Onsdag den 23. December

Belært af tidligere erfaring er jeg taget til København dagen før. Natten er tilbragt på WakeUp, hvor jeg har haft svært ved at sove på grund af forkølelse.

Forkølelse er heller ikke optimalt på en godt 10 timer lang flyvning med SAS i en op-pimpet Airbus. De har fået helt nyt underholdningssystem som er vældig smart. Desværre er alle film noget gammelt skrammel. Det er primært film man kan købe til 29 kr. nede på tanken.

Torsdag den 24. December

Vi lander i Tokyo Narita kl 10.30. Jeg er helt smadret. 10 1/2 time stort set uden at røre sig. Det er altså ikke sjovt. Narita er både effektiv og venlig. Jeg stryger igennem immigration og told på ingen tid og man mødes kun af venligt personale, der bukker og skraber. Der bliver investeret i et metrokort til de kommende dage, inden jeg tager en Skyliner ind til Ueno. Her er der en kort gåtur til turens hotel Centurion Hotel Ueno. Jeg kan først få mit værelse kl. 14. Det er lidt træls, når det man har mest brug for lige nu er et bad og så smide sig på en seng.

Men endelig får jeg adgang til værelse 412. Et lille men velindrettet værelse. Så er det tid til en skyller og 2 timer på langs. Ved 5-tiden haler jeg mig ud af sengen. Går op til Ueno station og tager  metroen ind til Tokyo Station. Her er der noget julehalløj med en masse lamper i træerne, en flot illumineret station og en hulens masse mennesker. Jeg kigger det ud, inden det går retur til Ueno og en juleaftenspizza. Jeg kan ikke finde flæskesteg og rødkål. Ved 8-tiden er jeg tilbage på hotellet til afslapning og tidligt i seng.

Fredag den 25. December

Dagens gåtur er fundet på side 160 i min Lonely Planet guidebog. Det er en tur udenfor Tokyos turistzone. Jeg starter i den nærliggende park Ueno koen. Her ser jeg bl.a. templet Tosho-gu. Det så jeg også sidst jeg var i Tokyo. Det er stadig fint. Så går det ellers gennem den hyggelige park og over til kvarteret Yanaka. Her går man rundt i nogle små gader med små huse og også flere mindre templer. Herfra smutter jeg over til en flot gammel kirkegård Yanaka-reien. Den går jeg så igennem for at ende ved stationen Nippori. Det skulle være et godt sted for trainspotters, men dem er der nu ingen af i dag. Endelig går jeg videre igennem meget hyggelige shopping stræde Yanaka Ginza. De har et eller andet med katte her. Man set billeder og skulpturer af katte, og midt på en trappe sidder en levende udgave, som alle forbipasserende skal gøre sig til overfor. Til slut ender jeg med metrostationen Sendagi, hvor jeg tager toget retur til hotellet.

Desværre er aktivitetsniveauet ikke for højt i dag. Jeg er stadig pisseforkølet og svagelig, så resten af dagen går i afslapning i selskab med 980 siders Game of Thrones bog og Netflix på Ipad'en. Selvfølgelig ikke derfor man er tager herover, men batterierne er flade.

Aftensmad i hotellets restaurant i selskab med en lille orkester iført af elektronisk piano, tilbagelænet guitar, tværfløjte og blød hat, som spiller lettere jazzede udgaver af julens populære klassikere.

Lørdag den 26. December

Havde jeg været hjemme så havde jeg lavet en kande te, lagt mig på sofaen og switchet rundt mellem Netflix og Premier League hele dagen. Men det kan jo ikke nytte noget at pive over en giga-forkølelse. Når man er rejst halvdelen af jorden rundt, så er man jo ligesom nødt til at kigge på stedet.

Så jeg og min snotnæse tager på formiddagstur til Akihabara også kendt som "Electric City". Her er en hoben elektronikbutikker og andet gejl, der får El-giganten til at ligne alt andet end en gigant. Undervejs rundt i dette inferno jeg ovenikøbet shoppet mig til at par gode små høretelefoner til min Iphone, til erstatning for de 10 af tvivlsom karakter jeg har i forvejen. Jeg brænder også en tusse af i en Pachinkohal - altså i lokal valuta (fjern et 0, del med 2 og læg lidt til) - uden ar jeg får gevinst ud af det. Flere steder i kvarteret er der lange køer til for mig uforståelige formål. Mest mærkeligt ser det ud foran et teater, hvor der står i hundredevis og venter på et eller andet. De har alle sammen en mappe med, som indeholder billeder af en lokal pop-tøs - tror jeg - og så vidt jeg kan se et der godt gang i bytteriet, lidt ligesom da man selv samlede fodboldbilleder. Det er altså et mærkeligt land det her. Herefter er det tid for mig og snotnæsen at søge hjem til varmen på hotellet.

Senere på eftermiddagen må vi ud i kulden igen. Koldt er det forøvrigt ikke. 12-15 grader. Klimaopvarmningen har også nået Japan. Turen går til Shinjuku som er et kæmpestort shopping- og forlystelsesområde. Og jeg tror hele Tokyo er her i dag. Der er totalt mange mennesker i denne glas og betonørken. Et lille hjørne hedder Kabukicho og betegnes af Lonely Planet som "seedy" - altså skummelt. Min bare - det er en total opreklameret turistfælde. Da jeg er på vej hjem kommer jeg til gengæld lidt tilfældigt til at gå ind i området Golden Gai. Det falder helt igennem i forhold til det øvrige kvarter. Her er små bette huse af træ og blik. Der er barer og små restauranter i dem alle sammen. De har ikke åbent her midt på dagen, men det er alligevel et skægt lille kvarter midt i ørkenen. Efter det tager jeg og snotnæsen hjem for at pleje hinanden indendøre. Eneste yderligere aktiviter er afhentning af en burger i en fast food joint. Jeg kunne også have valgt hotellets restaurant, men frygtede musikken.

Søndag den 27. December

Hotellet er pænt booket, og det gælder også til det udmærkede morgenmåltid. Der er nu ikke mange lige-øjer blandt klientellet, så man må antage at de fleste er indfødte.

Dagens tur 1 går til et sted jeg også var sidste gang. Det er templet Meiji-jingu inde i parken Yoyogi-koen. Selv om der er pænt med mennesker ved templet, så er det en fornøjelse blot at kunne forlade hektiske Tokyo og gå rundt sådan et sted. Jeg tjekker templet ud og studerer de lokales praksis i forbindelse med besøg den slags steder. Så går jeg en lang og fredfyldt tur i parken, inden jeg har fået tilstrækkeligt med fred for i dag. Formiddagen slutter med en gåtur ned gennem Takeshita-dori (det hedder den altså). Her er Japans ungdom på jagt efter det seneste modetøj. At dømme efter trængslen er Japans ungdom mangfoldig. Man går ihvertfald som sild i en tønde. Så smutter jeg hjem.

Tur 2 er til en seværdighed, der ikke var her sidste gang. Den hedde Tokyo Skytree og åbnede i 2012. Har kan man nyde en fantastisk udsigt fra 350 meter og øve sig i Japansk køkultur, når man skal ind. Man kan også komme 100 meter højere op. Det finder jeg dog ikke grund til. Udsigten over aften-Tokyo er ganske fantastisk fra 350 meter.

Mandag den 28. December

Nogen gange er det lidt sjovt at tjekke områder ud, hvor der ikke er så mange turister - eller store seværdigheder for den sags skyld. Kagurazaka er et sådant kvarter, og på side 144 i min guidebog er der beskrevet en gåtur. Ikke for at se så mange seværdigheder, men mere for at opleve det lokale liv. Så det bliver livet omkring den bakkede shoppinggade Kagurazaka-dori, de smalle stræder i det gamle geisha-kvarter omkring Hyogo-yokocho, mere lokal shopping i Wasafi-doi og så templet Akagi-jinja der bliver set igennem i dag. Sidstnævnte tempel er specielt, da det er ganske nyt. Det er fra 2010, og er vældig moderne. Der går en 3 timer her - incl. frokost på Royal Host - inden snuden vendes hjem mod Ueno.

Mit lokale hood Ueno bliver så til gengæld genstand for dagens sene tur. Det er egentlig heller ikke et af turistområderne i byen, men det har en kæmpehøj puls og masser af lokalt liv. Det er forretninger, restauranter og almindeligt halløj galore. Det er superhektisk sådan en mandag aften. Restauranter er stuvende fulde og det er gaderne også. Men sjovt og spændende at gå rundt i, og selv om det er så hektisk så synes det på ingen måde skummelt - og det gælder også kvarteret mere tvivlsomme gader med hostess-barer, massagebutikker, love-hotels og den slags der umiskendeligt minder om prostitution. På det område er Ueno nemlig også helt fremme i skoene.

Tirsdag den 29. December

Heldagstur med bus til Fuji-bjerget i dag. Turen starter kl. 8.30 på et hotel tæt ved Shinjuka stationen og bussen er helt fyldt op.

Det tager 2 timer fra Tokyo og ud til bjerget. Her fortsætter turen hele vejen rundt om Fuji i modurs-retning. Undervejs er der 4 stops mens man kan beskue Fuji fra en stort set skyfri himmel. Det er en gave som er ganske sjælden. Første stop er på selve bjerget. Vi kan køre op til 4 station i 2000 meters højde. Længere må vi ikke komme på grund af sneen. Selve bjerget er 3776 meter højt, og vores guide har været helt oppe på toppen 30 gange.

Næste stop er ved Oshino Hakkai. Det er nogle små søer, som består af smeltevand fra bjerget. Hyggeligt sted, og med en fin udsigt til toppen af Fuji. Så går det videre til et lokalt Shiinto tempel. Det ligger fint inde i en skov, men jeg har glemt hvad det hed. Der er tale om et "reservetempel" på turen, da det normale er optaget til brug for et marathon-løb. Jeg synes nu det er en fuldgod erstatning. Til sidst kommer vi til Shiraito Falls, som er et ganske spektakulært lille vandfald, der nærmest ligger nede i et hul.

Så vendes snuden hjem, og i den meget tunge Tokyo-trafik er vi 3 timer om den del. Hjemme ved Shinjuko ved 17.30 tiden, og så er det jo egentlig bemærkelsesværdigt at man kan drøne gennem hele byen til Ueno på et kvarter med Tokyos supereffektive metro. Der er nogen steder den kollektive trafik bare fungerer, og hvor hele byen ville bryde sammen hvis den ikke gjorde.

Således aktiveret hele dagen går aftenen i stille afslapning på værelse 412.

Onsdag den 30. December

Dagens første gåtur finder vi på side 74 i Lonely Planets glimrende Tokyo-guide. Turen går rundt i området, der hedder Tsukiji. Oedo-line kører mig til Tsukijishio stationen, og første sight er en bygning, der ligner en stak containere stablet ovenpå hinanden. Den hedder Nakagin Capsule Tower, og er efter sigende berømt blandt arkitekter. Bygningen trænger nu til en alvorlig hånd - alternativ en nedrivning - sådan som den ser ud nu. Næste stop er den store japanske have Hama-rikyū Onshi-teien. Haven har nu andre planer, for den holder lukket til 2. Januar. Så må jeg i stedet smutte over til områdets superseværdighed - markedet i Tsukiji. Der er faktisk 2. Et kæmpestort grønsagsmarked og et giga-stort fiskemarked. Sidstnævnte er verdensberømt for deres tunauktion hver morgen kl. 5. Det har jeg dog ikke fundet relevant. Det er en ret heftig omgang at gå rundt på de 2 markeder. Turister, handlende og handlere i en pærevælling, og kigger du dig ikke for så kan du være ret sikker på at blive jordet af en elektrisk truck. Jeg overlever og fortsætter rundt i det lokale kvarter med sushi-barer og et par templer.

Så går det videre langs floden Sumida og over til en lille tidslomme i kvarteret Tsukuda-jima. Det er et hyggeligt lille kvarter i et område med masser af højhuse og brede indfaldsveje. Herfra med Oedo-line retur til pause.

Aftentur til indbegrebet af hektisk ungdomskultur Shibuya. Her er verdens - efter sigende - største fodgængerovergang og masser af forretninger der sælger ungdomskultur mens den seneste japanske popmusik drøner ud i gadehøjttalerne. Således beriget vender jeg efter et par timer snuden hjem - uden indkøb - men jeg er jo heller ikke målgruppen.

Torsdag den 31. December

En stille og rolig dag på turistfronten. Først ned og hilse på det Kejserlige Slot i downtown Tokyo. Den Kejserlige Have holder ferielukket, og kan derfor ikke beskues. Kejseren besidder en kæmpestor bid af det mest centrale af Tokyo. I passende afstand af de Kejserlige Herligheder, rejser Tokyo's skyline sig så med offentlige kontorer, banker og tilsvarende betydningsfulde funktioner.

Herfra smutter jeg over i et andet område. Ningyocho er normalt ikke på turistruten, men Lonely Planet anbefaler nu alligevel et besøg. Det er også ganske hyggeligt. Der er flere gamle træhuse, og udenfor slagterbutikkerne er køerne lange. Man står gerne i kø et godt stykke tid for en god luns kød til nytårsmiddagen.

Jeg smutter retur til hotellet. Eftermiddagen går mest i afslapning. Aftensmad på en familierestaurant oppe på 4 sal i en lokal bygning. Mange restauranter på de her kanter ligger ikke i gadeniveau. Og så lige 20 minutters Pachinko - hvor jeg mest bliver rundforvirret og halvdøv.

Selve nytårsaften bliver stille og anderledes. Jeg troede der ville være lidt "gang i den" i Ueno-parken, men det er nu begrænset. Templerne holder åbent, der er tændt bål og de lokale ankommer for at bede årets første bøn og ringe med klokken for første gang i 2016. Det er der ikke så meget action over, men til gengæld er det ganske stemningsfuldt.

Fredag den 1. Januar

Endnu en flot solskinsdag. Jeg har været utrolig heldig med vejret på det her trip. I dag skyfri himmel og 12 grader. Ikke nogen dårlig start på det nye år.

Jeg starter året med en tur til Asakusa og det store tempel Senso-ji. Jeg er ikke den eneste der har fået den ide. De indfødte valfarter til det store tempel på Nytårsdag. Køen for at komme ind en lang, men velorganiseret. Undervejs kan man gøre indkøb i en hoben boder, der sælger alverdens halløj. Når man endelig kommer ind i templet - som man sådan set ikke kommer ind i, da det ikke er en lukket bygning - handler det åbenbart med at kyle lidt mønter i en tønde. Så skulle lykken være i hus for 2016 og man kan fortsætte ufortrødent. Har man lyst til at vide mere kan man for 100 Yen købe sig et kort, man får adgang til ved at trække ud i en lille skuffe i en kommode, hvor det nærmere er beskrevet hvad man kan forvente sig af året. Om folk tror på det halløj ved jeg ikke. Det minder mere om en gimmick, men på den anden side, der er også nogen der tror på horoskoper. Herefter hænger jeg ud i nogle timer i hyggelig Asakusa med masser af småforretninger og små restauranter. Det gør mange af de indfødte også, og vil du ind og spise, så er der kø uden for de fleste restauranter. Men det er åbenbart ikke noget problem. Man stiller sig blot op og venter på sin tur. Det gider jeg nu ikke. Jeg smutter retur til Ueno, køber en sandwich og slapper af på værelse 412 i selskab med den lokale FA-cup finale i fodbold - Kejserens Cup - på TV, hvor Gamba Osaka vinder 2-1 over Urawa Red Diamonds.

Senere bliver det til en skumringstur ind til shopping-området Ginza. Det er High End shopping med alle de dyre mærkevarebutikker og uden japansk popmusik i højttalerne. Til gengæld har de fleste butikker lukket i dag, så jeg får ikke købt mit Cartier-ur på den her tur. Nytårsdag er en af de få dage om året hvor der er lukket mange steder.

Lørdag den 2. Januar

Sidste morgenmad på glimrende Centurion Hotel Ueno. Æg, ris, kylling og skinke er på programmet, sammen med John Wayne på storskærm.

Kort gåtur til stationen for at nå en Skyliner kl. 8.19 ud til Narita. Mit lokale rejsekort bliver brugt op til det formål. Det har været praktisk og nemt at bruge, og så har man kunnet bruge det til at købe kaffe for mange steder.

Fra Narita er der så ellers små 11 timers flytur med SAS med middelmådig og mangelfuld forplejning. Vi er i København 15.30 lokal tid, og må som sædvanlig vente på bagagen. Lyntog til Aarhus kl 16.55 og små 3 timer senere er jeg hjemme. Her kan man så får sulten stillet med en frostpizza.