejde og godt 16 mio. point, giver det dog ikke frispil.

Riesenrad
Prateren

Herfra videre ud i den egentlig Prater-park, som er et ganske stort rekreativt område. Hen til travbanen. Den er endnu mere forfalden end den lokale i Aarhus. Sidste gang der var løb var i juni og næste gang er til oktober, så det er ikke hver dag der sker noget. Det begynder at pisse ned igen, så der må søges ly under en kælderindgang. Videre til Ernst Happel Stadion. Det er Østrigs nationalstadion, tidligere blot kendt som “Prateren”. Der er desværre ikke adgang til selve stadion, og da de er ved at gøre klar til en Bon Jovi koncert er der ikke mulighed for at bruge plat og finde en åben dør.

 

Så ellers retur med ny U-bahn til domicilet. Senere ville jeg egentlig foretage en sidste gåtur i centrum, men det begynder at regne igen, og så gider jeg ikke.

 

Søndag den 14. Juli

 

Afsked med storslået og meget centrale airbnb. Med tog ud til lufthavnen. Kl. 13.20 letter Wizz Air og kl. 15.00 sharp sættes hjulene i på Billunds landingsbane. Så fat i bagagen. Et eller andet sted på den her rejse har den mistet et ben, så der må rulles hjem på 3 hjul. Direkte ind i en bus til Vejle. Her kan man så gå direkte over i et tog til Aarhus H, hvor man så kan gå direkte over i en 2’er til Harald Jensens Plads. Hjemme kl. 17.00

Hoteller


Wien: Airbnb - Hannuschgasse ⁕⁕⁕⁕


Transport


Billund - Wien: Wizz Air
Wien - Billund: Wizz Air


Dagsture


Wien - Bratislava: Tog


Museer og lignende


Globusmuseum
Albertina - kunstmuseum