Lørdag den 4. juli

Turen starter med det lækre tyske ICE-tog fra Århus kl. 7.53. Sharp. Det er jo et tysk tog.

For at slippe for studerende og børne-familier gøres denne Interrail-tur på 1. klasse. Det virker fint helt indtil Skanderborg, hvor de 3 pladser omkring mig bliver besat af hvad jeg tror, er 3 teenagere. Først da teenager 1 omtaler teenager 2 som ”mor” finder jeg ud af, at det nok snarere er kategorien ”børnefamilie”, der er i spil. Mor, søn og datter viser det sig.

Toget er i Hamburg kl. 12.31 – sharp.

Hamburg er velkendt stof. Det er Hotel Condor også. Her boede jeg også sidste gang.

Sightseeing’en er også kendt stof. Det gør ikke noget. 2 gåture bliver der tid til – en kort og en lang.

Først en lang. Ned til de renoverede pakhuse i Speicherstadt og Hafen City. Herfra går jeg videre langs Landungsbrücke med folkeliv og havnesejlads. Så er det videre op til det autonome St. Pauli med graffitti, tvivlsomme værtshuse og det der er værre. Herfra tager jeg U-banen hjem.

Den korte tur senere bliver igennem shopping-gaden Möckenberger Strasse og ned til Rådhuset og til den lille sø Innenalster. Hamburg er den eneste storby jeg kender, hvor centrum er en sø. Herfra retur igen. Turens første – men ikke sidste – Karrywurst, ved en gadebod, gør det ud for aftensmad.

Søndag den 5. juli

Der er afgang med ICE kl. 9.38. Det kører som sædvanligt til tiden og lander i München kl. 15.43.

Mit hotel – Hotel Monaco – ligger i det halvskumle banegårdskvarter. Hotellet er dog pænt og ordentligt. Efter tjek-ind bliver det tid til det første kig på München. Ambitionen er selvfølgelig at finde Kejser Franz.

Det lykkes ikke. I stedet får jeg set den store Frauenkirche med sine 99 meter høje tårne. Ingen bygninger i Münchens centrum må være højere.

Herfra går jeg hen til Mariaplatz og Münchens imponerende Rådhus. Det kan de tyskerne – bygge flotte rådhuse. Det er her Bayern München plejer at lade sig hylde, når de har vundet en ny salatskål. Det er dog ikke derfor pladsen er fyldt med turister. De er her for at se det lille mekaniske dukketeater, der udspiller sig på rådhusets facade, hver gang klokken slår hel.

Herefter er det aftensmad inden vejrudsigtens trusler om ”gewitter” slår til i form af en byge. Det er dog nok til at jeg søger hjem mod Monaco igen.

Mandag den 6. juli

”Bewölkert og gewitter” er dagens vejrudsigt. Og ”gewitter” er det sandelig fra morgenstunden. Det står ned i stænger, og dagens tur må udsættes.

Kl. 11 er det dog klaret så meget op, at jeg kan komme ud. Det regner stadig, så forventningen er at se i tusindvis af Bayere om ikke i folkedragter, så dog i gule regnfrakker. Men her må jeg skuffes. Godt nok er der masser af regnfrakker, men den gule farve er gået helt af mode.

Dagens gåtur er hentet i Lonely Planet. Først det gamle Rådhus, så Viktualienmarkt, så lidt rundt i shopping-München inden der er frokost på en lokal restaurant, hvor der serveres en kæmpeportion mad. 

Herefter gennem centrum til Residenz, som er et gammelt palads. Der er adskillige museer, som jeg kan hoppe over. Jeg fortsætter ud til Englischer Garten, som er Münchens store park. Her kan man f.eks. se ungdommen surfe på et vandløb. Dagens tur slutter ved Det Kinesiske Tårn midt i parken. Her er der en stor ”Bier-garten”, så jeg kan slutte af med en ordentlig fadbamse. Midt i den bliver det dog ”gewitter” igen, så alle folk må flygte med deres fadbamser under armen, ind under tårnets halvtag.

Video - styrtregn i Englischer Garten

Så er det med undergrunden hjem. Aftensmad bliver på et lokalt sted. Nok turist for i dag.

Tirsdag den 7. juli

Dagstur til Regensburg med toget. Det er nødvendigt for at få brugt alle mine 10 ”klip” på mit Interrail-kort.

Der er afgang kl. 9.44 og turen tager 1½ time.

Regensburg er en flot mellemstor middelalderby. Den er fint vedligeholdt og der er mange hyggelige gader, og så løber Donau tværs igennem byen.

Af seværdigheder kan nævnes Schloss Turm & Taxis. For at se det indvendigt skal man tage en tur, og det gider jeg ikke. Så jeg ser det kun udefra. Slotskirken Basilica St. Emmeran kan man dog godt komme ind og se. Den er gammel og fin.

Der er selvfølgelig også en domkirke kaldet St. Peter. Den er stor og magtfuld. Man krydser Donau ad en gammel stenbro. På den anden side er der hyggelige kvarterer, og næsten ingen turister. Her er også Spitalgarten, som er en bier-garten tilknyttet et lokalt bryggeri. De serverer en stor snitzel og en god fadøl, inden jeg igen krydser Donau og ad Regensburgs indkøbsgader finder retur til banegården og toget retur til München.

Undervejs bliver det ”gewitter” igen, og det holder ved det meste af aftenen, så det bliver kun til en hurtig aften-pølse-gåtur og et besøg i den lokale spillebule.

Onsdag den 8. juli

Jagten på Münchens største seværdighed Kejser Franz – også kendt som Franz Beckenbauer – fortsætter fra morgenstunden. Et naturligt sted at lede, må være Det Olympiske Stadion, hvor han blev verdensmester i 1974.

Først må jeg dog op i Det Olympiske Tårn. Ude på udsigtsplatformen 200 meter oppe, er der både en imponerende udsigt og et meget imponerende blæsevejr.

Stadion ligger lige ved siden af. Man kan ikke komme ind i dag, men det gør ikke noget. Det bemærkelsesværdige tag, kan man ligeså godt se udefra.

Efter en gåtur i Den Olympiske Park tager jeg toget ind til Münchener Freiheit, som i den her sammenhæng ikke er et tysk pop-orkester, men derimod en U-bahn station. Det skulle være et boheme-kvarter, men er nu ret kedeligt. Derfor fortsætter jeg ind til centrum, hvor jeg går en tur rundt mellem Münchens utal af Bier-stuber. Det giver jo en naturlig sult og tørst, som kan klares med en gang ”Snitzel mit kartoffelsalat” plus fadbamse på Hofer.

Derefter kan man jo passende slå mave hjemme på hotellet.

Senere tager jeg en sporvogn ud til Schloss Nymphenbourg. Det er stort og pompøst. Indendøre er der museer, som jeg hopper over. Bagved er der til gengæld adgang til en meget flot park.

Aftenturen bliver en gåtur rundt i centrum, inden det igen begynder at regne. Det var sådan set München – men Der Franz fandt jeg aldrig.

Torsdag den 9. juli

Exit München. Afgang kl. 10.21 og en flot togtur gennem Bayern med togskifte i Freilassing. Næste stop er Berchtesgaden hvor jeg er kl. 12.51.

Fra banegården er der en kort gåtur til Hotel Bavaria i alpehyttestil og et fint værelse med egen balkon med udsigt over et vandløb og en omfartsvej.

På hotellet har jeg fået en folder med en gåtur i og omkring Berchtesgaden. Det er en god gåtur, hvor man også kommer udenfor gængs turistrute. Gåturen tager et par timer og der er mange flotte udsigter hen over Berchtesgaden og over mod de tyske alper. Det er med at kunne sit ”Grüss Got” her i området. Det er den høflige hilsen og folk her er høflige. Så man hilser pænt på dem, man møder undervejs.

Det bliver til en pause på hotellet inden en aftenstur rundt i den Berchtesgadens meget lille centrum. Dagen afsluttes med sigøjner-snitzel med tilhørende fadbamse.

Fredag den 10. juli

Efter et solidt morgenmåltid er det afgang med rute 838 kl. 9.00 til Obersalzburg og Dokumentation.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ham der med overskægget holdt til her i området. I sin tid var det vel sammen med Berlin hans hovedkvarter.

Dokumentation er et museum om Hitler, Nazismen og 2. verdenskrig. Det er bygget sammen med en af de mange sikkerhedsbunkere i Obersalzburg. Museet er meget seriøst og lidt småkedeligt. Jeg har lejet en audioguide, der fortæller og fortæller og fortæller. Under indtryk af emnets alvorlighed holder jeg det ud en times tid, inden jeg slukker for guiden, og smutter ned for at se bunkerne under museet og derfra ud i friheden.

Så er det videre med en anden bus ad en imponerende vej op til Eagles Nest – Ørneborgen. Den blev bygget som gave til ham med overskægget til hans 50 års fødselsdag i 1938. Det er et fascinerende sted. På trods af halvskummelt vejr er der er god udsigt. Men det er koldt – 7 grader på toppen.

Video - udsigt fra  Ørnereden

Ved 1-tiden tager jeg bussen ned og en anden tilbage til Berchtesgaden.

Pause på hotellet inden en aftengåtur i det lille og meget turistprægede centrum i Berchtesgaden. Aftensmaden bliver på hotellet. Jeg klarer mig rimeligt godt på tysk. Jeg kan de vigtigste udtryk – snitzel f.eks.

Ellers kan man sådan en aften vælge mellem en stor fest for turisterne i byens bier-garten med oompah-band eller Innsbruck med Thomas Augustinussen mod Bayern München på TV. Jeg vælger fodbold.

Lørdag den 11. juli

Afgang med rute 841 kl. 9.05 til Königssee. Det tager kun 10 minutter. Ved ankomsten smutter jeg ned til søen for at sejle en tur på den, med en af de elektriske både.

Turen går til St. Bartholomä. Undervejs passerer vi Echowand. Det får styrmanden til at rejse sig og begynde at spille trompet. Der er nemlig et flot ekko.

Herefter når vi frem til St. Bartholomä hvor jeg – og de fleste andre – hopper af båden. Her går jeg så rundt et par timer og kigger på den fine ø og de flotte bjerge, inden jeg tager båden retur til Königssee. I Königssee smutter jeg så lige hen og ser på byens bobslæde-bane. Det er ikke så tit man møder sådan en.

Jeg misser lige nøjagtig bussen retur til Berchtesgaden. Det giver en times straf i Königssee lilleputby, som er et rent turisthelvede fyldt med souvenirbutikker. Til sidst dukker 841 dog op, og jeg kan tage retur til hotellet og se Tour de France.

Aftenstur bliver rundt i byen og aftensmad bliver i hotellets glimrende restaurant, med en god udsigt over til Wartzmann, der med sine 2.713 meter er Tysklands 3. højeste bjerg.

Video - udsigt fra  altanen

Søndag den 12. juli

Afgang fra Berchtesgaden med toget kl. 11.02. Turen går nu til Hallstatt i Østrig. Det er lidt kompliceret. Først kører toget til Salzburg. Så skal jeg skifte til en andet, der kører til Attnang-Puckheim. Her skulle jeg skifte tog igen, men på grund af skinnearbejde bliver det først til en bustur til Gmunden og derfra med tog til Hallstatt. Men hermed er det ikke slut, for Hallstatt Station ligger på den modsatte side af søen i forhold til Hallstatt by, så den sidste strækning bliver med en lille motorbåd tværs over søen. Det er for øvrigt Østrigs eneste rutebåd.

I Hallstatt finder jeg hen til Gasthof Bergfried, hvor jeg skal bo. Som en nyhed bestiller jeg halvpension på hotellet. Så kan man få 3 retters aftenmåltid for kun 11 €.

Hallstatt er for øvrigt en fantastisk smuk by i området Salzkammergut. Byen ligger helt ned til den idylliske Hallstätter-sø og med høje bjerge hele vejen rundt. Den er meget lille, så dagens første tur bliver ind ad Turiststræde – fyldt med bustursturister og turistbutikker – og så retur ad Baggydestræde, som er så smal at kun nogle enkelte har fundet den.

Samme tur bliver det om aftenen, men nu med langt færre turister. De fleste er faret videre i deres store busser, og så bliver det hele meget mere hyggeligt.

Mandag den 13. juli

For første gang på denne tur er det blevet rigtigt sommervarmt. Derfor er det jo heldigt nok, at der ikke er så langt til Hallstatts største seværdighed. Der er 50 meter hen til den bjergbane, der dels kører op til en utrolig udsigt men også til Salzbergwerk. Det er en mine, hvor man udvinder salt.

Her er der en guidet turisttur, som jeg tager med på. Der er en masse snik-snak om saltets historie, men også 2 sjove rutsjebaneture langt inde i bjerget, når man skal fra en ”etage” til en anden. Det foregår på nogle trærutsjebaner, som saltminearbejderne brugte for at komme nedad i minen. Hele turen slutter også med en sjov ”subway” tur med et ganske lille tog.

Hallstatt er i øvrigt ikke særligt fyldt med seværdigheder. Men det gør ikke noget. Resten af dagen bliver brugt op og ned ad Turiststræde og Baggydestræde, sidde på min balkon og fise den af, mit 3-retters aftensmåltid og så finder jeg til aften faktisk en 3. vej i byen som går ud i en dal.

Tirsdag den 14. juli

Fra morgenstunden besøger jeg noget af det mest makabre jeg nogensinde har set. Lige ved byens katolske kirke ligger det såkaldte Beinhaus, som er fyldt med kranier. Som tidligere omtalt er der ikke meget plads i Hallstatt, og det er også et problem ved begravelser. I gamle dage skulle graven bruges igen efter 12-15 år. Derfor blev man gravet op, knoglerne blev knust, men kraniet blev bevaret. Det blev så påført navn og en lille kunstnerisk tilføjelse, og blev lagt i Beinhaus. Der er tusindvis af disse kranier stillet til skue. Nu om stunder bruges skikken kun, hvis man beder om det i sit testamente. Det seneste kranie blev lagt i huset i 1995.

Ellers er det rigtigt varmt i dag. Så aktiviteter hvor man kan se noget uden selv at skulle bevæge sig er velkomne. Derfor passer en rundtur med båd på Hallstätter See glimrende til såvel temperatur som temperament.

Ellers går dagen i halv hviledag afbrudt af nogle gåture op og ned ad Turiststræde og så en tur ud i Dalstræde.

Onsdag den 15. juli

Transportdag i dag.

Afgang fra Hallstatt med lille motorbåd kl. 8.15. Toget kører fra Hallstatt trinbræt kl. 8.30 og rammer 9.57-toget i Attnang-Puchheim kl. 9.57, som så er i Wien ved 12-tiden. På den modsatte perron holder Orient-ekspressen. Den skal jeg ikke med. Jeg har til gengæld godt 1½ times ventetid på Railjet til Budapest. I ventetiden har jeg adgang til 1-klassesloungen, hvor der er gratis kaffe, juice, vingummibamser m.m.

Railjet’en når il Budapest Keleti Pu kl. 16.49. Så er der en kort men varm gåtur til Liechtenstein Apartments. Det tager lidt tid, inden der kommer en med en nøgle og viser mig min lille lejlighed. Men det er ventetiden værd. Det er et super sted. Eget køkken og 40 tommers fladskærms TV med 100-vis af kanaler. 

Så ellers ud og shoppe ind til køleskabet og fat i lidt aftensmad, og så ellers bruge aftenen til at lede efter relevante TV-kanaler og vaske tøj i køkkenvasken.

Torsdag den 16. juli

Det er varmt i Budapest. Meget varmt. Jeg starter derfor turistaktiviteterne allerede kl. 9. Først en lang gåtur ned til Donau. Så tværs over den på en bro – godt nok ikke den jeg sigtede efter. Så er man i Budapest’s Buda-del. Så med et tov-tog og til slotsbjerget, som er Budapest’s største seværdighed. Her er et stort slot, flere kirker, gamle huse og fin udsigt over Buda på den ene side og Pest og Donau på den anden. Her går jeg rundt nogle timer, inden jeg taget tov-toget ned igen. Turen hjem er også tværs over Donau. Denne gang ad den rigtige bro. Frokost på vej hjem til lejligheden, som jeg holder mig til de varmeste timer af døgnet. Så kan jeg også se Nicki Sørensen vinde en etape i Tour de France.

Ud på aftenen bliver det til en ny gåtur ad Dohány Utca, Károly Körut, Andrássy Út og Erzsébet Körut, som jo alle er velkendte gader.

Aftensmad fra et lokalt take-away sted som jeg så kan varme i lejlighedens mikrobølgeovn.

Fredag den 17. juli

Dagens første tur går op ad Andrássy Út. Lonely Planet sammenligner den med 5’th Avenue i New York, hvilket nok er lige vel flot.

Et stykke oppe ad den ligger Terror House. Det var hovedkvarter for det ungarske nazistiske parti før og under 2. verdenskrig og for det ungarske KGB – kaldet AVI – fra 1945 til opstanden i 1956. Nu er der museum om de samme perioder. Deraf navnet. Det er et underligt museum. Det spiller mere på følelser end på information. Man bliver nærmest bombarderet med sanseindtryk, men hvad det egentlig går ud på er svært at forstå. Især når man ikke er så skarp til ungarsk.

Herfra fortsætter jeg ad Andrássy Út til befrielsesmonumentet på Heltepladsen. Det lyder da af noget. Heroppe er der også en grim park med et turistslot og en traditionel ungarsk badeanstalt.

Turen tilbage foregår under Andrássy Út. Her er en af Europas ældste metro’er. Den er ikke gravet mere end nogle få meter ned, men er meget sjov og flot.

Herefter er der så varmepause i lejligheden. Ud på aftenen kan man komme udenfor igen. Det bliver til en sjov gåtur rundt i kvartererne Józserváros og Ferencváros. Her er flotte bygninger, almindeligt forfald og lidt folkeliv blandet godt sammen.

Lørdag den 18. juli

Endnu en varm dag i Budapest. Dagens gåtur er inspireret af Lonely Planet. Det er i indre by – den ældste del af Pest. Det er en god gå-guide, for der er mange steder den siger man skal huske at kigge op på de mange gamle huse, som ofte har flotte udsmykninger. Ellers er der også adskillige gader, der er under renovering. Der er de traditionelle dødssyge gågader, med eksotiske Hennes & Mauritz butikker, og så går en del af turen langs Donau. Det er flot, men der er mange turister. 

Som sagt er det varmt, så derfor gør jeg nu noget usædvanligt. Jeg tager en bustur rundt i byen. Stor fejl. Den kommer godt nok forbi alle seværdigheder, men faconen er dødssyg. Da de 2 timer er overstået forstår jeg, hvorfor jeg ikke plejer at gøre det.

Ud på eftermiddagen ændrer vejret pludselig karakter. I løbet af ”no time” bliver byen overfaldet af stormvejr, regn og torden. Jeg skynder mig hjem til lejligheden, inden det hele braser sammen om ørerne på mig. Man skal kigge op – der kommer ting flyvene fra altanerne.

Det holder dog op ligeså hurtigt som det kom. Så om aftenen kan jeg brænde de sidste Forinther af på en god italiensk restaurant i nabolaget.

Søndag den 19. juli

Afgang fra Budapest Keleti kl. 11.10 til Wien. 1. klasse på toget er et hit. Man slipper for jag og tumult. Der er altid plads nok. Så bliver togrejsen en fornøjelse i stedet for en stress-faktor.

Turen til Wien tager 3 timer. Fra Wien Westbahnhof er der så en kort gåtur til Pension Kaffeemühle. Jeg får et udmærket værelse, om end det ikke kan leve op til de fine forhold i Budapest.

Dagens tur 1 i Wien går rundt langs Indre Ringgade, hvor en lang række af Wiens seværdigheder er placeret som perler på en snor. Først er der MQ – Museums Quarter – som er et hyggeligt område med museer, cafeer, solbænke i gult beton hvor de lokale driver den af og så en rigtig sej bilracerbane til børnene og mig. Videre derfra forbi de imposante Naturhistoriske og Kunsthistoriske Museer og via Østrigs Parlament hen til Wiens Rådhus, hvor Rådhuspladsen er omdannet til en stor bier-garten og der er opsat storskærm, der viser opera hver aften. På den modsatte side er det flotte Burgtheater. Nuser ville nok sige at det her stinker langt væk af finkultur, og det er der da også en del af i Wien.

Om aftenen er der aftensmad på et lokalt værtshus, inden afslapning på Kaffeemühle.

Mandag den 20. juli

Fra Stadtpark til Karlsplatz hedder gåturen i Lonely Planet. Og selv om der kun er nogle få hundrede meter mellem start og slut – så er gåturen på 6 km.

Den starter i Stadtpark, som er en af mange parker i Wien. Her er der en hoben statuer med forskellige klassiske komponister. Og så løber den lille pjuskede flod Wien også igennem parken. Herefter fortsætter gåturen forbi nogle flotte offentlige bygninger – ministerier og hovedpostkontor – inden der går Hundertwasser i det. Først er der Kunsthaus Wien og derefter Hundertwasser Haus. Begge er bygget af den spøjse arkitekt, som ganske åbenbart ikke bryder sig om rette linier.

Herefter fortsætter turen gennem beboelseskvarterer og travle indkøbsgader til slottet Belvedere. Eller rettere – slottene – der er både et øvre og et nedre Belvedere. Imellem dem er der en stor park. Hvis man har den slags tilbøjeligheder, så er der også nogle museer inde i dem begge. Turen slutter i en anden park ved Karlsplatz. Herfra smutter jeg hjem til pause på hotellet.

Tur 2 bliver kortere. Først med sporvogn ind til centrum. Her tjekker jeg lige et par tvangs-seværdigheder ud – Heldenplatz, Hofburg og Stephansdom. Her er masser af turister og hestekøretøjer. Nede fra Schwedenplatz tager jeg så U-banen retur. Wien har et veludbygget kollektivt trafiksystem. Det kan også mærkes på luftforureningen.

Tirsdag den 21. juli

En planlagt dagstur til Bratislava er blevet droppet. Der er nemlig meget mere at se i Wien.

Dagens tur 1 går ud på landet nord for Wien. Først 2 forskellige U-baner for at nå Heiligenstadt og derfra bus 39 til en bakke/bjerg opkaldt efter en dansk fodboldlandsholdsspiller – Kahlenberg.

Deroppe er der en god udsigt over hele Wien og Donau, der dog her om formiddagen er hæmmet af modlys. Det er dog ikke turen derop, der er det mest interessante. Det er derimod turen ned. Den foregår til fods gennem flot skov og masser af vinmarker. Østrig producerer en del hvidvin og ned ad Kahlenberg er der masser af vinmarker. Det er flot med Wien og Donau i baggrunden. Efter godt en time ned ad bakke ender jeg i Kahlenbergdorf, hvor jeg hopper på en bus, der bringer mig tilbage til Heiligenstadt og videreforbindelse til U-banen.

Tur 2 senere på dagen går med sporvogn til centrum. Og godt nok er den kollektive trafik fin – men informationen halter – eller også gør jeg. 2 gange hopper jeg på en sporvogn, der kører helt andre steder hen, end der jeg vil. Ellers går det lidt rundt i Innere Stadt ad små gader, i håb om at undgå turisthoben, der vader op og ned ad gågaderne mellem de store seværdigheder – The Tourist Triangle – som man kalder ruten.

Onsdag den 22. juli

Jeg bliver traditionen tro her i Wien vækket kl. 7, når sporvognsskinne-arbejdet udenfor hotellet går i gang.

Så kan man ligeså godt gå ned og få morgenmad og komme afsted.

Dagen starter med en sporvognstur til Prateren. Prateren er både en stor park og så en kulørt forlystelseshave. I forlystelsesparken er det berømte pariserhjul – Risenrad – som blev bygget i 1897. Det tager jeg en tur rundt i. Turen tager 10 minutter. Ellers er der jo så meget andet man kan prøve i sådan en forlystelsespark – spillehaller f.eks.

Fra Prateren går jeg til en anden park Augarten. Det er meget varmt i dag – så varmt at der ikke er mange i parken – og dem der er, de holder sig i skyggen. Parken er for øvrigt hjemsted for verdens ældste boyband – Wienersängerknaben – og så indeholder den velfriserede park 2 grimme flaktürme. Det er nogle betonmonstre fra 2. verdenskrig, som er bygget i en kvalitet, så det er umuligt at rive dem ned igen. I parken finder jeg et godt frokoststed – 2 pølser og en Radler. En Radler er en lokal forfriskende drik som består af halvt øl og halvt Sprite. Det er bedre end det lyder til.

Herefter går jeg gennem kvarteret Leopoldstadt, inden jeg ved hjælp af et par sporvogne finder retur til hotellet.

Aftenen går i en stille og varm tur rundt i kvarteret og aftensmad på et lokalt snitzelhaus – sådan nærmest snitzlens svar på McD.

Torsdag den 23. juli

Det er ved tiden at vende snuden hjemad. Hjemrejsen er bidt over i 2. I dag er der afgang fra Westbahnhof kl. 10.40 til Nürnberg. Her er jeg så kl. 15.30 – netop som et gevaldigt uvejr ryger hen over byen. 

Jeg har ikke booket hotel, men finder hurtigt det fornuftige Lorenz Hotel midt i centrum. Det eneste underlige er, at man skal igennem en skobutik for at komme til receptionen.

Regnen er blevet afløst af byger, så jeg tager en hurtig foto-tur gennem byen. Der er lidt gamle huse, et vandløb, 3 kirker, 2 pladser og en borg – det er vel nærmest det.

Aftensmad bliver på den store bier-stube Barfüsser. Glimrende øl og rigeligt mad. Jeg må kaste klædet over den sidste tredjedel af mit sauerkrautmåltid.

Fredag den 24. juli

Så er det hjem. 11.30 fra Nürnberg er i Hamburg kl. 16.00 – og kl. 17.30 fra Hamburg er i Århus kl. 22.20. Det er en fin tur på 1. klasse, selv om Bord-Bistroen i Århus-toget havde glemt vand til kaffen.