Fredag den 1. December

En tur der starter i magelighedens navn. For at undgå evt. snepanik og skulle op for tidligt i morgen drysser jeg til Billund dagen før. Overnatning på Billund Airport Hotel.

Lørdag den 2. December

Afgang med Lufthansa ved 11-tiden til Frankfurt. Det tager en times tid. Så ellers rundt i den tumultagtige lufthavn for at finde flyveren til Tokyo. Den er så 2 timer forsinket fordi man åbenbart mangler buschauffører, til at transportere os ud til flyverne.

Søndag den 3. December

Sådan en 13 timers flyvetur er lige til den hårde side. Får dog set Asteroid City og Deer Hunter, for at slå tiden ihjel. Sove kan jeg ikke ombord, så jeg er seriøst smadret da vi lander i Tokyo kl. lidt i 12 lokal tid, hvor jeg kan aktivere mit japanske e-sim kort. En smart opfindelse. Jeg troede egentlig bagage var tjekket igennem til Osaka, men det kan man ikke. Så i Tokyo Haneda skal man igennem hele møllen med pas, bagagehentning og told. Det tager tid og med forsinkelsen er forbindelsen til Osaka smuttet. 

Det hjælper heller ikke, at der er langt til indenrigsgården, men til sidst kommer jeg da derover og får ændret min afgang, så den nu hedder 15.30 til Osaka Kensai. Så er det endelig tid til at komme på toilettet og få tjekket de moderne tingester ud. Her lykkes det mig så at tænde for toilettets indbyggede musiksystem, da jeg vil skylle ud. Turen til Osaka skrider så også med ½ time og den er lige godt 17, da jeg lander i Kensai. Inden start laver kabinepersonalet det flotteste synkronbuk, jeg nogensinde har set. I Osaka skal man så heldigvis hverken gennem fugl eller fisk, så fat i bagagen, ned til toget og afsted til Kyoto. Den er 19.30 inden jeg er fremme. Fra fantastiske Kyoto Station er det så op forbi Kyoto Tower til mit Toyoko Inn sted Gojo-Karasuma. Her har jeg boet før. Venlig receptionist laver nyt medlemskort, da det gamle ikke virker mere, inden jeg tjekker ind på værelse 1311. Fat i noget aftensmad fra Family Mart, lidt relax og organisering og så i seng.

Mandag den 4. December

Der er et udmærket lille morgenmåltid med her på hotellet. Fin buffet, med lidt andet indhold end på vestlige hoteller. Alle siddepladser er optaget, så man fylder bare en bakke og tager det med op på værelset. Da det er klaret, er man klar til at lege turist for alvor.

Kyoto er et gensyn, men dagens første tur er til en seværdighed jeg glemte sidste gang. Fushimi Inari-Teishi er et antal templer ude i en skov øst for Kyoto. Men det der gør stedet berømt er en ordentlig stak orange søjler man kan gå igennem for at komme rundt derude. De er flotte, og det er der mange der har opdaget. Har man lyst kan man gå op til toppen af bakken. Det tager ca. 1 ½ time hver vej, så jeg gider kun en del af turen.

Så ned af bakken og videre gennem et turistfrit lokalt beboelsesområde til en anden helligdom Tofuku-ji. Ikke nær så berømt, men stadig en del turister – dog stort set udelukkende japanere. De er ikke så meget kommet for at se de flotte sort-hvide templer, men mere for at se de tilhørende haver. Der er ved at være slut på løvfaldssæsonen. Bladene er røde, og det er bare en periode de lokale går vildt op i. Så de mest inkarnerede kravler rundt for at få de bedste fotovinkler med deres respektable fotoudstyr, mens andre står på broen for at tage selfies. Så mange af dem er der, at man har en særlig vagt der beder dem flytte sig, hvis de står i vejen.

Herfra retur til stationen ved Tofukuji. En glimrende Dragonburger ved siden af stationen, inden det nyerhvervede Icoca-rejsekort køres forbi kortlæseren, og toget kører ind til Kyoto Station. Jeg gider ikke gå op til hotellet, så tager i stedet undergrunden et enkelt stop. Så er der ellers tid til en pause på værelse 1311.

Tur 2 bliver til gengæld et gensyn. Det bliver en gåtur i aftenskumringen, der starter ved 5-tiden her i december. Over til Gion. Et fint og hyggeligt kvarter der i gamle dage var kendt for sine Geishaer. Det praktiseres ikke så meget mere, så dem kan man ikke forvente at se. Men der er masser af gamle træhuse – mange med restauranter – og så en masse små gyder undervejs. Retur herfra via shoppinggaden Shijo-dori. Julemusik i højttalererne, hvilket jo altid er dejligt. Aftensmåltid i en Food-hall på 7. etage i et shoppingcenter. Omelet med indbagt ris og bøf stroganoff på siden. Kendte sager hver for sig, men ikke noget jeg har prøvet i sammenhæng før. Skridttælleren siger 24.000 så retur til hotellet – nok for i dag. Afslapning. Peaky Blinders er med på Ipad’en til det formål.

Tirsdag den 5. December

Man må prøve den lokale kollektive trafik. Så jeg hopper ombord på busrute 73 fra mit lokale stoppested og ud til Arashiyama i den vestlige del af Kyoto. Alle får personlig tak fra chaufføren, når der betales ved udstigning. Ude i Arashiyama er der en meget spøjs seværdighed, jeg også så sidste gang. En bambusskov med enormt høje bambustræer. Sådan nogle vokser som død og helvede og bliver enormt høje (altså på den gode måde). Stedet er åbenbart også kommet på landkortet for de oversøiske turister. Det var det ikke sidste gang. Så bambustræerne må kæmpe hårdt med selfiestængerne for at komme højest op. Retur bliver med en tudsegammel sporvogn ind mod centrum. Fra endestationen med en bus tilbage til Toyoko Inn.

Lidt senere går det ud igen. Gåtur gennem Gion og over til Kennin-ji templet. Vældig flot, og mest japanske turister og færre selfiestænger. Skoene af inden man går ind. Der er også passende respekt overfor et sted som blev bygget i 1202. Gulvene knirker – og det er ikke fordi, de ikke kunne lægge trægulve. Det er helt bevidst så snigende ninja’er ikke kunne luske lydløst rundt om natten. Inde i templet er der en lille japansk have, og den vedhæftede Hodo hal har et flot næsten tegneserieagtigt loft.

Så retur igen gennem små gader med lokale håndværkere og erhvervsdrivende. Noget sjovere end shoppinggaden fra i går. Sen frokost / tidlig aftensmad i en hyggelig mand- og konerestaurant. En svinekotelet med salat, ris og fadøl. Så ellers hjem til afslapning på hotellet. Jeg har lovet mig selv ikke at jage rundt på den her tur – og så begynder det også at regne – lidt.

Onsdag den 6. December

Mere tempel-hopping i dag. Der er så mange templer i Kyoto, at jeg tænker man skal bruge måneder på at se dem alle sammen. Men mindre kan gøre det, og formiddagsturen giver 2 hak i tempelkortet. Det første hedder Nanzen-ji. Egentlig en passende villa for Kejser Kameyama, men han forærede det væk som et zen-tempel ved sin død i 1291. En imponerende konstruktion med den flotte San-mon palæ ved indgangen.

Herfra en kort gåtur til nr. 2 Eikan-do. Her kan man komme ind, så af med skoene og i en plasticpose med dem, mens man går rundt på knirkende gulve og ser på flotte rum med japansk malerkunst på de tynde vægge og fine haver mellem de forskellige dele af komplekset. Haven omkring er også ramt af løvfaldssæsonen. Den er kommet senere i år end normalt, så det får jeg lige med som en bonus på den her tur. Så ellers en 5’er hjem. Totalt cramped, og da chaufføren kører begynder at køre en anden vej end Google Maps siger 5'eren normalt kører, så hopper jeg af, og tager det sidste stykke til fods.

Dagens tur 2 bliver også en fodtur. Hen til – og ikke mindst op til - templet Kiyomizu-dera. Det er med på Kyotos best-of liste over templer, bl.a. fordi der er en flot udsigt over byen heroppe. Så det er jo fint ved solnedgangstid synes mange. Desværre er det så diset, at solen ikke er synlig – men en selfie skal man da ha’. En del møder i den anledning op i kimono, som jeg antager er lejet i en af de mange forretninger i lokalområdet, der har slået sig på den gesjæft. Selve templet blev først bygget i 798. Det er bygget om flere gange, og er også nu delvist pakket ind og under restaurering. Ikke desto mindre præsenterer det sig flot i skumringen. Hjem til fods, hvilket bringer mig forbi “mand og kone”-restauranten fra i går. Så kan jeg jo indtage samme bord, få en velkomst som var jeg stamkunde og få et fortrinligt måltid til en rimelig pris.

Torsdag den 7. December

På den igen. Atter en dag med længere gåture end tiltænkt. Først op til Nishiki Market. En lang overdækket markedshal, hvor alt kan sælges bare det er underligt nok. Mest fisk der ser mere ulækre end spændende ud. Men der må jo være efterspørgsel.

Fra markedet går jeg over til Nijo-jo templet. Det er også et gensyn. Det er faktisk ikke så gammelt – fra 1603. Shogun Tokugawa var bagmanden. Det er rigtig flot. Der er også knirkende gulve – såkaldte nattergalegulve – her. Den udleverede pamflet fortæller dog, at historien om at det er lavet med vilje, så man kan høre fjender der sniger sig rundt, er det pure opspind. Så derfor en rettelse til tidlige beskrivelse på denne side. Også en flot park rundt om. Og udenfor ved undergrundsstationen er der en butik der sælger rigtige samuraisværd. Knap 1 mio. yen – men så er det også flot. 46.000 i danske kroner. Butikken er lukket og man skal ringe til ejeren hvis man er interesseret. Så det bliver alligevel ikke et samuraisværd, jeg tager med hjem som souvenir.

Tur 2 går ned til Kyoto Tower og Kyoto Station. Det er timet så jeg kan se solnedgangen oppe fra tårnets top. Rigtig flot udsigt. Så over til stationen. Den kan lidt mere end en normal jernbanestation. Der er en illumineret trappe hele vejen op. Oppe under taget er der en vild skywalk med en udsigt næsten ligeså god som fra Kyoto Tower. For enden sidder en ung fyr og spiller på piano. Han kan sit kram. Som en del af stationen er der et stormagasin med 8 etager og i kælderen har de så lige banket et shoppingcenter op, hvor der lige er en Food-hall med 50 forskellige restauranter. Jeg vælger en tilfældig og får det lækreste og møreste Kyoto beef med ris og forskellige grøntsager jeg ikke aner hvad er. Dem har de nok købt på markedet i morges. Og så er der misu-suppe ad libitum som forret.

Herfra er det så over til Kyoto Station. Fat i bagagen, der er smidt i en af de tusindvis af bagagebokse, og så lidt afslapning på tagetagen med udsigt over byen og dygtige unge mennesker der spiller på det opstillede flygel. Ved 3 tiden er det så afgang med et lokaltog til Osaka, og fra Osaka Station finder jeg da også til sidst et undergrundstog til Namba. Her farer jeg så lidt vild. Den engelske skiltning er ikke så god som i Kyoto, som er mere vant til turister. Men til sidst finder jeg da hen til mit airbnb. Tumultagtig indskrivning med on-line receptionen, men til sidst viser en venlig og u-online rengøringsassistant da hvordan man åbner døren til værelset. Det er til gengæld fint, med eget køkken, lille stuearrangement, et komplekst toilet, vaskemaskine og ikke mindst altan med udsigt over Osaka. Lidt relax, og så elles over i 7-eleven for at købe ind. 7-eleven er her ikke som i Danmark. Her er den fyldt med færdigretter, der bare lige skal en tur i mikroen. Så jeg køber et passende udvalg, både til aftensmad og morgenmad – og Cupnoodles kan man da ikke gå galt af.

Lørdag den 9. December

Her på stedet skal man så selv organisere sin morgenmad. Men der er købt ind i går, så der er kaffe, juice, yoghurt, baguette og toastbrød med hamburgerryg. Ikke videre eksotisk men hvad pokker.

Men så ellers ud og gøre det første besøg i Osaka. Med Metroen ind til Umeda Station. Her vil jeg op og se udsigten fra Umeda Sky Building. Lettere sagt end gjort, for da jeg skal fra stationen og derover farer jeg i den grad vild. Og det hjælper heller ikke at de har gravet er stort hul i jorden undervejs. En rimeligt kort gåtur tager pludselig en time. Men var det ikke sket havde jeg jo ikke set det travle liv omkring Umeda og det store lyskryds hvor 6 betjente udstyret med hvert sit Obi Wan Kanobi lyssværd forsøger at dirigere trafikken. Det slipper de egentlig ikke specielt godt fra. Men til sidst finder jeg da Sky Building’en og kommer op i toppen af den. Arkitekten er den samme som Kyoto Station, og udsigten fra toppen er formidabel – også selv om Osaka næppe er en by man kan definere som pæn. Ned igen – hen til stationen – den her gang på 10 minutter – og Metro retur. Mange andre har samme ide. Metroen her lider ikke af passagermangel.

Hjemme på Abitare Namba West kan det så blive til en lille lur, mens der kan vaskes lidt tøj for første gang på turen.

Tur 2 bliver rimeligt tæt på bopælen. Så det er til fods hen til Dotonbori. Det er Osaka’s svar på Jomfru Ane Gade – bare noget større. Der er masser af mennesker, masser af neon og masser af tummel, men som alle andre steder i Japan – fuldstændig trygt. Jeg hænger ud og betragter tumulten, inden jeg trisser hjem. Der købes en færdigret i en 7-eleven på vejen. Det viser sig at være et kiks. Det smager ubehageligt og må smides i skraldeposen. I stedet tages hul på hvad der skulle have været en del af morgenens måltid. Noget kartoffelsalat og nogle pølser. Det ved man hvad er.

Hjemme kan vaskeriet så fortsætte. Mit værelse indeholder en bunke gadgets, men vejledningerne er på japansk, så jeg har svært ved at finde ud af hvordan de fungerer. Det viser sig dog at brusekabinen dublerer som tørrerum for vasketøj, hvor man ved tryk på nogle knapper kan sende noget varme ind. Mega smart.

Tur 2 bliver i det nærliggende hood Shinsaibashi. Masser af mennesker på gaden ud på eftermiddagen. Der skal shoppes igennem. De unge og modebevidste i de små sidegader med de mest trendy butikker. Det mere velhavende segment i mærkevarebutikkerne på hovedstrøget. I flere af butikkerne skal man stå i kø bare for at komme indenfor. Lidt som ved slottet – så også derfor hopper jeg Yves Saint Laurent over i dag. Til gengæld finder jeg så en række pachinko-haller. Sidst jeg var rundt i Japan synes jeg de var overalt. Nu synes der at være færre. Jeg må selvfølgelig lige ind og ofre 2.000 yen i den infernalske larm og i øvrigt uden at have nogen anelse om hvad det går ud på. Herfra så retur til hotellet. Frost-food fra 7-eleven til aftensmad, og Peaky Blinders medbragt på Ipad’en.

Mandag den 11. December

Dagstur til Nara i dag. Den starter med toget fra en station lige rundt om hjørnet fra min bopæl. Ganske praktisk. Nara er et gensyn fra turen i 2010, og første sight er det samme. Det er templet Kasuga Teisha. Det er mit favorittempel i hele verden. Den værdighed vandt det sidste gang, da en af munkene lukkede op så de få turister kunne sidde i en af bedehallerne, da det begyndte at vælte ned med vand. Af med skoene først selvfølgelig. Det problem er her ikke om vinteren, så i stedet kan jeg gå rundt i det flotte orangemalede kompleks. Oprindeligt bygget i det 8. Århundrede, men stadig i flot tilstand. Overalt hænger der lanterner, og der er indrettet et særligt rum, som kun oplyses af dem – næsten som et spøgelseshus.

Videre til 2. store sight i Nara. Templet Todai-ji og den store Buddha-figur der sidder og troner derinde Daibutsu. En af verdens største bronzestatuer som blev fundet i 752. Så byggede man templet til at huse den. Templet er en kæmpestor træbygning – angiveligt verdens største af slagsen. Og det på trods af at den nuværende udgave fra 1702 kun er 2/3 af den oprindelige størrelse.

Ellers er Nara Park også speciel fordi der er mange tamme rådyr, der tigger kiks hos de mange turister. Og det med stor succes. Man kan godt risikere et lidt utilfreds puf hvis der ikke er bid. Parken er selvfølgelig også støvsuget for affald. Der kan jo undre, for der er ikke en eneste skraldespand. Det opdager jeg, da jeg forsøger at slippe af med noget uspiseligt mad jeg der så mere lækkert ud end det var. Et par venlige bladfejere i parken hjælper mig heldigvis af med problemet, og tager mærkværdighederne med i deres pose.

Så ellers retur. Hjemme ved 4-tiden. Cup-noodles til sen frokost eller tidlig aftensmad om man vil. Om aftenen regner det i Osaka.

Tirsdag den 12. December

Først lidt praktisk. Fat i togbillet til Shinkansen til Nagasaki på lørdag, og fat i nogle Ibuprofen til de smerteramte fødder. Begge dele problemløst. Det er sjovt at Ibuprofen som derhjemme næsten kræver recept hvis man skal have mere end 10, herovre ligger frit fremme på hylderne i en hvilken som helst drugstore i pænt store pakninger. Sådan er det mange steder, så jeg benytter lige lejligheden til at fylde lageret op.

Ellers er det trist gråvejr – men lunt – fra morgenstunden. Så jeg smutter ud til en populær klassiker – den lokale Zoo i Tennoji Park. Den er noget slidt, men også under renovering. Der er kun en af hver slags af de fleste dyr, hvilket vist ikke er så godt. Isbjørnen ser dog ud til at more sig fint med en plasticspand. Udenfor i parken er der noget så besynderligt som et tysk julemarked. Så frokosten kommer til at bestå af pølser med fritter og en Kölsch dertil.

Tur 2 senere på dagen – i bedre vejr – bliver op ad den dyre gade Midosuji. Der er mange mennesker på gaden sådan en aften. Nogle ude at shoppe, men de fleste på vej hjem fra arbejde. Japanere arbejder længe. Da jeg ikke gider mere juleglimmer hopper jeg ned i underetagen og tager metro hjem. Den er også proppet. Frostfood fra 7-eleven til aftensmad. Ikke så eksotisk, men på sådan en lang tur går det ikke med restauranter hver dag. Så mikrobølgeovnen får lov at arbejde i min lille lejlighed 1305.

Onsdag den 13. December

Dagstur til Kobe i dag. Det sker med lokaltoget fra Hanshin Electric Railway. En af flere private togoperatører. I det her land kan det være en forretning at køre tog. Stort foretagende for øvrigt. De ejer også det lokale storhold i Baseball. Kobe er en forstad til Osaka. Ca. 3 kvarter at køre derud og kendt for Kobe-kød, et kort ophold fra Michael Laudrup i  Vissel Kobe og så et stort jordskælv i 1995 hvor godt 6.300 blev slået ihjel og omkring ½ mio. gjort hjemløse. I dag er det heldigvis ganske fredeligt i den hyggelige by. Man mærker straks at man er lidt væk fra Osaka centrum. Der er simpelthen markant bedre luft.

Jeg går en god solid tur rundt i Kobe. Først op ad bakke til Kitanocho. Et fint gammelt hood med store palæer der blev bygget af europæiske forretningsmænd og diplomater i begyndelsen af det forrige århundrede. Hermed adskiller det sig fra typisk japansk byggestil som er firkantet, gråt og seriøst grimt. Herfra går jeg ned gennem Kobes centrum. Her er der shopping og restauranter galore. Det meste under glasarkader. Ikke nødvendigt på den her tid af året, men med sommerens varme og vilde regnvejr giver det nok god mening. Jeg ender nede ved Chinatown Nankin-Machi. Ifølge google er det fra 1868, og indeholder spisesteder, souvenirbutikker og mahjongklubber. De 2 første er til at få øje på, mens mahjongklubberne åbenbart er gemt lidt af vejen.

Ud på eftermiddagen vendes snuden hjem med den elektriske jernbane. Den sætter mig af på min lokale station, og så kan jeg shoppe igennem i 7-eleven inden resten af dagen går i afslapning og Netflix.

Torsdag den 14. December

Metro op til et området kalder Shin-Sekai. Det er sådan et oldschool underholdningskvarter med barer, restauranter og spillehaller. Lidt mere tvivlsomme typer end det lokale Dotombori. Midt i det hele har de parkeret et udsigtstårn. Ikke vanvittigt højt – nok ligesom Aalborgtårnet. Men der må man da op og dyrke udsigten. Frokost på et smart sted hvor man bestiller via en QR-kode man får udleveret. Så dukker maden op kort tid efter.

Jeg vælger at gå tilbage til hotellet. Det er ikke urimeligt langt. Der går igennem gader med masser af forretninger. Mest imponerende er butikker der sælger Manga-tegneserier. Nogle af dem er på størrelse med min lokale Meny. Men der er også butikker der sælger nogle samlekort af en slags og så masser af steder med en slags maskiner man hælder penge i og så vinder man en figur af en slags. Ungdomskultur sælger på disse kanter. Af mere suspekte steder er forretninger med riffel- og bueskydning. Til gengæld vil jeg hævde det er gået ned af bakke for Pachinko-branchen.

Tur 2 senere på aftenen går over til Dotonbori. Glimmer, neon og vanvittigt mange mennesker. Men helt trygt. Største risiko er at blive jordet af en cyklist, når man går på fortovet. Japanere er begyndt at cykle, men det vil være livsfarligt at gøre det på vejene, så det sker på fortovet. Så må fodgængerne springe for livet. Lækker kotelet på en old-school restaurant hvor ikke bare kunder, men også tjenere er i den høje ende af aldersskalaen.

Fredag den 15. December

Turistfri i dag. Kun et par små gåture i det lokale hood for at få noget at spise.

Lørdag den 16. December

Slut på Osaka. Først med den supereffektive Metro ud til Shin-Osaka. Fra jeg forlader lejligheden til jeg er derude går det max. ½ time, og der er trods alt små 10 km, og 2 metrolinjer skal i brug. Shin-Osaka er hjemsted for alle Shinkansen-togene. Jeg hopper på et der kører sydpå, og hopper af igen efter ca. 3 timers magelig togrejse i Shin-Tosu. Her står så et lokaltog klar til at transportere mig (og andre) til Takeo-Onsen. Her holder der så et splinternyt Shinkansen-tog klar til den sidste ½ time til Nagasaki. Virker umiddelbart dumt, men de er vist ved at udvikle Nagasaki til Shinkansen-land.

Fra stationen en kort gåtur til Toyoko Inn. Tjek ind på værelse 1103. Vidste man ikke bedre kunne man tro jeg var vendt retur til Kyoto. Værelserne er praktisk taget identiske. Lidt afslapning og så ud og finde noget mad. Også her er der masser af muligheder, men de er ikke så turistvante så man må klare sig uden engelsk menu og bruge billeder i stedet. Til sidst indkøb af fornødenheder, inden aftenen bruges på 1103.

Søndag den 17. December

Kan man tale om en uheldig by, så må det være Nagasaki. For egentlig var det meningen at atombombe nr. 2 skulle have ramt Kokura, men her var der overskyet, så man fløj videre til Nagasaki og droppede den der. Det kostede 74.000 mennesker livet – ca. 1/3 af byens indbyggere. Så i dag starter jeg med at tage den lokale sporvogn op til Fredsparken, anlagt i den anledning. Her er der selvfølgelig forskellige mindesmærker. Kort derfra kan man se stedet hvor bomben ramte og ved siden af har man lavet et flot museum som jeg også er omkring. Museet indeholder mestendels fund gjort umiddelbart efter bomben ramte. Tøjrester, mønter der er smeltet fuldstændig sammen og andre ting til at vise den vanvittige effekt bomben havde. Der er også film og billeder. Ikke nødvendigvis nogen behagelig oplevelse, men det var sådan det var.

Efter den omgang trænger hjernen til lidt opklaring. Så turen retur til centrum tages til fods. Så kan man også bedre se de gamle, men vældig flotte sporvogne, der kører rundt i Nagasaki. For øvrigt er det blevet hundekoldt, så huen er fundet frem. På vejen hentes en sandwich til et ophold på 1103.

Senere en gåtur over til området Dejima. Det er et lille open-air museum om dengang Holland stod for al udenrigshandel fra Nagasaki. Bygninger fra dengang er bevaret og sat i stand. Rigtigt fint, men også et af de steder man lige bliver overfodret med overflødig information – måske også set i lyset af formiddagen. Så jeg smutter ud igen og går videre langs Nagasaki-floden. Jeg ender ved en shoppingarkade af den gammeldags slags, og finder en Drugstore hvor jeg kan få fat i noget tandpasta og får “et-eller-andet” til den dårlige hals. Altid spændende med medicin man ikke ved hvad er.

Så ellers retur til Toyoko Inn. Sandwich-aften en gang til, og Peaky Blinders på Ipad’en. Det lokale TV er værdiløst. Kun japanske kanaler, der sender underlige programmer. I aften en Samurai-film på NHK.

Mandag den 18. December

Jeg tror jeg er eneste vesterlænding her på hotellet. Ellers er det primært lokale. Så de er hurtige til at finde en ske og en gaffel frem til mig ved morgenmaden. Meget venlige og imødekommende, som overalt i det her land. Dagens første tur går ud til et lille tempel Sofuku-ji. Man kunne godt gå, men deres sporvogne er fede så jeg tager en 1’er i stedet for. Sofuku-ji er ikke så kendt som de mange templer i Kyoto. Faktisk er jeg eneste besøgende, og betaling på 15 kr. sker i en “tillidskasse”. Men stadig synes jeg det er fint og fotogent.

Efter templet smutter jeg gennem indkøbsarkaden fra i går og ind til Nagasaki River. Går man lidt op af den, er der nogle flotte stenbroer på tværs af den. Dem krydser jeg rundt på inden det giver frokost på en lokal café. Jeg kommer til at bestille noget vegetar, men selv det smager fortrinligt herovre. Så trisser jeg videre gennem byen og retur til hotellet.

Tur 2 – ned på havnen lige ovre på den anden side af vejen. Ikke nogen stor havn, men der er en fin havnepark uden andet end nogle få hundeluftere. Og så er der en god udsigt over til en masse kraner ovre på den anden side af den bugt Nagasaki ligger ved.

Og så er der i dag noget så usædvanligt som en tur 3. Aftentur op til Mount Inasa. En gondol bringer mig derop, og en gratis bus fra centrum bringer mig ud til gondolen. “Undersøgelser viser” at udsigten om aftenen er blandt de 3 bedste i verden. Måske nok at tage munden rigeligt fuld, men vue’er ind over oplyste Nagasaki er bestemt flot. Så ned igen med gondolen og retur med bussen fra det betryggende selskab Lucky Bus og ind til centrum.

Tirsdag den 19. December

Regnvejr om formiddagen. Må holde mig inde i selskab med Gereon Rath krimi nr. 3 Goldstein. Ved 1-tiden er det klaret op, så man kan snige sig over til det kæmpestore indkøbscenter YouMe, gå ned i deres foodhall og få en burgermenu hos McD. Så ellers videre på udflugt. Med 2 sporvogne ud til et område kaldet Glover Garden. En bakke med nogle gamle flotte villaer fra dengang rige europæere holdt til i byen for at handle. Opkaldt efter en skotte Thomas Glover. Til hans ære – må det være – afspilles der hele tiden melankolsk skotsk folkemusik i parkens højttalere. Man kan komme ind og se husene, så det er er slags åbent museum. Der er også en flot udsigt over Nagasaki centrum, der dog i dag forstyrres af lavthængende skyer og støvregn. Hjem igen efter nogle timer til Toyoko Inn. Aftensmad igen i føromtalte foodhall. For afvekslingens skyld hos Kentucky Fried Chicken.

Onsdag den 20. December

Exit Nagasaki. Shinkansen til Takeo-Onsen kl. 9.50. Togskifte til et kvikt Limited Express tog til Fukouka, hvor jeg så er fremme ca. 11.30. Kort gåtur til hotellet The Blossom Premier Hakata. Indtjekning og aflevering af bagage, men værelset er ikke klar endnu, så ud på en gåtur.

Den går lidt tilfældigt rundt i byen. Fukuoka forekommer meget behagelig. Brede fortove, god plads selv om der er mange mennesker og mere ungdommeligt klientel end i Nagasaki. På trods af turens tilfældighed falder jeg forbi 3 lokale seværdigheder. 2 templer – Tochijo og Kushida-jinnja – og så et lille lokalhistorisk museum Hakatamachiya. Sidstnævnte sted går jeg da helt amok og køber en Buddha-souvenir figur. Så op til hotellet. Bedømt efter forhallen er det rigtigt lækkert, og det bekræftes da jeg jeg åbner døren til værelse 507. Vældig lækkert, flot og komfortabelt værelse med en fed gade-udsigt. Men selvfølgelig også noget dyrere end de 350 kr. jeg har givet på Toyoko Inn. Det kalder straks på en lur.

Senere en kort aftentur op til Hakata Station. Her er der gang i et julemarked med levende musik, juletræ, festlig belysning og boder. Det bliver til en dejlig medisterpølse med tilhørende kold øl. Man skulle måske have valgt den varme vin i stedet, for det er ved at være koldt – omkring 3 grader. Så lysten til at blive siddende på de tyskinspirerede træbænke er begrænset. Derfor hjem igen til hotellet.

Torsdag den 21. December

Storslået morgenmad på det storslåede hotel. 2 forskellige buffet’er at vælge imellem. Den japanske variant og den vestlige variant. Jeg går ombord i den vestlige.

Udenfor er det koldt, blæsende og momentvist snevejr. Men en turist har noget at skulle passe, så jeg går op til en lokal metrostation og drøner ud til Ohori Park. Egentlig ikke så meget park, men mere en stor sø med en mulighed for at gå rundt om den – og sådan set også på tværs via en række broer og ø’er ude i søen. Det gør jeg så. Først den ene halvdel, så på tværs og til sidst den anden halvdel. På trods af vejret, er der da andre tilstede, men jeg tænker der vil være mange på en lun søndag i foråret. I dag er der dog ikke nogen efterspørgsel efter de svaneformede pedalbåde. Ovre på den anden side finder jeg en anden metrostation og tager et andet tog retur.

Tur 2 har tilfældighedens præg. Først gennem et af de utallige indkøbscentre, så hen over en tørlagt å, derfra kommer jeg til et “red light district” hvor kamera diskret puttes tilbage i tasken, så hen over en anden flod med vand i, forbi et tysk julemarked der ikke er åbnet endnu og til sidst en trafikeret indfaldsvej tilbage til mit hotel-hood. Næsen er ved at fald af pga. kulden, så det må være nok for i dag.

Aftensmad havde jeg egentlig overvejet at tage på hotellet, men restauranterne ser fimsede ud, så jeg smutter i stedet ned til det store stormagasin ved stationen. 9. og 10. etage er lutter restauranter, så her kan jeg da finde noget der kan tilfredsstille min kræsne smag.

Fredag den 22. December

Ingen by på de her kanter uden et eller flere udsigtstårne. Her hedder det Fukuoka Tower, og det ligger lidt væk fra centrum lige ud til det Koreanske Stræde. Her tager jeg en bus ud efter veloverstået morgenbord. Det tager knap ½ time. Så ellers fat i en billet og elevator 123 meter op til observationsplatformen. De hævder at tårnet er 234 meter højt, men det er fordi de regner antennemasten med, og det synes jeg er snyd. Men udsigten deroppe fra er fantastisk. Både ind over byen, de omkringliggende bjerge, der har fået sne på toppen, havnen og havet over mod Sydkorea. Nedenfor tårnet er der en lille strand med en badebro ud til et etablissement – næsten som i Blackpool. Der må jeg også ned. Men med temperaturer tæt på frysepunktet og en blid pelikan ind så bliver det nu en kort fornøjelse. Liggestolene står også ubrugte hen. Tilbage i tårnbygningen er der en lille restaurant, der sælger en kotelet med slæb til 45 kr.. Det kommer til at gøre det ud for frokost inden rute 302 kører mig retur til downtown.

Tur 2 bliver en kort en i det lokale hood. Hen til en af de utallige – og meget lange – indkøbsarkader. Den her er nu ret sjov, for det er lokale japanske forretninger og ikke de store kæder man tit ser i storcentrene. Shopping betyder meget på de her kanter. Når man ser turistinformation udpeges de største shoppingcentre som attraktioner. Ikke lige for mig, men bedømt ud fra indkøbsposerne i hotellobbyen er der mange der kommer til Fukuoka for at købe ind. Aftensmad hentes lidt senere hos Lawson – den lokale “convenience-store”. Det giver så et par sandwich til indtagelse på værelse 507.

Lørdag den 23. December

Sidste morgenbuffet – glimrende traktement, bortset fra at deres fortolkning af bacon er noget slatten. Kl. 11 bliver jeg smidt ud af mit værelse, og går op til stationen for at tage en bus ud til den internationale havn.

Der er jeg i rigtig god tid til min hurtigfærge til Busan i Sydkorea. Den sejler først kl. 15, så der må hænges lidt ud i stolene i afgangshallen. Men præcis afgang. Pladsen er lækker og magelig på min 1. Klasses billet. Ved ombordstigning får vi udleveret tøfler, en malebog og en søsygetablet. Kort efter afgang kommer de rundt med en kasse med små lækre kager. Søsygetabletten viser sig dog ret unødvendig. Turen på tværs af det Koreanske Stræde til Busan er magelig, selv om man da kan mærke at man sejler. Jeg får en lille lur og bruger resten af tiden til at kigge ud over vandet.

On-time i Busan kl. 18.40. Nyt e-sim kort kan aktiveres. Hurtigt forbi syndhedsmyndigheder og told, mens paskontrollen har svært ved at få systemet til at makke ret. Til sidst går det dog. Så en kort gåtur til mit hotel Ramada Encore tæt ved stationen. Tjek ind på fortrinlige værelse 406, og så ud og hente en burgermenu inden der kan pakkes ud og slappes af.

Søndag den 24. December

Tid til at komme ud og se på Busan. Så først med Metro til Toseong og derfra med en minibus ad en stejl bakke op til Gamcheon Culture Village. Egentlig et slumområde der på mange måder minder om en brasiliansk Favela, da nogle i 2009 fandt på at give det en ordentlig gang maling og nogle vældige pangfarver. Så blev det pludselig en turistattraktion, hvor man går rundt og tager selfies. De har også et eller andet med “Den lille Prins” som optræder som figur en masse steder. Et af stederne åbenbart så populær, at selfie-køen er på mindst 100 meter. Men efter det så går det ned af bakke gennem landsbyen, og her tynder det ud i turiststrømmen og souvenirbutikkerne og det er egentlig et sjovt sted. Ved bunden af bakken genfinder jeg min minibus. Den kører mig så retur til stationen, og Metroen kører retur til hotellet.

Senere på dagen en tur ud til Jagalchi fiskemarked. Det er kæmpestort, og jeg har da aldrig før set så mærkværdige skabninger som den der svømmer rundt i karrene hos de hundredevis af små fiskehandlere. Man kan købe og tage med hjem, eller man kan få dem tilberedt og spise dem i restauranterne på 1. Sal. Min lyst til at sætte tænderne i mærkværdighederne er begrænset, så jeg frafalder den del og tager den så bare til fods retur. Længere væk var det ikke.

Og så er det jo juleaften. Ikke noget man går op i på de her kanter, så det lader jeg også være med. Så det bliver bare til en burger i hotellets viking-inspirerede restaurant. Lidt festligt skal det dog være, så der er indkøbt donuts til aftenkaffen på værelse 406.

Mandag den 25. December

Er der noget mere naturligt end at bruge juledag på at gå i tempel. Templet hedder Beomeo-sa og ligger ude i nogle flotte bjerge i Busan’s nordlige del. Der kører Metro derud. Det tager 45 minutter og koster 9 kr.. Ikke urimeligt. Ved metrostationen må jeg spørge om vej til bussen. De flinke folk i information svarer beredvilligt, og så får man oven i købet en lille gave med som bonus. Linje 90 kører til døren – næsten. For de sidste trapper skal man selv klare, men det går endda. Det er et rigtigt flot Buddhistisk tempel. Ikke mange turister – mest lokale. Oprindeligt etableret i år 678. Brændt ned af japanerne i slutningen af det 15. Århundrede, men efterfølgende genopbygget. Dejligt sted at gå rundt. Skyfri himmel, men hundekoldt. Da det er set færdig er det samme vej retur til centrum.

Tur 2 senere i det lokale hood. Her ligger der et lille Chinatown med en masse kinesiske restauranter, og så et kvarter med betegnelse Texas Street. Guidebogen betegner kvarteret som “sleazy”, og den er vist god nok. Derfra over til Busan Station. Der er ikke noget sleazy ved udsigten fra pladsen bagved stationen. Her er der en flot udsigt ved mørkningstid over Busans travle havneområde. Aftensmad på en spøjs lille restaurant på stationen. Ris og paneret kotelet med slæb. Der må hidkaldes en gaffel.

Tirsdag den 26. December

Først selvfølgelig hotellets glimrende morgenmad. Som i Japan er der en asiatisk afdeling og se en vestlig. Jeg går ombord i den vestlige.

Så ellers på strandtur i dag. Om sommeren er Busan en stor badedestination. Der er masser af fede strande og store hoteller ved dem i og omkring Busan. Jeg tager busrute 1003 ud til den største – tror jeg – Haeundae Beach. Det tager små 3 kvarter med bussen. Stedet er næste Miami-agtigt. En lækker strand med en masse skyskrabere omkring. Nogle hoteller – andre kontorbygninger – tror jeg. Jeg går en lang tur frem og tilbage langs strandkanten. Solen skinner fra en skyfri himmel, men det er nu ikke så varmt. Der er faktisk en del mennesker, men de er iført dynejakker og ikke badetøj. For enden af stranden er den højeste skyskraber. Der kan man selvfølgelig mod betaling komme op i toppen, så det bliver med hurtigelevatoren til 100. etage. Fin fin udsigt, og kaffe i en Starbucks hvor man kan sidde mageligt og se ned over stranden og det omkringliggende område. Til sidst er koppen dog tom, så det er ned igen, og op til metrostationen. Også 3 kvarter hjem med den. Godt nok kører den hurtigere end bussen, men den kører en gevaldig omvej og man skal skifte undervejs.

Al den friske luft har gjort mig godt, så det bliver en fin sen eftermiddagslur på værelset. Aftensmad i hotellets burgerrestaurant og et par donuts til aftenhyggen på værelset.

Onsdag den 27. December

Slut på Busan. Videre til turens eneste hovedstad Seoul. Det er først med toget kl. 12.30, så der kan soves længe og der er god tid til morgenmaden. Kl. 12.30 kører hurtigtoget KTX fra perron 8. Har man set filmen Train to Busan ved man at man skal kigge efter zombier blandt passagererene. Heldigvis ingen i dag så vi er uskadte fremme knap 3 timer senere. Gåtur til mit Ramada Hotel. Det er en opgradering i forhold til det oprindeligt bestilte airbnb – troede jeg. Men værelset er noget skrammel og gangene ligner noget fra et ungdomsfængsel, så jeg har nok dummet mig her. Shit happens. Det er lige ved at man skulle brokke sig.

Efter jeg lige er faldet til og har fået pakket ud, kan jeg lige nå en gåtur. Hen til templet Deoksugang. Der er ikke så langt. Fin gammel sag. Især ved mørkningstid hvor der sættes lys på det. Ovre på den anden side af vejen ligger rådhuset. Her er organiseret en udendørs skøjtebane, og selv om Sydkorea er blandt verdens bedste speedskatere, er det ikke alle her der kan kandidere. I det hele taget er det koldt. Det har sneet og rundt omkring ligger stadig små dynger. Retur til det kedelige hotel. Der købes en kedelig sandwich med hjem, for at få det hele til at stemme.

Torsdag den 28. December

Hotellet er steget en anelse i min agtelse. Morgenmaden er sådan set ok, og de har fået organiseret en sengelampe, så jeg ikke skal lede efter sengen i buldermørke.

Anyway – på tur igen. Tempeltur igen. Med metro til det store tempel med det mundrette navn Gyeongbokgung. Hvis man møder op i den traditionelle koreanske klædedragt en Hanbok, så er der gratis adgang. Så der er mange der er klædt ud. Kvinderne i nogle fine lange kjoler og mændene i en kjortel og med noget der ligner en loftslampe på hovedet. Og de har en fest i dette selfie-glade land. Man tager et utal af billeder af sig selv og hinanden. Men der er god plads på tempelområdet, som er kæmpestort – så det er ikke noget problem. Templet – eller snarere hele tempelbyen – for der er masser af templer og bygninger, blev bygget af Joseon Dynastiet i 1395. Her fungerede det så som regeringshovedkontor i et par hundrede år inden det nedbrændte. I slutningen af det 19. Århundrede begyndte man at restaurere på det, og det har man gjort siden, så det nu stor superskarpt og meget meget flot. Jeg hænger ud et par timer på trods af kulden, inden jeg suser retur med metroen. På vej hen mod metroen er mange i gang med at aflevere deres Hanbok-beklædning som de har lejet hos lokale udlejere.

Tur 2 går i en gåtur til det lokale marked Namdaemum. Masser af mennesker og alt kan købes. Mest tøj men også andet. F.eks. er der en særlig gade der sælger fotoudstyr – brugt tror jeg – men mindst 25 små butikker. Jeg fortsætter gennem kvarteret op til stormagasinet Shinsegae. Mere fashionabelt – f.eks. er der ikke en særlig Tiffany-afdeling på gademarkedet. Men vi er i et land hvor de tager deres shopping alvorligt – måske fordi de ikke altid har haft mulighed for det. Jeg går mere efter noget at spise, men food-hall’en er overfyldt, så jeg smutter igen. Må i stedet finde en glimrende burger på vejen hjem.

Hjemme igen er værelset såmænd også blevet rengjort og køleskabet indeholder flaskevand der skulle række til en måned. De nærmer sig den 3. stjerne.

Fredag den 29. December

Trip 1 går til Bukchon Hanok Village. En lille landsby i Seoul, som består af gamle autentiske huse – kaldet Hanoks. Sådan så husene ud da man byggede dem i det 14. Århundrede. Fint lille hood at gå rundt i, og en masse flotte huse der dog ser ud til at have fået en overhaling siden de blev bygget. Især husenes døre og flotte teglteg imponerer. Så det giver en god formiddag at hænge ud her, og især søge lidt væk fra turiststrømmen. Det er nu ofte ikke så svært.

Trip 2 går med metroen over til Seoul’s flod Han River. Rygter siger der skulle være en fed udsigt til downtown Seoul fra den anden side. Det er der sådan set også, men det er diset på grund af kulden, så den præsenterer sig ikke rigtigt. Så snuden vendes hjem igen herfra.

Dagens måltider. Frokost fra Subway og aftensmad på Burger King. Dertil et par donuts i løbet af dagen. Må øve mig på at blive lidt mere autentisk.

Lørdag den 30. December

Bummer. Snestorm over Seoul. En planlagt tur til den lokale galopbane må opgives. Sneen varer ved indtil ved 15-tiden. Et forsøg på gåtur derefter opgives. Det er alt for smattet. Snerydning er åbenbart ikke noget man kender til. Aftensmad på en pub ved siden af hotellet. Kommer til at bestille en familiepizza, men “a man’s gotta do, what a man’s gotta do”.

Søndag den 31. December

Jeg starter dagen med at gå i fængsel. Nærmere bestemt med bus et par km. op ad vejen til Saodaemun Prison. Fængslet er fra 1908, og nu nedlagt. Det blev brugt af japanerne, da de havde besat Korea før 2. Verdenskrig. Og de brugte det ikke pænt. Mest burede de Koreanske frihedskæmpere inde. Om nødvendigt blev de tortureret og i værste tilfælde hængt. Det kan man se hvordan foregik ved at gå rundt – og så er der også en masse plancher. Spændende sted.

Derfra videre med metro til templet Changgyeonggung. Deres templer har virkelig turistvenlige navne. Bygget af Kong Sejong i midten af det 15. Århundrede. Lige så flot som de andre jeg har set, men omgivelserne er enormt smattede. Sneen fra i går smelter nu hastigt, og efterlader et seriøst pløre. Efter det tager jeg en bus retur til hotellet. Google Maps er smart fordi det også anbefaler busser når det er det letteste. Den her tur giver dog noget af en omvej, da man er ved at lukke centrum af til aftenens tummel.

Senere en tur over til Seoullo 7017. Sådan set bare en 10 meter bred betonbro hen over et jernebaneområde. Men de har været smarte og lavet en masse betonkummer med planter, sætte noget smart lys på og så er der for øvrigt en ret fed udsigt over dele af Seoul’s skyline – og vupti så er en dødssyg gangbro gjort til en seværdighed. På returvejen kommer jeg igen igennem markedet ved Namdaemun. Her handles der stadig ud på aftenen.

Nytårsaften bliver stille og rolig. Man bruger ikke massefyrværkeri her. I stedet er der nogle events rundt omkring i byen med en masse deltagere. Fra hotellet kan jeg se noget lysshow fra et af dem, men det er også det.

Mandag den 1. Januar

Det er stille i Seoul sådan en nytårsdag formiddag. Jeg har sat dagen af til noget sightseeing, der kan nåes til fods fra hotellet. Først op forbi Rådhuset og skøjtebanen til en kanal der løber gennem byen. Cheong-gye-cheon er det mundrette navn. Undervejs på og langs kanalen er der en række skulpturer. Kunne godt minde om “Sculptures by the sea”, der for år tilbage florerede i Aarhus med jævne mellemrum.

Derfra op til kvarteret Myeong-dong. Det er et hyggeligt shoppingområde med småbutikker og cafeer, og Seoulonitterne er vågnet op til dåd. For en fridag skal selvfølgeliges bruges til at købe nye ting og drikke kaffe. Fornuftig snak.

Resten af dagen bruges så primært på at stå i kø. Jeg har fået den ide, at jeg vil op på toppen af bakken Namsen hvor Seoul Tower ligger og der er en storslået udsigt over Seoul. Jeg er ikke den eneste med den ide. Først kø for at komme med en elevator op til billetsalget, så kø for at købe billet og så en kæmpekø til gondolen der fragter folk op på toppen. I alt står jeg i kø en time. Men endelig oppe er udsigten fra Namsen flot. Der ankommer en større flok turister med Nepalesiske flag. De er gået hele vejen op, men hva’ fa’en – de er vel også vant til at gå op af Mount Everest. Tårnet opgiver jeg. Jeg magter ikke mere kø, så jeg må nøjes med toppen af Namsen og det er også fint. Heldigvis er køen nedad ikke så slem.

Herefter søger jeg retur til hotellet. Det går med brug af Google maps, men der går altid ged i det når man skal ned i tunneller under de brede veje. Så dukker jeg altid op et sted jeg ikke havde ventet, og kommer på den måde til at gå noget af en omvej. Mine lokale spisesteder omkring hotellet har lukket, så jeg må klare mig på en sandwich fra døgneren på den anden side af vejen. Det går også.

Tirsdag den 2. Januar

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt dagens tur var en god ide. En bustur til DMZ – Den demilitariserede zone – mellem Nord- og Sydkorea. Et slags ingenmandsland håndteret af USA og FN, med det formål at undgå at de 2 lande farer i flæsket på hinanden. Min skepsis skal vise sig velbegrundet. Det bliver 7 timers kvægtransport for at se på ufred og armod. Undervejs besøges bl.a. et turistcenter hvor man har lavet et amfiteater med vinduer hvor turisterne kan kigge over til ynken i Nordkorea. Oppe på taget er opstillet kikkerter, så man for alvor kan se over til de stakkels mennesker. Det hele under ledelse af en jammerlig guide, hvis engelske er så dårligt og hurtigt, at man ikke fatter en meter af hvad hun siger. Hjemme igen ved 17-tiden – heldigvis.

Onsdag den 3. Januar

Ovenpå gårsdagens fiasko, så er det tid her på turens sidstedag til at finde den normale rejseform frem. Finde et par seværdigheder, tage det til fods og se hvad der i øvrigt byder sig til. Dagens mål er templet Changdeokgung, men inden jeg når derop byder der sig en overraskelse til ved Deoksugung-templet, som jeg ellers var forbi på 1. dagen i Seoul. Jeg kommer nemlig forbi netop som de skal til at i gang med et vagtskifte, og det foregår med betydelig tumult med marcheren, inspektion, mærkelige klædedragter, et lille musikkorps og slå’en på den helt store tromme. Alt sammen til fornøjelse for de fremmødte turister – og formentlig også det som formål – da jeg dels ikke tror templet er truet, og jeg i øvrigt er usikker på hvad de 2 tilbagestående vagter skulle stille op med 2 sabler, der mest minder om forvoksede fyldepenne.

Efter den oplevelse fortsætter jeg op til turens mål Changdeokgung. Egentlig ville jeg have set det i søndags, men pga. en navneforveksling kom jeg til at se et andet tempel i stedet. Changdeokgung er også kendt som “Templet for den blomstrende dyd” er stort og imponerende. Også her møder en del op iført farvestrålende gevandter for at tage selfies til det store fotoalbum. Der kan være tale om tilhængere af den særlige gren af buddhismen, som netop har dette tempel som særlig helligdom. Der er også en “hemmelig have”. Men der er masser af skiltning til den, så specielt hemmelig er den vel ikke.

Herfra går det retur igennem Seouls’ gader. Jeg prøver at søge mod nogle af de små, da det er sjovest. Hjemme igen sidst på eftermiddagen – og dermed slutter sightseeingen for denne gang.

Torsdag den 4. Januar

Så er det hjem. Op til morgenmad kl. 7. Bus til Icheon lufthavnen kl 8. Den holder lige ved døren til hotellet, så det er nemt. Det tager ca. 1 ½ time. Tjek ind, security, told og pasfremvisning går glat – så er klar i god tid til afgangen kl. 12.50. Men det er en lækker lufthavn, så det er ikke noget problem.

Turen til Frankfurt tager 14 timer. Tæt på uudholdeligt, men man er nødt til at flyve uden om nogle krigsområder. I Frankfurt kl. 19 – lokal tid – og så er der 3 timer indtil Billund-flyveren kl. 22.10. Den er i Billund 23.30, men så går det galt. Der har været snestorm i Danmark. Landet er brudt sammen, og der kører ingen busser til Aarhus. Det giver så en ikke-budgetteret udgift til overnatning på Billund Airport Hotel.

Temmelig træt da jeg går i seng. 24 timers rejse og 8 timers tidsforskel rammer lidt hårdt.

Fredag den 5. Januar

Vågner tidligt på trods af træthed. Sådan er det med jetlag. Så ned til morgenmad ved 7-tiden. Det koster det vilde, så det er med at hugge i sig fra buffeten. Lufthavnsbussen til Aarhus er stadig utroværdig, så det bliver med bus til Vejle og tog derfra. I Aarhus er enkelte bybusser begyndt at køre, så jeg ikke skal spadsere hjem gennem is og sne med bagagen. Hjemme ved 10.30 tiden og der kan pakkes ud og vaskes. Lang tur = meget vasketøj.