Lørdag den 23. Marts

Det er virkelig slow-travel det her. Jeg starter med toget fra Aarhus kl. 13.45. Det er så 2 ½ time om at køre til Esbjerg. Her er der en spadseretur fra stationen og ned til Englandsbåden. Der er stort set ikke et øje på gaden i Esbjerg. Dels fordi det er pissekoldt og så har alle forretninger lukket lørdag eftermiddag. De moderne tider er åbenbart ikke nået Esbjerg.

Jeg er i god tid ved havnen, så ombordstigningen må vente. Den er til gengæld totalt kaotisk. På grund af lavvande kan man ikke bruge landgangsbroen, men må køres hen til færgen - Dana Sirena - og så gå ombord via en lastbilrampe. Det er en ret bøvlet procedure, og vi er ca 1 time forsinket da vi forlader Esbjerg. Men ombord i kahyt 6123 bliver alt godt igen. For det her er en fed rejsemåde. Op til en gang krøllet fiskefilet i cafeen, og så ned til kahytten hvor man kan finde behag i noget så absurd, som bare at slukke lyset og kigge ud over det aftenmørke hav. Se det er at rejse.

Søndag den 24. Marts

Selv om det blæser kraftigt, så er sejlturen meget behagelig. Vinden kommer nemlig ind agter, og giver dermed ikke de store problemer med uhensigtsmæssig vipning. Og heller ikke 350 skoleelever om bord kan for alvor forstyrre turen, selv om de forhindrer adgang til morgenmadsrestauranten, med mindre man gider at stå i kø.

Med vinden ind bagfra når båden også til Harwich til tiden. Herfra starter en ret kompliceret togrejse. Først med et lille lokaltog til Manningtree. Her fylder 350 skoleelever godt op. Derfra et andet tog ind til Liverpool Street Station i London. Så med undergrunden hen til Euston Square, og en kort gåtur til Euston Station. Her kan jeg lige nå at hoppe på et Virgin tog mod Glasgow, og hoppe af igen efter et par timer i Preston. Her er der så igen et lille lokaltog til Blackpool North. Man får da brugt sit togkort i dag.

Fra Blackpool North er der så kun en kort gåtur til mit hotel - The Moore's. Det skal dog vise sig at blive dagens største udfordring. 4 gange må jeg spørge om vej inden jeg finder Banks Street og bliver tjekket ind i nysseligere The Swans Suite.

Så er det eller ud i hundekolde Blackpool for at få noget at spise og gå en lille tur i det nærmeste kvarter bl.a. forbi Blackpool Tower, som er oplyst - i pink.

Mandag den 25. Marts

Blackpool er Englands næststørste turistby. Den er kun overgået af London. Folk kommer til Blackpool for at blive underholdt og så på grund af den flotte strandpromenade. Antallet af "Amusement-halls" og andet gøgl er abnormt. Noget af det er ret meget kitsch, men det skal tjekkes.

Jeg starter med Blackpool Tower. Det ligger ikke lang fra mit hotel. Efter en lille film kan man tage en elevator op til toppen. Der blæser en solid pelikan deroppe i dag, og en fyr fra foretagendet står med en vindmåler. Han er ikke tilfreds med resultatet, for faktisk lukker de for adgangen, lige efter jeg er kommer derop. Udsigten over Blackpool er selvfølgelig fantastisk.

Nede igen tjekker den den bygning ud, hvor adgangen til tårnet er. Der er en utrolig flot Ballroom-sal, hvor en dygtig organist er igang med dansemusikken på det flotte Wurlitzer-orgel på scenen, og en flok halv- og helældre danser rundt på gulvet. Det er vel næppe en egentlig attraktion, men alligevel sjovt at overvære. Og vurderet ud fra min beskedne viden på området, så ved de dansede altså godt, hvordan fødderne skal vende under de enkelte danse.

Video - Bal i den borgerlige

Herfra smutter jeg ned på den vindblæste promenade langs med vandet. Det er 3 piers dernede med forskellig underholdning. Man må dog være ærlig at sige at dele af det er ret usselt og forfaldent. Det er et sted som har set bedre tider. At det er koldt, blæsende og udenfor sæsonen hjælper nok heller ikke på helhedsindtrykket. For enden af promenaden er Pleasure Beach. Det er et stort tivoli med et utal af rutsjebaner. Den mest berømtes hedder passende "The Big One", men den er lukket i dag på grund af blæsevejret. Blæsevejr eller ej - det var ikke en, jeg skulle op i.

Herfra tager jeg så igen de ca. 4 km's gåtur retur til Blackpool North og mit hyggelige hotel. Her bliver der til en pause, inden det bliver tid til aftensmad. Det bliver med en steak og en pint på en lokal pub. Dem er der også så rigeligt af i dette underholdningsmekka.

Tirsdag den 26. Marts

Dagen starter med et solidt morgenmåltid - eller som de øvrige logrende kalder der "A proper breakfast" bestående af æg, champignon, tomat, bacon, pølser, hash browns og toast. Og så har jeg endda valgt de brune bønner og Black Pudding fra.

Således klar, er det ud i kulden. Først en gåtur på North Pier. Jeg er stort set alene her bortset fra nogle enkelte håndværkere. Om sommeren er der sikkert sort af mennesker. Herefter går jeg over og tager den nye Lightrail de ca. 15 km. nordpå til Fleetwood. Jeg ved ikke om Mac kommer herfra, men de har et udmærket fodboldhold. Ellers er der nu ikke meget at se på, så jeg smutter retur igen efter et par timer herude.

I Blackpool er det så tid til "a proper lunch" på en af byens udmærkede pubber. Således helt mæt er det tilbage til Moore's til et powernap.

Lidt senere bliver det til ny gåtur i Blackpool North's ret uinspirerende centrum og på den vindblæste strand. Aftensmad købes med tilbage til hotellet. Om aftenen kan jeg så se Montenegro mod England i mit enkle, men komfortable værelse.

Onsdag den 27. Marts

Afgang fra Blackpool North ved 9-tiden. Og nu kan jeg finde vej. Togskifte i Preston, og så et direkte tog til Birmingham. Fra New Street Station lykkes det mig også hurtigt at finde hen til mit klassiske hotel - Hotel Brittania. En usædvanlig sur pige i check-in skranken giver mig et nøglekort til værelse 611.

Efter udpakning, er det ud at kigge lidt på Birmingham, som er Englands næststørste by. Det er gammelt industriområde det her, og byen ligger hvor den ligger, på grund af sine mange kanaler, som var hensigtsmæssige til transport i gamle dage. Jeg går som det første ned for at se på nogle af disse kanaler. Der sejler nogle turbåde på nogle af dem, men der er et stykke tid til, så jeg starter med at gå langs kanalerne i stedet. Det skal blive en af de mest spændende gåture længe.

For ikke langt væk fra turbådene kommer man ud i de industriområder, som formentlig blev skabt som følge af kanalerne. Der er stadig gang i området, men mange bygninger er i svært forfald. Forfaldne industriområder har jeg altid fundet vældig spændende og fotogene. Egentlig lidt af en skandale at de ikke anses for seværdigheder. Jeg bliver derfor ved med at fortsætte ud langs kanalerne og lader turbåd være turbåd - det her er meget sjovere.

Efterhånden bliver der længere og længere mellem opgangene til civilisationen og stierne bliver mere og mere smattede og glatte, så da jeg kommer til en gammel jernbro, jeg kan komme op på, så gør jeg det. Derfra kan jeg så gå langs en indfaldsvej retur til Birmingham City.

Efter den traditionsrige eftermiddagslur på hotellet bliver det til en hurtig tur ud i det lokale kvarter. Byplanlæggerne her på stedet synes åbenbart at centrum skal være et stort shoppingcenter. Det har ikke den store appel til mig, men tilsyneladende til mange andre. 

Jeg smutter tilbage til hotellet til en pint i den hyggelige bar og en middelmådig buffet i restauranten. Englænderes evne til at skamkoge deres grøntsager er jo legendarisk.

Torsdag den 28. Marts

Dagens tur starter på  Moore Street Station nedenfor de store shoppingcentre. Det er en fin og velholdt gammel station i modsætning til sin store nabo New Street Station. Så fin er den, at den skal med på min hitliste over flotte jernbanestationen, som du kan se  her.

Turen går til William Shakespeares fødeby Stratford-upon-Avon. Jeg starter med 3 lokale museer. Det mest interessante er Shakespeares fødehjem, hvor det audiovisuelle udstyr sørger for at man også kan blive klogere. Herefter er det Nash's House hvor han døde i 1616 og Hall's Croft, hvor hans datter Susanna boede. Begge er flotte gamle huse.

Men nu er det til dagens højdepunkt, nemlig en opførelse af Hamlet på Royal Shakespeare Theatre. Selv om sproget er mærkeligt og kan være svært at forstå, så fatter jeg i nogen grad sammenhængen. Det handler om en fyr - Hamlet - som ikke kan få det job han vil have (konge) og den pige han vil have (Ophelia). Så bliver han tosset og vil have hævn, og til sidst dør de fleste medvirkende i historien. Shakespeare er ikke kendt for sine Happy Endings. Hele historien varer godt 3 1/2 time, så der er nok nuancer i historien, jeg ikke lige har fanget.

Efter forestillingen bliver det til en lille gåtur gennem byen og op til stationen, og så retur til Birmingham. Her lander jeg igen på den lille station nedenfor de grimme indkøbscentre. En lille fordel ved disse er dog, at de rummer gode muligheder for at få noget fornuftigt at spise, så det benytter jeg mig af, inden det bliver til en aften-pint i Harvey's Bar på hotellet.

Fredag den 29. Marts

En travl dag for turisten. Jeg starter med et besøg på et levende museum. Det britiske National Trust har indrettet et antal gamle slumlejligheder til et museum kaldet "Birmingham Back to Backs". Man bliver guidet rundt i de små lejligheder og hører om livet dengang slumlejlighederne var i brug. Det er spændende og lærerigt, omend guiden Les måske skulle begrænse sig lidt. 1 1/2 time til rundvisningen var i hvert fald i overkanten. På vejen tilbage til hotellet kommer jeg igennem det store shoppingcenter "The Bullring". Her er der en million milliard mennesker ude at shoppe. Der er så mange, at der er kø for at komme til rulletrapperne.

Senere på eftermiddagen bliver det til et besøg på Birmingham Museum & Art Gallery. Det er nu ikke for at se på malerier, men derimod en særudstilling kaldet Metropolis, der viser noget om hvordan forskellige kunstnere ser fremtidens storbyer. Den er meget sjov også.

Og dagen slutter af med turens højdepunkt. Ved 5-tiden tager jeg toget fra Birmingham til Derby. Turen går til Pride Park, hvor mit favorithold Derby County har hjemmebane. Her til aften spiller de mod Bristol City, som er håbløst bundhold. Der er aktion på fra start. Første advarsel falder efter 20 sekunder, og efter 2 minutter brænder Derby et straffespark. Der er dog klasseforskel på de 2 hold, og Derby kører en sikker og velfortjent 3-0 sejr hjem.

Derby spiller overraskende nydeligt positionsspil, mens Bristol City er direkte ynkelige. De medbragte Bristol-fans bryder således ud i ironisk jubel, de 2 gange holdet kommer til afslutning i 2. Halvleg. Så en stor oplevelse, selv om det var svinsk koldt med fodbold en fredag aften med temperaturer lige omkring frysepunktet. Og på trods af det, og det forhold at kampen ikke betyder det store, så er er dukket 24.000 tilskuere op. Ved 22-tiden kan jeg så tage toget retur til Birmingham.

Video - Fryser på Pride Park

Video - Lige ved på Pride Park

Lørdag den 30. Marts

Alle borgere i Birmingham er endnu engang ude for at købe ind i de store shopping-centre i centrum. Jeg gør noget andet. Jeg tager en 5'er til Sarahole Mill. Det er en gammel vandmølle placeret i det område J.R.R. Tolkien voksede op i. Først går jeg dog en lille tur i det område, man passende kalder "The Shire". Det er dog ikke helt som i Hobbitten, men mere et lille naturområde klemt inde mellem beboelse. Angiveligt var det her Tolkien som barn fandt sin inspiration. Det samme gælder for vindmøllen, hvor Møllerens søn skulle være inspiration for "Orgerne", så han har næppe været en hyggelig fyr. 

Selve møllen er nyistandsat og er et spændende besøg. Undervejs sætter de såmænd det store hjul i gang, og maler vist nok også en smule mel. Så bliver det ellers en 6'er tilbage centrum. Det tager sin tid, for trafikken er langsom, fordi alle Birmingham'erne skal til byen for at handle.

Tur 2 bliver en gåtur til det der hedder Jewellery Quarter. Birmingham er Englands juvelcentrum, og mange forretninger og juvel-behandlere holder til i det kvarter. De har dog lukket da jeg kommer derud, men gåturen er spændende fordi man kommer forbi meget fint industribyggeri undervejs - og så er der slet ingen shopping. 

Aftenen tilbringes på hotellet til almindelig afslapning

Søndag den 31. Marts

Sidste dag i Birmingham. Jeg sover længe, men det er mest fordi vi - på trods af temperaturerne - er gået på sommertid. Det passer nu fint med at jeg kan tjekke ud ved 11-tiden, og sætte bagagen til opbevaring på hotellet. Jeg skal nemlig til fodbold igen, og det til en kamp mange vil finde større end Derby - Bristol City.

På Villa Park spiller Aston Villa nemlig med selveste Liverpool. Jeg tager toget ud til Witton, får efter lidt tumult fat i min bestilte billet, og tager plads i en halvhektisk sektion bag det ene mål. Første halvleg er ganske jævnbyrdig, og Aston Villa er ikke uheldig med at være foran 1-0 ved pausen. Især Suarez er en skurk ved bl.a. at brænde en total friløber. Men lige i starten af 2. Halvleg går det galt for Aston Villa, da Liverpool udligner.

Herefter er der klasseforskel på de 2 hold. Liverpool sætter sig på kampen, og kommer på 2-1 på et straffespark der var så tydeligt, at vi kunne se et helt nede fra den anden ende. Steven Gerrard scorer sikkert, og minutter efter redder han i stor stil Aston Villa's eneste farlige forsøg i 2. Halvleg, med et ekvilibristisk hovedstød på stregen. Liverpool kører herefter kampen stille og roligt hjem. Publikum er svært skuffede, men er vist også klar over, at Liverpool var et bedre hold.

Video - Klar til kamp på Villa Park - beklager tomlen i hjørnet

Så er det ellers med toget retur til New Street, hente bagagen, ned på stationen igen og kaste sig ind i et tog til Bristol. I Bristol tager jeg en taxa til The Washington. Det er et glimrende lille hotel i kvarteret Clifton. Ved en fejl har jeg bestilt et værelse uden bad, men det får jeg mod beskeden merbetaling byttet.

Så ud for at spise. Det bliver turens hidtil bedste måltid på Cosmo. Det er en stor buffet-restaurant, med dejlig mad fra alverdens lande. Jeg holder mig mest til det kinesiske og så selvfølgelig til dessert-udvalget i en grad så jeg dårligt kan gå retur til hotellet.

Mandag den 1. April

Morgenmad i kælderen, som det er så typisk på et Engelsk Guesthouse som The Washington. Herefter med bybus ned til jernbanestationen, og med tog til en af de mest engelske af alle byer i England, nemlig Bath. Byens huse og bygninger er indbegrebet af gammelt klassisk England. Hertil kommer en række bemærkelsesværdige seværdigheder, der gør at selv de japanske turister nu er dukket op.

Den første er de Romerske Bade, som byen er opkaldt efter. Romerne byggede dem omkring nogle naturlige kilder, da England var besat for ca. 2000  år siden. De er meget spændende at gå rundt omkring, og man får en god audiovisuel guide med på turen rundt. Efter det fortsætter jeg til en anden lokal seværdighed, som slet ikke er nævnt i min guidebog. Det er en tilfældig pub på et gadehjørne, der serverer en god burger, en glimrende  øl og en god fodboldkamp på storskærm.

Efter denne seværdighed fortsætter jeg op ad bakken til The Circus. Det er 30 symmetriske huse i en stor cirkel. Videre til The Assembly Rooms fra 1771 hvor byens rige socialiserede. Der er bl.a. udstillet nogle af de vogne, de blev båret i af deres tjenere, når de skulle derop. 

Til slut ned af bakken igen til Bath Abbey fra det 15.  århundrede. Slut på turens sightseeing efter det besøg - retur til stationen - kort togtur til Bristol, og så en bybus op til hotellet.

Aftenturen bliver en gåtur i det lokale kvarter Clifton. Den går faktisk over til en af de største seværdigheder i Bristol, nemlig Clifton Suspencion Bridge. Den flotte hængebro går hen over floden Avon.

Brunel startede byggeriet i 1836, men han døde desværre, inden den var færdig. Aftensmaden hentes i en lokal Tesco, og når derfor ikke op på gårsdagens niveau.

Tirsdag den 2. April

Stonehenge Dagens tur går til Stonehenge. Først med tog til Salisbury og derfra videre med bus til Stonehenge. Stonehenge er et af de steder man lige når at tænke "hva' fa'en..." når man ser det. "Hvorfor har man lige valgt at banke det op?". De fleste af stenene er hentet i Wales for 5.000 år siden, og så er de transporteret af vandvejen og slæbt det sidste stykke, inden de er placeret i et raffineret mønster på toppen af en lille bakke. Hvad meningen har været, er der stadig tvivl om. 

Eksperter gætter på, at det enten er en helligdom eller noget astronomisk halløj - en slags solur. Vi andre kan bare undre os, og beundre værket. Det gør man ved at gå rundt om det, iført en udleveret audioguide, som fortæller om historien og de forskellige teorier om stedets opståen. Men et meget imponerende sted er det under alle omstændigheder.

På vejen retur kommer man også til Old Sarum. Det er ruinerne af et gammelt slot og en gammel kirke, der må have set fantastisk ud for ca. 700 år siden. Wilhelm Erobreren holdt bl.a. til her i det 11  århundrede. Lige overfor ligger en pub, som heldigvis ikke er en ruin. Den kan så stå for frokosten med en pint på toppen.

Til sidst ind til selve Salisbury, som blev bygget da Old Sarum gik til grunde. Her er der også en stor kirke. De vil have over 6 £ i "donation" for at man kan komme ind. Det finder jeg upassende, så jeg nøjes med et kig på den udefra. Herefter bliver det en tur rundt i byen, lidt shopping i en boghandel, og en kop kaffe på terrassen ved en pub. Det er dejligt vejr i dag. Højt solskin og næsten ikke hundekoldt.

Toget kører retur til Bristol, og 8'eren op til Clifton, for så vidt da, at den ikke hænger fast i de groteske trafikpropper i byen.

Aftensmad hentes i form af en sandwich og en Cola i et lokalt supermarked, og indtages på værelse 49 sammen med Champions League-kampen mellem Paris og Barcelona på værelsets storskærm.

Onsdag den 3. April

Jeg har spekuleret en del over hvad for en rækkefølge man skal spise sin "Full English Breakfast" i. Så meget at jeg har søgt hjælp på nettet. Der er ikke noget entydigt svar på hvad der er rigtigt, men jeg følger nok den her anbefaling - især i forhold til at slippe af med den stegte tomat og champignonerne først, fordi jeg grundlæggende heller ikke kan lide dem.

"I usually gobble up the mushrooms and tomato first because I dont like them and prefer to eat them first just to get them out of the way. Next go the baked beans topped off with lots of salt. Then the sausages suitably cut up into small chunks dipped into the soft runny yolk interspersed with slices of bacon (has to be well cooked and crisp, hate soggy bacon), further interspersed with toast slathered with lots of salted butter, mopping all all the egg white and then finally using the hash browns to mop up all the juices, baked beans sauce on the plate......I am actually drooling. Damn you!"

Efter dagens første måltid er det ud for at kigge på selve Bristol. Jeg går ind til byen, fordi det går ned ad bakke. Fra Centrum går jeg så ud til den største attraktion i Bristol - det gode skib SS Great Britain. Det er en flot restaureret skude fra 1843. Skibet fungerede som Transatlantisk luxusliner i 43 år, inden det ikke kunne svare sig og hun blev fragtskib og troppeskib i stedet. 

Luxusliner er måske så meget sagt, for også dengang var der stor forskel på om du rejste på 1. eller på 3. klasse. Den traditionelle audioguide fortæller ganske levende om, hvordan det var at sejle på skibet på en 60 dages tur til Australien. Og helt ærligt - så foretrækker jeg trods alt Dana Sirena - også selvom salonen nok ikke er helt så fin.

Jeg fortsætter ud i Bristol, som er en hyggelig by, men fattig på egentlige seværdigheder. Jeg finder dog en gammel bombet kirke Saint Peters Church, som er ganske imponerende som den står i sit forfald. Men nogen seværdighed er det ikke. Den er ikke nævnt i nogen guidebøger eller noget. Ellers går jeg rundt langs kanal-kajerne i Bristol, gaderne med byens håbløse trafik og så ser jeg da også byens indkøbscenter Cabot Circus. Det er til gengæld omtalt i turistbrochurerne. En tur i en af de store boghandler bliver ikke helt gratis.

Herefter tager jeg en 8'er retur til The Washington og pause resten af dagen - kun afbrudt af en tur ned til Cosmo, hvor jeg spiser mig vældig mæt i de dejlige kinesiske retter. Og det helt uden at tænke over rækkefølgen.

Torsdag den 4. April

Sidste dag i Bristol, og jeg kan lige nå en tur i Bristol Zoo. Jeg indrømmer gerne at Zoo's er en lille perversitet jeg har, men jeg synes de er ret sjove og så er der tit gode "photo-opportunities" i dem. Den i Bristol er i gangafstand fra hotellet, så jeg går derop fra morgenstunden, og vader lidt rund og tager lidt billeder af pingviner, flamingoer og andre dyr. Herefter vender jeg næsen retur mod hotellet, dog afbrudt af en sandwich og en pint på en pub på vejen.

På Washington bestiller jeg en taxa til Temple Meads - jernbanestationen. Her kommer jeg lige nøjagtigt for sent til et tog til London, men de kører hver 1/2 time, så det gør ikke så meget. Jeg tager det næste og er på London Paddington ved 4-tiden. Så er det ellers med undergrunden til Liverpool Street og med Stansted-ekspressen til Stansted Airport.

Her har jeg booket sidste nat på det supertjekkede Radisson Blu, som klart overstiger de andre hoteller på turen både i stil, komfort og værelsesstørrelse. F.eks. indeholder værelset et siddemøbel, som  det er vanskeligt at komme ned i - og endnu mere umuligt at komme op fra igen. Hotellets restauranter er dog lidt for tjekkede til min tegnebog, så i stedet smutter jeg over til Burger King i Stansteds afgangshal, for at hente noget aftensmad. Det indtages så på værelse 1127, imens jeg se Bengalore vinde over Mumbai - vi taler Cricket - og Tottenham spille remis mod Basel - og her taler vi rigtig bold.

Fredag den 5. April

Op kl. 4.30 og igennem den skrækkelige Stansted Airport. Vi letter lidt over 7, og lander i Tirstrup ca. 1 1/2 time senere. Så er det bare ind i en lufthavnsbus for at komme helt hjem.