Fredag den 27. februar

Det tager ca. 1½ time at flyve fra Billund til Amsterdam, og så lige 10½ oveni fra Amsterdam Schiphol lufthavn til Mexico City's Benito Juarez. Det er KLM, der står for den tur, og det gør de egentlig ganske godt. Gode film og god forplejning gør at man kan holde det ud.

Mexico City viser sig fra starten som forventet, nemlig fuldstændig kaotisk. Megakø for at få lov at vise sit pas frem, og i toldområdet er alt lys gået, så kun nogle lommelygter viser vej.

Igennem kommer man da, og får fat i en taxa. En autoriseret en, for man skal holde sig fra de uautoriserede på de her kanter. Snart er jeg inde på Hotel Catedral og får tjekket ind på værelse 502. Hotellet er internet-bestilt, og ligger meget centralt, i det der kaldes Centro Historico. Et enkeltværelse med det hele koster 345 pesos/nat (175 kr.) og er kanongodt.

Lidt afhængig af temperament er kl. enten 8 aften - det siger urene her på stedet - eller 4 morgen - det er den nemlig der hvor jeg kommer fra, og det er sådan jeg føler det lige nu. Jeg tager et lækkert lille aftensmåltid i hotellets restaurant, inden jeg ikke kan holde den kørende længere og smutter i seng.

Lørdag den 28. februar

Op ved 8-tiden og dejlig morgenmad i restauranten. Så ud at kigge på byen. Den er ikke rigtigt vågen endnu. Jeg vil egentlig finde et marked, men får vendt kortet helt forkert, så jeg ender ude ved en af Mexico City's meget brede veje Insurgentes. Der springer jeg så på en gammel bus, der for ingen penge kører mig ud til forstaden San Angel.

Her er rigtigt dejligt at gå rundt. Der er bl.a. et par parker hvor de lokale sælger husflidsprodukter af meget høj standard. Jeg går rundt herude omkring 3 timer, inden jag napper en frokost på en lokal restaurant. 3 retters frokost for 34 pesos (17 kr) er jo ikke galt. Jeg vidste faktisk ikke at Mexico var så billigt. Og da det er tilfældet tager jeg en taxa retur til hotellet. Der er 9 km - og det tager en time - så trafikken er ved at være tæt.

En slapper på hotellet, der altså holder en anden standard en hvad jeg er vant til. Jeg er f.eks. ikke vant til, at det beskidte tøj jeg har lagt i en bunke ved ankomsten, er lagt pænt sammen når jeg kommer tilbage!.

Ved 5-tiden smutter jeg over på Zocaloen - den lokale rådhusplads tæt på mit hotel - men bare 10 gange større - mindst.

Her gør jeg noget jeg ikke plejer, nemlig tager en byrundtur med Turibus. Jeg kan nemlig godt se at Mexico City er for stor at dække til fods. Derfor dobbeltdækker-turistbus, og hovedtelefonerne i stikket, og så får man set og forklaret de vigtigste ting, mens afskyelig musik spiller i baggrunden. Bussen er tilbage ved Zocaloen 3 timer senere, ved 8-tiden - aftensmad - lidt afslapning og så i seng.

Søndag den 29. februar

Starter dagen med at smutte over til Zocaloen og kigge på Templo Mayor, for at se rester af gamle pyramider. Spanierne ødelagde dem og brugte stenene til at bygge kirker med omkring 1520. Shame on them!

Udenfor er der gang i den, med at hav af gadesælgere og såkaldte Conchero-dansere. Der er hvad Lonely Planet kalder "pre-hispanic aerobic" udført af mænd iført kofte og fjer og ikke meget andet.

Så er det ellers gåtur igen. Ned ad Avenida Modero og se den synkende kirke San Francisco. Forbi Palacio des Belles Artes og den hyggelige bypark Alameda Central. Ned ad den uinteressante gade Paseo de la Reforma inden jeg ender i Zona Rosa. Zona Rosa er et - i mine øjne - dødssygt turistkvarter. Masser af barer, restauranter, hoteller og forretninger. Det er ikke lige mig, så jeg snupper bare min frokost inden jeg tager over til Grey Line og tager deres tur-bus til tyrefægtning.

Vi er 10 med bussen og ude ved tyrefægter-arenaen ved 4-tiden. Første toreador er en kluddermikkel, der skal bruge 4 forsøg på at slå dyret ihjel. Han bliver buh'et ud og ser meget brødebetynget ud.

Bedre går det for Humberto Flores. Han slagter tyren under stor jubel fra den medbragte fan-club. Til publikums store tilfredshed bliver hen tilkendt et af tyrens ører, som bevis på en stor indsats. Det kan han så promenere rundt i arenaen og gøre sig til over. I bussen hjem bliver det forklaret at det var et øre, og en italiensk pige sige "oh - I thought it was something else......."

Tredje tyrefægter Marcal Herge er mindre markant, måske fordi tyren giver ham en ordentlig flyvetur undervejs. Det sker faktisk at tyren vinder, men altså ikke den her gang.

Herefter kommer kluddermiklen Alfredo Lomeli ind igen, og denne gang med lidt større succes. Så forlader turisterne arenaen.

Bussen fragter mig helt ind til centrum, så der er ikke langt til hotellet og aftensmad og tidligt i seng.

Mandag den 1. marts

Først taxa til Busstation del Norte - og så en 25-pesos bus til Teotihuacán, ca. 50. km. fra Mexico City.

Her finder man en af Mexicos største turistattraktioner, nemlig pyramiderne "Piramides del sol y de la luna" - solens og månens pyramider. Her lå også Mexicos største middelalderby fra omkring 150 f.kr. Pyramiderne blev bygget ca. 300 år senere. Det må have været et kæmpearbejde. Det opdager man først når man står ved siden af, og ser hvor mange sten der egentlig er lagt ovenpå hinanden.

Jeg går rundt derude adskillige timer og bestiger bl.a. måne-pyramiden. Det er faktisk lidt anstrengende i Mexicos tynde luft, som vi alle husker fra VM i fodbold i 86.

Til sidst er man ret stegt, for det er også varmt herude. Og en hat er tilsyneladende det eneste de hundredvis af gadesælgere ikke har med. Der er næsten ligeså mange sælgere som der er turister.

Hen på eftermiddagen er det så retur til Mexico City, og resten af dagen går i fri afslapning.

Tirsdag den 2. marts

Museumsdag i dag. Med Metro fra Zocaloen til Chapultepec-parken. Her er der ikke langt at gå til det store antropologiske museum. Her er alt fra Mexicos fortid. Det hele er opdelt i de forskellige geografiske områder, som Mexico består af. Så man kan se gamle potter, sten og figurer fra hele Mexico. Det er altsammen meget imponerende.

Udenfor er der optræden af 4 voladores, der kravler op i en mega-høj pæl, binder et tov om benet og lader sig kaste ned fra pælen, mens den snurrer rundt og de har hovedet nedad. Det ser ret vildt ud.

Endelig bliver der også tid til lidt afslapning i Chapultepec, inden det er med Metro retur til Zocaloen.

Senere en gåtur i kvarteret omkring hotellet. Det hele er et stort gademarked, med hundredevis af boder, hvor alt kan købes og sælges.

Aftensmad på hotellet igen. Jeg burde måske have gættet at Enchilladas Mexicana var en rigtig hot ret. Det er så øjnene står ud på en. Dertil serveres frijoles, som er mosede bønner og en corona til at skylle det hele ned med.

Onsdag den 3. marts

Exit til den kæmpestore og ret kaotiske metropol Mexico City. Taxachaufføren ud til busterminalen TAPO mente der boede omkring 25 mio. mennesker i Mexico City, men der er vist ingen der rigtigt ved det.

Fra TAPO er der en 6-timers bustur i ADO GL's superkomfortbus til Oaxaca (udtales wah-HAA-kah). Her bor omkring ½ mio. indbyggere, så det er noget mere overskueligt.

En knægt der ikke ser ud til at være meget over 14 år styrer sikkert en taxa fra Oaxacas rutebilstation til Hotel  Posada Catarina, hvor jeg har booket et værelse.

Så er det ellers ud for at kigge på denne spændende og hyggelige by, der lugter langt væk af spansk kolonitid. Det bliver til en gang comida corrida - en slags 3-retters frokostting. Typisk kan man vælge mellem 2 supper, 2 pasta-retter og 4-5 hovedretter. Dertil frugtsaft, tortillas ad-libitum og en lille dessert, for den formidable sum af 35 pesos.

Aftenen går i afslapning på hotellet. Til det formål må der indkøbes kager i et af de afsindigt lækre bagerier, der er overalt i Mexico. Ved indgangen tager man et fad og en tang, og så kan man bare gå rundt og lægge kager op på fadet. Der er ingen priser på, så jeg finder 3 der ser lækre ud - og så op til kassen. 5 pesos vil de ha' for hele molevitten. Det kan man jo ikke kalde optrækkeri.

Torsdag den 4. marts

Med Autobuses Touristicos til Monte Alban. Monte Alban er - endnu - en gammel velbevaret ruinby med en spændende fortid. Stedet blev opbygget af Zapotec-stammen op til 200 f.kr. I perioden 200 f.kr. til 300 e.kr. blev det meste af området bebygget med store stenblokke.

Monte Alban havde sin storhedstid fra 300-700 e.kr. hvor der boede omkring 25.000 mennesker på stedet. De ruiner man kan se i dag, er fra den periode. Mellem 700-950 e.kr. blev området forladt og forfaldt til ruiner.

Det er spændende at gå rundt heroppe og der er også en fantastisk udsigt over Valles Centrales, dalen hvor Oaxaca er placeret.

Senere på dagen en gåtur rundt i Oaxaca. Bl.a. den hyggelige Zocalo og den vildt flotte kirke Iglesia de Santa Domingo. Den er ca. 400 år gammel og utrolig flot. Udenfor er der festlig folkedans - et eller andet kulturarrangement.

Fredag den 5. marts

På heldagstur med 13 andre - og så Jorge - en båtnakke af en guide, som led af konstant orddiarre.

Først til El Tule for at se verdens bredeste træ!!. Hvem der har målt alverdens træer op for at tjekke det vides ikke, men 58 meter hele vejen rundt er ihvertfald flot.

Derfra til Teotitlan del Valle. Den by er kendt for sine vævede tæpper. De var rigtigt flotte. Vi så hvordan de vævede dem og hvordan de lavede farver af naturmaterialer. Godt nok virkede det egentlige formål som om vi gerne skulle købe.

Så til Mitla hvor der var flere ruiner. Mitla var områdets højborg i en periode efter Monte Alban. Her brillierede Jorge ved at stille sig an og tale i en uendelighed. Han fattede ikke engang et vink med en vognstang, da vi var nogle der skred midt under forelæsningen.Så videre ad stejle veje til Hierve El Agua. Det var et rigtigt flot sted med klipper og kilder man kan bade i.

Endelig retur til Oaxaca. På vejen skal vi lige ind og se et Mezcal-bryggeri. Mezcal er en alkoholisk drik udvundet af agave-kaktus. Tequila er en variant af Mezcal. Vi fik adskillige smagsprøver tilsat forskellige smagsstoffer. Det var vist også meningen vi gerne skulle købe. Det var der nu ingen der gjorde.

Retur i Oaxaca ved 7-tiden og ind på mit nye værelse. Jeg var blevet lidt træt af det gamle, der lå helt ud til en vej, som kunne få selv Gormsgade til at lyde som en stillevej.

Lørdag den 6. marts

Der er opstået en krise. Nielsens kamera er kaputski. Batteriet er skiftet, men det har ikke hjulpet. Derfor nogle dage uden billeder.

Ellers er det Oaxaca-dag i dag. Oaxaca centrum kan deles i 2. Den nordlige - pæne og rolige del - med flotte "casas", gallerier m.m., og masser af turister. Og så den livlige sydlige del, med markeder, gadehandel og almindeligt tumult. Mit hotel ligger i syd-delen, og det var gadens tumult, der fik mig til at bede om et andet værelse. Så nu er det i stedet patioens fugle og ikke gadelarm der vækker mig om morgenen, og det er altså skønnere.

Jeg når rundt i det meste af Oaxaca i dag. Besøger bl.a. et marked med kunsthåndværk, og får pruttet mig frem til en pris på 150 pesos på et angiveligt hjemmevævet lille tæppe. Jeg er givetvis blevet snydt, men "who cares"

Senere et besøg på Museo de las Culturas de Oaxaca. Her er alt fra gamle fund fra Monte Alban og Mitla, til nyere ting - som f.eks. en tidligere borgmesters massive skrivebord!. Museet er placeret i Santa Domingo-kirkens gamle kloster.

Udenfor er der også gang i den. Et bryllup er lige sluttet i kirken og danse-festivalen fortsætter med svingende skørter og mariachi-orkester. Så det er faktisk lidt uheldigt, at et heavy-metal band giver koncert på pladsen på samme tid!

Aftensmad på mit lokale sted, Rosa Mexicana. Bestiller en Enchilladas Suizo - har prøvet den før - men har helt glemt at enchilladas i grøn salsa-sauce altså er en hot lille sag. Den kræver "dos cervezas".

Søndag den 7. marts

Slapperdag i dag. Nogle gåture i Oaxaca, sådan en slags "off the beaten track"-ture. Lidt tilfældigt rundt i byen - det er også meget sjovt. Jeg får også set lidt bold på fjerneren, og får læst noget i min bog.

Aftensmad på restaurant på Zocaloen. Pizza - for ikke at komme ud af træning. Fravælger dog Pizza Oaxacana, som indeholder en særlig Oaxaca-specialitet - friturestegte græshopper!.

Aftenerne i Oaxaca er simpelthen pragtfulde. Klimaet er utroligt behageligt, tempoet er afslappet og der er levende musik flere steder i byen. Og det er kvalificeret optræden vel at mærke.

Mandag den 8. marts

Vækkeuret ringer kl. 6, på samme tidspunkt som fuglekoncerten går igang. Grunden til det, er at jeg skal med et  tog kl. 7.20 til Cuicatlan. Der er ikke mange tog tilbage i Mexico. Det her er et af de få, og turen har jeg læst om på Lonely Planets hjemmeside. Toget kører kun 3 gange om ugen i hver retning.

Turen til Cuicatlan varer 6 timer i særdeles adstadigt tempo. Jeg er eneste gringo ombord, så man kan ikke sige at det er et turisttog. Ellers er togets eneste vogn ca. halvfyldt med lokale rejsende.

De 2 første timer er "flade". Det er høsttid og det foregår ved håndkraft på de her kanter. Man kan f.eks. se to okser i et oksespand i færd med at pløje en mark, mens bonden går bag ved. Eller et ældre ægtepar i færd med at høste. Han med le, og hun med segl, mens en æselkærre holder klar til at køre høsten ind. Meget mere gammeldags end jeg troede.

Efter 2 timer begynder det at gå op og ned. Nu er udsigten fra toget helt fantastisk. Skiftevis stejle skrænter, klipper og masser af vaskeægte cowboy-kaktus. Og man kan se det hele, når nu toget ikke kører hurtigere. Og toget har en god gammeldags udendørs bagperron, hvor man også kan gå ud. Det er ren wild-west det her.

Sådan bliver det ved indtil Cuicatlan ved 13.30-tiden. Undervejs stopper vi ved en række små stationer. Nogle steder virker det som om det er midt i ingenting, men der er alligevel folk der skal af og på. Hele herligheden koster forøvrigt 30 pesos. Det er mindre end en kontantbillet hos Århus Sporveje.

I Cuicatlan bliver der tid til en comida corrida. 35 pesos for 3 retter, 2 vand og en ordentlig stabel tortillas. Og så må man tage det som en oplevelse, at et muldyr på vej ned af bakken nærmest stikker hele hovedet ind i restauranten og ned i min mad.

Bus tilbage til Oaxaca et par timer senere. Jeg er hjemme ved 6-tiden. Busturen er mindre spektakulær, men til gengæld dobbelt så hurtig. Og toget kører altså først retur i morgen, så det er ikke rigtig en mulighed.

Tirsdag den 9. marts

Oaxaca-dag igen. Bare gå rundt og nyde denne dejlige by. Der skal købes ind. Mezcal bl.a. og det kan ikke foregå uden smagsprøver. Man skal bare lige passe på ormen i bunden af flasken. De friturestegte græshopper i de store sække på markedet kan nu have sig selv - bare lugten - fy for den. Her er ingen grund til smagsprøver.

Et enkelt museums-besøg bliver det til.  Benito Juarez museet, hvor han voksede op. Benito var justitsminister og fortaler for de fattige i midten af 1800-tallet. Og så bliver det til besøg i flere af byens kirker. I Carmen Alto-kirken kan man bl.a. se en meget gammel mand kravle på sine knæ hele vejen fra indgangsdøren og op til alteret.

Onsdag den 10. marts

Exit Oaxaca. Taxa til busstationen og ADO-bus til Puebla og en ny taxa til  Hotel Colonial.

Hotel Colonial er et af de mest tjekkede hoteller jeg nogensinde har boet på. Men det siger næsten sig selv, når hende der har svaret på min reservations-mail hedder Maria Luisa o de Montellano del Puerto. Det lugter jo lidt af gammel overklassefims, og det er det da også. Hotellet er et gammelt jesuitter-kloster, som Mr. Coverrubias omdannede til hotel for de rige rejsende i slutningen af 1800-tallet. Nu kan hvem som helst bo her. 470 pesos pr. nat er jo ingen herregård, men stadigvæk står der da en Bellboy klar til at slæbe min rygsæk op til værelse 327.

Så er det ud for at kigge på Puebla. Det er en by med godt 1 mio. indbyggere med en masse flotte huse og bygninger. Det første jeg gør i Puebla er at besøge en fotohandler for at se om der kan gøres noget ved mit kamera. Der kigges bekymret på det - og med stor forståelse for at situationen er træls. Han kan godt ordne det, men det skal på værksted, og det tager 4 dage. Det giver ligesom ingen mening, så i stedet investeres der i et billigt skrammelkamera, som jeg så må klare mig med.

Som alle andre steder passer man på værdierne i Puebla. Udenfor alle banker, juvelerer og lign. står der altid bevæbnede vagter. Men det er dog sjældent som ham jeg ser i dag. Han står lænet op ad muren og med et oversavet jagtgevær skødesløst slænget over skulderen.

Der er også masser af politi i det her land. Der er gadebetjente til at dirigere trafikken i næsten alle gadekryds i midtbyen. Det er altid mænd, bortset fra her i Puebla. Her kan man f.eks. se en ung kvinde dirigere med fagter, rafineret brug af fløjte og med en stor gylden sheriff-stjerne på skjorten.

Torsdag den 11. marts

Med collectivo til Cholula. Cholula ligger ca. 7 km. vest for Puebla, og her ligger verdens næststørste pyramide. Kun Keops-pyramiden i Egypten er større. Sol-pyramiden i Teotihuacán er nummer 3.

Men Piramide Tepanaga i Cholula har et problem. Den er nemlig kastet til med jord, så den bare ligner en helt almindelig bakke. Og så har man bygget en kirke på toppen, så man ikke bare kan grave den fri.

Til gengæld kan man gå igennem en tunnel, der godt nok viser at det er en pyramide. Man har også gravet noget af den fri, men at forestille sig at det hele er pyramide er faktisk lidt vanskeligt. Jeg går gennem tunnellen, kigger på udgravningerne og slutter turen med at bestige "bakken" til den flotte kirke Nuestra Senora de los Remedios.

Så er det retur til Puebla, hvor eftermiddagen bruges rundt i gaderne og aftenen foran fjernsynet til Copa Libertadores.

Om aftenen bruger gadebetjentene forøvrigt et vaskeægte lyssværd til at dirigere trafikken. Obi-Wan-Kanobi ville være misundelig.

Fredag den 12. marts

Må flytte hotel. Colonial er booket og jeg flytter derfor til Hotel Palace ikke langt derfra. Det er mindre spektakulært, men absolut brugbart.

Ellers går der rigtigt sightseeing i den i dag. Først til Barrio del Artista som er et hyggeligt kunstnerkvarter. Her kan man bl.a. se malere i egne små atelier'er i gang med at arbejde. Så et besøg i Teatro Principal som oprindeligt er fra 1759, men nedbrændte og blev bygget op igen i 1930'erne. Her gate-crasher jeg en børneteaterforestilling.

Det bliver også til lidt shopping og et besøg i det lille Museo de la Revolucion, hvor den revolutionære Serdán-familie sloges til sidste mand i 1910. Man kan stadig se skudhullerne i husets mure og et stort spejl indenfor er skudt fuldstændig i smadder.

Senere endnu et museumsbesøg på Museo Amparo. Også her med masser af gamle fund, fra dengang Mexico bestod af en række "primitive" indianer-samfund. Det her museum har dog den klare fordel, at det er tekstet på engelsk.

Videre til Plazuela de los Sapos - et hyggeligt kvarter med flotte huse. Så er klokken blevet 2 og det er frokosttid på hotellet.

Men jeg er ikke færdig endnu. Afsted til San Francisco-kirken og en hyggelig park lige bagved. Derfra til den utroligt flotte Santa Domingo-kirke, og når man nu er igang kan man lige så godt tage Catedral med. I det hele taget er det altid en god ide at kigge ind i de kirker man møder på sin vej. De er utrolig flotte. Der er mange mexicanere der kommer i kirkerne, så der er hele tiden aktivitet. Er der ikke gudstjeneste vil man altid kunne se folk komme forbi for at bede, eller måske bare lige kigge ind og gøre korsets tegn for sig på udvalgte steder i kirken. Mange mexicanere er stærkt troende.

Dagens sidste besøg bliver Casa de la Cultura som bl.a. rummer et ældgammelt bibliotek, der desværre er under renovering. Til gengæld er der et par fine fotoudstillinger.

Lørdag den 13. marts

Der er sådan en halvdags-tid at slå ihjel inden hjemturen starter. Den bruges til at slentre rundt i Puebla og smutte ind på Casa de la Cultura igen for at se lokal folkedans og nogle skakspillere udfolde sig. På vejen retur til hotellet for at hente min bagage møder jeg en af de mange skopudsere. Han kigger ned på mine udtrådte Adidas og siger bare "No!" - og går videre.

Ved 2-tiden er det så med taxa til CAPU, den store lokale rutebilstation. Derfra er det med Estrella Roja's direkte bus til Mexico City's lufthavn.

Check-in er en omstændig omgang på grund af security. Men vi kommer dog afsted lidt over 9 til planlagt tid, og undtagelsesvist får jeg sovet godt i flyveren på vej over atlanten.

Søndag den 14. marts

Vi lander i Amsterdam ved 14-tiden lokal tid. Jeg skal først videre mod Billund kl. 19.30, så jeg kan godt nå ind til byen og gå en tur langs kanalerne. Det er meget skønnere end at hænge i lufthavnen, men hold kæft hvor er det koldt. Nu har man lige vænnet sig til 25 grader.

Billund flyveren afgår også til tiden, og jeg lander omkring 20.30. Så er der ikke andet tilbage, end at lade 907'eren klare det sidste til Vejle.