Lørdag den 3. juli

Der er afgang med IC-Lyn kl. 8.30 fra Århus. Så er jeg i Kastrup ved 12-tiden. Det er som sædvanlig i god tid i forhold til flyafgang. Tokyo-flyveren går først kl. 15.45.

Men endelig – lidt i 4 – er det afgang med SAS til Tokyo, og 11 timers flyvning.

Søndag den 4. juli

Jeg forsøger at sove lidt, se lidt film, space ud, læse lidt – men der er ikke rigtigt noget der lykkes. Ikke desto mindre lander jeg endelig i lufthavnen i Narita udenfor Tokyo kl. 9.25 lokal tid – lige til tiden.

Så er der de sædvanlige indrejseformaliteter, som her foregår under vældig meget bukning. Da de er klaret går jeg til JR’s kontor og får fat i mit Japan Rail Pass. Jeg får også ordnet en bunke pladsreserveringer. Så er det fat i Narita Express og ind til Tokyo Station. Her er det med den lokale Yamanote-Line til Hamamatsucho. Så er der en kort gåtur til Shiba Park Hotel. Det er varmt – og med høj luftfugtighed – så jeg bliver godt svedt. Så er det jo rart, at de står klar med en vaskeklud direkte fra fryseren, da jeg kommer til hotellet.

Jeg tjekker ind på 1925 – et bad, nyt tøj og 2 timers søvn – så er jeg med igen. En tur i det lokale kvarter når jeg også. Det bliver til en visit i templet Zojoji og en tur op i Tokyo Tower med en god udsigt over Tokyo. På vej hjem kommer regnen, og for 2. gang i dag ankommer jeg til Shiba Park drivende våd.

Video - Monotone rytmer fra Zojoji

Mandag den 5. juli

Tokyo er i første omgang en ”one-night-stand”. Jeg har taget en overnatning, dels for at falde ned efter flyturen, og dels fordi jeg så kunne spare 1.600 kr i forhold til kun at købe flybillet.

Så jeg tjekker ud igen og går ned til Hamamatsucho for at tage Yamanote-Line til Tokyo Station. Herfra er det med min første tur med Shinkansen. Den går til Kyoto. Det går over stok og sten, og jeg er Kyoto 2½ time senere.

Kyoto er Japans kulturby nr. 1. Her er mere end 1.600 Buddhist-templer og over 2.400 såkaldte Shinto-helligdomme. Tidligere var Kyoto hovedstad i Japan. Den historie går tilbage til 794 og gik til 1868 hvor Kejseren flyttede til Edo – nu kendt som Tokyo. Så efter tjek ind på Toyoko Inn Gojo-Karasuma, så er Kejseren vel et godt sted at starte. Det gamle palads Kyoto Gosho ligger i den store palads-park. Man kan godt komme ind, men det er besværligt, så jeg nøjes med et kig udefra. Jeg kigger mig omkring, men finder ikke Keyser Soze. Rundt om i parken er der træer, plæner og japanere, der slapper af i sommervarmen. Herefter tager jeg metroen retur til hotellet.

Her bliver sveden skyllet af, og jeg tager en slapper inden aftensturen. Den går gennem sjove og smalle gader i mit lokale kvarter til Downtown Kyoto. Det er Shopping-Mekka. Men der er også den gamle gade Pontocho. Det er en meget gammel og smal gade fyldt med gamle træhuse. Her er ægte lanterner og persienner af rispapir. Bag dem gemmer sig restauranter og værtshuse.

Herfra går jeg så via shoppinggader retur til hotellet.

Tirsdag den 6. juli

Jeg når ikke alle 1.600 templer, men et lille udvalg må være i orden. Dagens tur 1 er hentet fra Lonely Planet, og går igennem den sydlige del af bydelen Higashiyama. Turen starter med at bestige en stejl bakke op til det store Kiyomizudera tempel. Det er et af Kyotos highlights og der er mange turister. Oprindeligt er det fra 798, men de nuværende træbygninger er fra 1633. Der er mange tempelbygninger placeret i naturskønt terræn. Undervejs møder man også en vaskeægte abekat.

Ned igen ad Chawanzaka – eller Tepottegade – som er fyldt med souvenirbutikker og turister. Jeg slipper dog hurtigt væk fra begge dele og går ad mere hyggelige gader forbi templerne Kodaiji og Shorenin. Undervejs kommer jeg også igennem parken Maruyama Koen, inden turen slutter efter 5 km ved Higashiyama-stationen, hvor jeg tager Metroen retur til hotellet.

Aftenturen går først op til shopinggaden Sanjodori. Her finder jeg turens første Pachinko-hal. Det er en lokal spillehal – en blanding mellem en flippermaskine og en spilleautomat. Der er en afsindig larm fra maskinerne. I løbet af ingen tid taber jeg 3.000 Yen, og det har jeg ikke råd til, så jeg smutter igen.

Videre herfra til kvarteret Gion. Her er der flere flotte gamle Kyoto-huse bygget at træ, og med rispapir-lameller for vinduerne. De fleste er vist restauranter nu.

Tilbage til hotellet ad aftenmørke gader. Går man væk fra hovedstrøgene er der ikke meget gadelys. Til gengæld er det trygt at gå hvor som helst her i byen.

Onsdag den 7. juli

Jeg har sovet dårligt i nat. De japanske madrasser er som betonblokke og så skulle jeg jo op kl. 3.30 for at se fodbold-VM mellem Uruguay og Holland.

Så jeg er egentlig ret træt, da jeg starter dagens tur. Den går med tog til Nara, som var Japans første hovedstad. I udkanten af Nara er der en skov, med flere gamle templer. Det første – og mest berømte – hedder Todaiji. Det indeholder nogle kæmpestore Buddha-figurer, og der er masser af turister. Det er der til gengæld ikke ved de andre. Templerne er mindst ligeså flotte, men ikke helt så tilgængelige for turbus-turisterne. Nigatsudo og Sangatsudo er næsten bygget sammen.

Jeg går videre gennem skoven til Kasuga Taisha. Her går der rigtige munke rundt. Mens jeg er der, begynder det at tordne og lyne og regne voldsomt. Heldigvis kan jeg sidde indendørs i templets bygninger, hvis bare man husker at tage skoene af.

Da det er stilnet af forlader jeg skoven Nara Koen. Den er for øvrigt fyldt med tamme rådyr, der tigger mad og selv går i forretninger.

Hurtigtoget til Kyoto er aflyst på grund af uheld, så det bliver en lidt besværlig tur tilbage med 1 bus og 3 forskellige tog.

Aftenen bliver stille. Aftensmad på et lokalt Tenkadori. De serverer kyllingeretter. De er meget forstående og jeg kan godt få en gaffel i stedet for de pinde, som de indfødte bruger. Som alle steder er de vildt høflige. 2 kokke og 1 servitrice bukker vældigt, da jeg går, men jeg har jo også lagt næsten en 50’er for mit aftensmåltid.

Video - Styrtregn over Kasuga Taisha

Torsdag den 8. juli

Tempel-hopping i dag. Det hele foregår med de lokale busser. Det er vejen frem her i byen, hvor metro-systemet er underudviklet. Så først en 12’er op til Kyotos nordvestlige hjørne. Her ligger templet Kinkakuji – som også kaldes Det Gyldne Tempel. Oprindeligt er det fra 1397, men i 1950 stak en ung munk ild på det hele. Det nuværende tempel er derfor en fuldstændig rekonstruktion.

Ved udgangen står nogle skolebørn og øver sig i at interviewe turister på engelsk. Man skal svare på 3 spørgsmål, og det hele minder i mistænkelig grad om en velkendt Monty Python film. Spørgsmålene er heldigvis nemme – hvor kommer du fra?, hvad er din livret?, og hvad kan du bedst lide ved Japan?. Man skal heller ikke over en hængebro, når man har svaret. Til gengæld får jeg en lille hjemmelavet ting, til at lægge mine spisepinde på.

Herfra er det retur med 12’eren til templet Nijojo. Det er fra 1603 og blev bygget til den første Tokugawa Shogun. Man kan gå rundt i det store tempel – uden sko. Gulvet knirker, men det er med vilje. Så kunne Ninjaerne ikke luske rundt uden at blive opdaget. Det kaldes et nattergale-gulv. Bag templet er der en flot park.

Så er det ellers fat i en 204’er til Ginkakuji. Det blev bygget af Shogun Ashikaga Yoshimasa i 1482. Her er der også en flot have omkring.

Nok tempel-hopping for i dag. Retur til hotellet med en 5’er.

Aftentur i det lokale kvarter. Aftensmad på en af de utallige gode og billige restauranter, en kaffe på Starbucks, en tur forbi Pachinko-hallen og så en kop grøn godnat-te på hotellet.

Fredag den 9. juli

Jeg starter dagen med en gåtur til Nishiki Market. Her sælges fødevarer. Meget af det ser skummelt ud. Det japanske køkken er kendt for ingredienser, vi ikke er vant til.

Derfra tager jeg en langsom 11’er til Arashiyama i Kyotos vestlige del. Her ser jeg det flotte tempel Tenryuji. Det er fra 1339 og er tempel for Zen’s Rinzai skole. De nuværende bygninger er fra 1900. men haven er fra det 14. århundrede. Den er også flot.

Udenfor er der en stor bambus-skov. Bambustræer er enormt høje og lukker næsten helt til i toppen, så det er som at gå rundt i en hule. Naturen omkring Arashiyama er flot. Der er gode gåmuligheder, og så slipper man for turistgejlet i selve Arashiyama. Sådan noget med souvenirbutikker og lignende. Det er der ved enhver seværdighed her i Japan.

Retur til Kyoto med sporvogn. Det går noget hurtigere end 11’eren. Det er begyndt at regne, så det her bliver det sidste tempel i Kyoto. Jeg søger i stedet tilbage til hotellet.

Aftenturen går ned omkring Kyoto Station. Først op i Kyoto Tower. Der er en god udsigt lige omkring solnedgang. Kyoto Station er også meget imponerende. Jeg tager de rullende trapper op til 11. etage, hvor der er en Skywalk med udsigt over det hele. Turen ned kommer ved et uheld til at gå igennem et kæmpestort varehus. Ved udgangen står der ikke mindre end 4 ekspedienter og bukker dybt. De er høflige de japanere. De skulle bare vide, at jeg er gået forkert.

Lørdag den 10. juli

Afgang fra Kyoto i dag. En spadseretur til Kyoto Station og så med Shinkansen til Osaka. Det tager 15 minutter. Så et hurtigt togskifte til et andet Shinkansen-tog, som kører til Hiroshima.

Her tjekker jeg ind på endnu et fornuftigt Toyoko-Inn Hotel. Jeg kan spare lidt ved at blive medlem, så det gør jeg.

Hiroshima er jo mest kendt for en ting i verdenshistorien. Den første A-bombe. Der er en mindepark for den begivenhed. Der tager jeg sporvognen ned. Først er det for at se Genbaku Domu – eller A-Bomb Dome. Den gamle industribygning stod ca. 100 meter fra nedslagsstedet, og har som den eneste bygning overlevet. Det var der til gengæld ca. 140.000 borgere i Hiroshima, der ikke gjorde. 

Herfra går jeg over floden til Fredsparken med diverse monumenter. Det centrale mindesmærke er forbløffende beskedent. Til sidst kigger jeg så ind på Fredsmuseet. Det fortæller historien og er et spændende museum. Der er mange mennesker derinde. Til gengæld er jeg den eneste til en særudstilling i kælderen, hvor en lokal fotograf har fået udstillet en række billeder, der er taget ganske kort tid efter bombningen. Efterfølgende har han fulgt udviklingen på de steder billederne er taget. Det er ganske fascinerende – synes jeg.

Efterfølgende bliver det så en gåtur rundt i Hiroshima. Den har – ikke overraskende – kun rimeligt nye bygninger.

Jeg holder pause på hotellet, inden en kort aftengåtur i det lokale kvarter for at finde et madsted. Som sædvanlig er det nemt. Jeg har aldrig før oplevet et land med så mange fornuftige husmands-restauranter. Og jeg kan sagtens få en gaffel.

Søndag den 11. juli

Jeg havde egentlig planlagt en dagstur til et berømt tempel i Miyajima syd for Hiroshima. Men meget mørke skyer og risiko for at møde en turistfælde får mig til at blive i Hiroshima.

Dagen bruges derfor på nogle semi-sights i Hiroshima. Regnen kommer da også, og er skyld i at jeg må vinke farvel til min gamle grønne 20 kr’s paraply fra Føtøx. Hjælpen er dog nær. En hvilken som helst forretning med respekt for sig selv sælger paraplyer.

Første semi-sight er Shukkeien. Det er en japansk have fra 1620. Jeg skal passe på ikke at jokke på en af de mange krabber, der drøner tværs over stierne.

Andet semi-sight er Hiroshimajo – Hiroshima Slot. Der er sådan set kun et tårn tilbage, og det blev genopbygget i 1958. Indvendig er der et museum med masser af Samurai-sværd og fra toppen er der en udsigt.

Disse 2 emner – sammen med en gåtur rundt i Hiroshima – udgør dagens sightseeing.

Om aftenen må jeg lige en tur i Pachinko-hallen. Larmen er enorm. Det gælder om at få nogle metalkugler til at ramme et hul i midten af maskinen. Så får man et spil. Det er lidt ligesom en spilleautomat – 3 på række. Så kan man vinde flere kugler. Hvordan forstår jeg ikke. Derfor bliver jeg også noget paf, da min maskine går bersærk. Det ender med, at den spytter kugler ud til at fylde 2 røde plastickasser. Der tilkaldes nu hjælp. Jeg får kuglerne vekslet til en bon, som jeg går op til kassen med. Her bliver jeg lidt skuffet. De bliver vekslet til 7 plasticbrikker og en æske chokoladekiks. Det er dog plasticbrikkerne der er hittet. Den venlige ekspedient leder mig ud i en baggyde til en lille luge. Der lægger jeg så mine brikker – og vupti kommer der 8.200 Yen retur. Sådan omgår man et gambling-forbud.

Mandag den 12. juli

Afgang fra Hiroshima kl. 8.15 med Shinkansen til Osaka. Herfra en ny Shinkansen til Nagoya. Her skulle toget til Takayama holde, men det er aflyst på grund af uvejr. Heldigvis kører der et en time senere.

Takayama er en gammel historisk by ude i de Japanske Alper. Togturen derud er rigtig flot. Den går langs en flod, som er der er meget vand i på grund af det netop overståede uvejr.

Video - Vandfyldt flod på vej mod Takayama

Jeg tjekker ind på Super Hotel. Det kan altså ikke leve op til navnet, men er ok og billigt. Jeg starter med en lur, fordi jeg var nødt til at lade mig vække midt om natten i Hiroshima, for at se VM-finalen.

Efter luren går jeg en tur rundt i de gamle gader i Takayama. Her er der flotte træhuse, som de kendes fra Shogun og fra Kurosawa-film. Aftensmad bliver på en lokal nuddel-snask. Det var også billigt.

Tirsdag den 13. juli

Der er massiv heldagsregn i Takayama, så min nye gennemsigtige paraply kommer virkelig i sving.

Jeg starter med at gå over til Takayama Jinya tæt ved hotellet. Det er Kanamori-klanens gamle tilholdssted, hvorfra den lokale Shogun regerede området. Det er et flot sted, og laden som Shogun’en brugte til at opbevare den skatteindkrævede ris er meget meget stor.

Herefter går jeg gennem Sanmachisuji kvarteret med træhusene, og op til et lille museumskvarter i det nordøstlige hjørne af Takayama. Her er bl.a. Shishi Kaikan, hvor de demonstrerer Karakuri, som er et mekanisk dukketeater. Det er ret sjovt. Der er kun 3 publikummer. Jeg er også inde og se Yatai Keikan, hvor man udstiller nogle af de bærbare flåder, der bruges en gang årligt ved en stor festival. Endelig er der Sakurayama Hachimangu som er en helligdom. Herefter går jeg gennem byens regnvåde gader tilbage til hotellet, kun afbrudt at en frokost på en lokal lille restaurant.

Senere på dagen går jeg over til Hida Kokubunji, som er Takayamas ældste tempel. Der er lukket nu, så det bliver kun set udefra. Lidt småeksotisk aftensmad på en lokal Izakaya. Til sidst en aftentur til Sanmachisuji, for at se om jeg kan tage nogle skumle aftenbilleder.

Onsdag den 14. juli

Heldagsregnen er i dag afløst af byger, så den gennemsigtige paraply må med på tur igen. 

Jeg starter med at smutte over til Hida Kokubunji i håb om at templet er åbent. Det er det ikke, så det bliver igen til et kig udefra.

Så er det ned til Miaygawas flodbred. Her er et sjovt lille marked, hvor landbefolkningen kommer ind for at sælge deres radiser, agurker m.m. Så går jeg hen til Kusakabe Mingeikan, som er en gammel bolig for en forretningsmand. Nu er det omdannet til et museum, så jeg kan se hvordan middelklassen boede for godt 100 år siden.

Så går jeg ellers ud i udkanten af Takayama. I skoven mellem by og bjerge – kaldet Higashiyama – ligger en lang række templer. Der er en temmelig imponerende gåtur med et nyt tempel om hvert hjørne. Jeg kommer også forbi flere buddhistiske kirkegårde og mange steder er der en flot udsigt over Takayama og bjergene omkring. Sjovt nok er det næsten turistfri zone. Jeg møder vel kun en håndfuld undervejs. Herfra smutter jeg tilbage til Takayama by og går rundt i flere turistfri gader, inden jeg slutter af i træhuskvarteret Sanmachisuji, hvor alle byens turister til gengæld er samlet.

Dette udgør sådan set dagens turistaktiviteter. Resten af dagen bruges på afslapning. Aftensmaden bliver på BBQ-snask ved stationen. På TV genudsender de Japan-Danmark. Det har jeg ikke brug for.

Torsdag den 15. juli

Der er stadig problemer på togstrækningen mellem Nagoya og Toyama på grund af al den regn der er faldet. Mit kl. 11 tog kommer først kl. 12 og bliver yderligere forsinket mod Toyama. Når man ser på floden, som toget følger det meste af vejen, så forstår man det godt. Der er meget vand – og det er også tophistorien på TV-nyhederne.

I Toyama når jeg lige at springe på et tog til Kanazawa. Så er jeg fremme omkring kl. 14.00. Der er en kort gåtur til det lokale Toyoko Inn, hvor jeg har booket 2 nætter. Det bliver værelse 318.

Kanazawa er en by med ca. ½ mio. indbyggere. Der er en berømt have og nogle gamle kvarterer. Efter en solid frokost, tager jeg den til fods til et af de gamle kvarterer Higashi Chayagai. Det er nogle smalle gader med træhuse, hvor Geishaerne underholdt de velhavende tilbage i det 19. århundrede. Et af husene hedder Shima og er nu et lille museum som kan ses – hvis man altså husker at tage skoene af først.

Efter at have tjekket det kvarter ud tager jeg bussen tilbage, hvor Toyoko Inn som en lille særlig gestus er vært ved en gang Curryrice til aftensmad – uden beregning. På TV er der golf fra St. Andrews.

Fredag den 16. juli

Regnskyerne er forsvundet som dug for solen, og så står den tilbage og giver temperaturer på omkring 33 grader.

Så dagens første gåtur bliver ret svedt. Først er det til 3 forskellige kvarterer. Det første hedder Nagamachi. Det er et gammelt Samurai-kvarter med bevarede huse. Der er tykke mure omkring dem alle. Et af dem – Nomura Samurai House – er nu et museum, som jeg besøger. Det foregår selvfølgelig i strømpesokker.

Det næste kvarter er Katamachi. Det er et værtshuskvarter, og derfor ikke specielt aktivt en fredag formiddag.

Det tredje er lige ovre på den anden side af floden Saigawa. Det hedder Teramachi. Her er der flere templer at kigge på.

Herfra tager jeg en lang gåtur til Kanazawas største seværdighed. Det er den store have/park Kenrokuen. Jeg skal ikke gøre mig klog på japansk havekunst, men jeg synes da den er flot. Der er åbenbart et særligt berømt sted i parken. Her stiller alle de lokale turister sig op for at blive fotograferet.

Herfra begynder jeg at vende snuden hjem. Turen går via markedet Omicho med eksotiske frugter, grøntsager og mærkelige fisk.

Da jeg kommer hjem kan t-shirten i bogstaveligste forstand vrides. Så meget sveder jeg. 

Aftenturen bliver en kort en i det lokale kvarter og afsluttes med et solidt aftensmåltid i en lokal restaurant. Aftenen slutter med et gigantisk tordenvejr over Kanazawa.

Video - Tordenvejr i Kanazawa

Lørdag den 17. juli

Afgang fra Kanazawa ved 9-tiden med et ekspres-tog. Togskifte til et bumletog i Naoetsu. Det er i Nagano kl. 13.30. Kort gåtur til mit Toyoko Inn hotel. Nagano var Vinter-OL værtsby i 1998. Der er ikke så mange seværdigheder. Den er mere valgt som udgangspunkt for et par dagsture.

En seværdighed er der dog. Så den tjekker jeg ud om eftermiddagen. Zenkoji er et tempel der blev etableret i det 7. århundrede. Det er brændt ned nogle gange. Den nuværende variant er fra det 17. århundrede. Der er 2 imponerende porte inden man når frem til selve templet. For en gangs skyld er der andet end turister. De fleste besøgende er åbenbart troende buddhister, så der er gang i bønnerne.

Dette afslutter dagens sightseeing. Herefter er der afslapning på hotellet og aftensmad på Pronto.

Søndag den 18. juli

Et postkort-agtigt billede af Matsumotojo Dagstur til Matsumoto. På grund af varmen starter jeg tidligt. Først er det med et bumletog, der er ca. 70 minutter om at nå Matsumoto. Matsumoto er en meget velordnet by, hvor den store seværdighed er Matsumotojo – eller Matsumoto Slot. Slottet er bygget i tempelform i 6 etager og udelukkende af solide træplanker. Det blev bygget i 1595 og ser enormt majestætisk ud, som det ligger der med en vandgrav omkring sig. I det hele taget er der tænkt i forsvar. Der er kun en bro over den brede vandgrav, og slottet er udstyret med huller, så man kunne skyde pile efter evt. indtrængende – og så er der også nogle huller, som man brugte, når man tyrede sten efter dem der ville ind.

Nu om stunder er adgangen lettere. Jeg lægger bare 600 Yen, og så kan jeg komme ind. Men så starter pinslerne ellers også, for hele rundturen gennem alle 6 etager og via stejle trætrapper foregår i en lang turistslange. Men det kan nu ikke forstyrre indtrykket af en flot seværdighed.

Ellers bruges et par timer på at dalre tilfældigt rundt i Matsumoto, inden et eksprestog på 50 minutter fragter mig tilbage til Nagano.

I Nagano bruges resten af eftermiddagen på noget så uinteressant som tøjvask i hotellets møntvaskemaskine. Men det giver også mulighed for at blive færdig med Leif Davidsens fremragende bog ”Min broders vogter”.

Mandag den 19. juli

Endnu en dagstur. I dag med Nagodan-toget til Obuse. Det er en lille by nordøst for Nagano. Byen er valgt dels for at komme lidt på landet – og så er der også et par seværdigheder.

En af dem er Hokusaikan, som er et museum, der udstiller 30 værker af Hokusai. Han var en fætter, der levede fra 1760 – 1849 og er ifølge museets folder internationalt anerkendt. Og det er jo sikkert rigtigt.

Efter det går jeg på udflugt. Ud i udkanten af den lille by, hvor der er æbleplantager og vinmarker. Jeg var ikke klar over at man lavede vin i Japan – ud over risvin – men det gør man åbenbart. På den anden side – de laver også Whisky. Ude blandt plantagerne og lige der hvor bjergene begynder finder jeg det mest nydelige lille tempel. Der var skilt derud, men stedet var ikke omtalt i Lonely Planet, så jeg ved ikke hvad det hedder.

Da jeg efter nogle timer er blevet gennemstegt i Obuse, tager jeg toget retur til Nagano for at slappe lidt af på hotellet.

Senere bliver det en gåtur rundt i Nagano. Nagano centrum er mest hoteller og stormagasiner, og som sådan ret uinteressant. Aftensmad bliver på et lokalt sted. Det er noget spændende sammenrodet noget med bønner, bønnespirer, sorte svampe af en slags og noget udefinerbart kød. Det er sted de lokale kommer. De er altid høflige, men jeg har svært ved at vænne mig til at det anses for høfligt at aflevere et gigantisk bøvs, når man har spist op.

Tirsdag den 20. juli

Slut på rejseriet rundt. Resten af turen er med udgangspunkt Tokyo.

Shinkansen kører fra Nagano til Tokyo kl. 10.08 og er fremme 1½ time senere. Fra Tokyo Station tager det under 20 minutter til Shiba Park Hotel. Vejen kender jeg jo.

Video - I fuld fart mod Tokyo

Efter en times afslapning er det ud for at se mere til sommervarme Tokyo. Det er med Yamanote-line til Shinjuku. På den ene side af stationen er der store kontorbygninger. Det er bl.a. Tokyo Metropolitan Government Offices. Af lange underjordiske gange finder jeg derhen, og tager elevatoren op til 45. etage. Her er et observatorium hvor jeg kan se ud over Tokyo. Der er huse og bygninger så langt øjet rækker. Men man skal jo også have plads til små 13 mio. mennesker.

Fra det lokale rådhus går jeg over til østsiden af Shinjuko. Her er liv og glade dage, for her er Tokyos forlystelseskvarter Kabukicho. Her er barer, restauranter, Pachinko-haller og meget andet forlystelsesgejl – også af den mere tvivlsomme slags. Shopping er der også masser af. Og reklameskilte – over alt er de. Og mennesker ikke mindst. Det er mageløst så mange mennesker der er. Efter at have overværet tumulten et stykke tid, tager jeg toget retur.

Aftensmaden bliver en vaskeægte napolitansk pizza – en af dem med tynd bund – inden roen falder over mig med en kop kaffe fra det fine stel, der er sat frem på værelse 1121.

Onsdag den 21. juli

Dagstur til Hakone-området. Det er et flot naturområde syd for Tokyo. Turen er lige noget for en kollektiv trafik freak. Den indeholder et utal af forskellige varianter af kollektiv trafik.

Men først til fods hen til Hamamatsucho. Mit hotel ligger i et kontorkvarter og det er mødetid da jeg starter ved 8.30-tiden. Derfor er der afsindigt mange mennesker den modsatte vej. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Fra stationen tager jeg Yamanote-line til den store station Shinagawa. Her skifter jeg til Shinkansen, der kører mig til Odeware. I Odeware hopper jeg så over i et lokaltog, der kører til Hakone-Yumoto. Her er der togskifte igen til en bjergbane, der zig-zagger sig op ad bjerget til en lille by der hedder Gora. Bjergbanen kan ikke klare hele vejen til toppen. I Gora skifter jeg igen transportmiddel til en tovbane, der trækker sig op til Sounzan. Så er det slut med sporene, og nu skal jeg med svævebane. Først en fra Sounzan til Owakudani. Det er højt oppe og der er seismisk aktivitet. Det betyder rygende Onsen-bade og en mild svovllugt. Herfra er det så med en anden svævebane over et par bjerge og ned til Togendai. På en god dag ville man kunne se Fuji-bjerget. Men det er ikke en god dag – der er alt for meget varmedis.

Video - Svævebane til Togendai

Togendai ligger ved Lake Ashi, så nu skal der sejles. Det er dog ikke med nogen normal båd. Det er derimod et piratskib, der sejler til Hakone-Machi. Meget har jeg set indenfor kollektiv trafik, men et piratskib – det er første gang. Og selv om det hele er kitsch og plastic så vækker det tilfredshed hos kunderne – så hvem ved – måske noget at satse på fremover?

Fra Hakone-Machi er det noget så ordinært som en bus til Hakone-Yamoto. Herfra er det så lokaltog, Shinkansen og Yamanote inden jeg er tilbage på hotellet sent på eftermiddagen.

Video - Shinkansen på Odeware Station

Alt dette giver anledning til en lille lur, aftensmad på hotellet og så en Asahi fra automaten ude på gangen.

Torsdag den 22. juli

Hu-ha – jeg tror aldrig før jeg har oplevet det så varmt som i dag. Men en turist må gøre, hvad en turist må gøre, så udstyret med en våd vaskeklud – et trick jeg har lært af de lokale – tager jeg først Yamanote til Shinagawa og derfra lokaltoget Yokusuka til Kamakura. Kamakura er kendt for en række templer og jeg hopper faktisk af på stationen før Kamakura. Så ligger templerne som perler på en snor ind mod byen.

Det første hedder Engakuji. Oprindeligt er det fra 1282 og bygget for at Zen-munkene kunne bede for de soldater, der kæmpede mod Kublai Khan. Der er ikke noget af det oprindelige tilbage. Det er velsagtens alt sammen brændt ned.

Det næste tempel er Tokeiji. Det er mere en hyggelig og skyggefuld have – og det gør godt i varmen. Det var i sin tid datidens svar på Grevinde Danner Stiftelsen. Kvinder skulle udstå 3 år som nonner her, hvis de ville skilles.

Så kommer jeg til Kenchoji. Det er stort. Det blev stiftet i 1253. I dag har det 10 subtempler, og der er mange fine bygninger på Kenchoji.

Det sidste jeg ser – der er flere jeg hopper over – hedder noget så mundret som Tsurugaoka Hachimango. Det er lige i kanten af Kamakura, og derfor er der flest turister her. Det er en helligdom for Shinto-sekten. Den blev bygget af Minamoto Yoriyoshi – så ved vi det. Det er et meget farverigt sted, med stor turistappel. Især boden hvor man sælger spådomme har stor søgning. Til gengæld har det ikke den ro, som man finder ved de andre templer.

Herefter kommer jeg ind til Kamakura by, som primært er turist-gejl.

Jeg skulle nu tage over på den anden side af byen for at se en stor Buddha-statue, men det orker jeg ikke, så jeg tager toget retur til Tokyo og hotellet.

Aftenturen i Tokyo er også varm. Jeg tager Tokyo Metro til indkøbsgaden Ginza. Her er alle de fine forretninger. Hvad laver jeg dog her? Heldigvis er der også en Pronto – så kan jeg da få noget at spise.

Fredag den 23. juli

Jeg vågner kl. 6.06 ved at hele huset ryster – voldsomt synes jeg. Der er jordskælv. Det varer vel 20 sekunder. Det har en styrke på 5,3 på Richter-skalaen. Ikke nok til at være farligt eller til at noget går i stykker. Men det er nok til at gøre mig lidt forskrækket og trods alt også nok til at blive omtalt i de lokale nyheder. Heldigvis kan jeg falde i søvn igen.

Senere på dagen er det ud og ture i Tokyo. 3 steder bliver det til. Først til Asakusa. Det er et hyggeligt gå-rundt kvarter. Stedets sight er templet Sensoji. Hele skidtet er dog pakket ind i stillads. Jeg kan dog se det indvendigt, ligesom de omliggende bygninger er flotte.

Videre til Akihabara – også kaldet Electric City. Det er nørdernes paradis med elektronikforretninger, forretninger der sælger manga (tegneserier), DVD-butikker og al slags underholdning. Her har de alt det nye i iPad’s og 3D-TV. Her er også de såkaldte ”Maid-Cafe"s hvor unge piger klædt ud som ”Maids” underholder gæsterne.

Sidste stop er Shibuya. Hvor Akihabara tilhører nørderne, så er Shibuya for de unge modebevidste. Der er ufatteligt mange mennesker. Efter sigende skulle fodgængerovergangen ved Shibuya-stationen være verdens største. Jeg ved ikke om det passer, men der er i hvert fald mange der krydser på alle leder.

Video - tværs over verdens største fodgængerfelt

Tilbage til hotellet for at hænge dagens T-shirt til tørre. Aftensmad bliver på hotellet og en kort aftengåtur går til en lokal Pachinko-hal – uden gevinst.

Lørdag den 24. juli

Endnu en varm dag i Tokyo. Men medbringende koldt vand, vaskeklud og  en japansk vifte-ting så går det.

Første sight er et ”must-see”-sight. Det er Det Kejserlige Palads – eller rettere parken omkring. Den ligger lige i midten i Tokyo, hvor der lige er afsat nogle hektarer til det formål, i et område med lutter skyskrabere. Paladset kan man ikke komme ind og se. Men der er masser af turister, der stiller sig op udenfor, for at lade sig fotografere.

Derfra med Yamanote-line til Shimbashi. Herfra kører et førerløst metro-tog til Odaiba. Det er ovre på den anden side af Tokyo Bay, og er vel nærmest Tokyos svar på Ørestaden – et område der er bygget op fra bunden på få år. Der er shopping-malls, diverse underholdningsting og moderne bygninger. Toyota har et stort showroom som jeg kigger ind i. Der er en bane hvor bilerne kan køre af sig selv. Måske skulle man spørge om de også kan bremse?

Herfra tager jeg Metro hjem. Dagens sightseeing-program er slut.

Aftensmad på et lokalt pizzaria. Så er der ellers J-league fodbold på flimmeren om aftenen.

Søndag den 25. juli

Som mange andre storbyer, så har Tokyo heller ikke et centrum. Der er mange forskellige. De ligger faktisk alle sammen placeret langs ”ringruten” Yamanote-line. Derfor er den meget praktisk i turistmæssig sammenhæng. Samtidig kører den over jorden, så jeg kan se hvordan Tokyo ser ud.

Jeg starter dagen med Yamanote til Harajuku. Her er der flere sjove ting. I gaden Takeshita-dori (sjovt navn, hvis man læser det på engelsk) slår ungdommen sig løs. Her kan man købe mærkeligt tøj, som mange unge japanere ynder at iføre sig i weekenden. Her er mange klædt på som lolita’er, punkere, goth eller andre mærkværdigheder.

Mere ordentligt går det til ved den nærliggende Shinto-helligdom Meijujingu. På sådan en søndag er der flere bryllupper i gang. Bruden er stadset vældigt ud, mens gommen synes at være iført morgenkåbe.

Og i parken Yoyogi Koen hygger man sig. Man spiller på Shamisen, som er en trestrenget lut. Nogle bruger bare en almindelig guitar. Og så er der en masse, der øver teater inde mellem træerne. Hyggeligt sted. På stadion på den anden side af vejen skal der åbenbart være pop-koncert. En hoben skrigende teenage-tøser går helt amok da pop-stjernen ankommer i lukket bil.

Fra Harajuka tager jeg Yamanote til Ikebukoro. Det er shopping-land. Omkring shopping-mekkaet Sunshine City, går det helt amok med råbende sælgere. Jeg begynder at tro at japanere sætter pris på larm. Selv nøjes jeg med frokost og en kop kaffe på en cafe med rigtige porcelænskopper.

Video - Hypet stemning ved Sunshine City

Dette afslutter så dagens turistaktiviteter. Jeg tager Yamanote tilbage til mit hotel. Her får jeg aftensmad og så er der baseball på TV. Jeg er også gået i gang med John Irvings ”Sidste nat ved Twisted River”.

Mandag den 26. juli

Det er sidste dag i Tokyo. Det gør ikke noget. Rejsebatterierne er ved at være flade. 

Egentlig skulle jeg starte forfærdeligt tidligt, for at tage til tunfiskeauktion på Tokyos fiskemarked Tsukiji. Men jeg gider ikke stå op kl. 5. I stedet tager jeg metroen derned op ad formiddagen. Der er en del hurlumhej, og jeg skal passe på ikke at blive kørt over af en gaffeltruck.

Herfra går jeg op til Shimbashi, hvor jeg tager Yamanote til Ueno. Her er endnu et gademarked med hundredvis af forretninger. Der er bl.a. adskillige golf-butikker. Jeg hænger ud et par timer, inden jeg smutter over i Ueno Park. Ifølge min guide-bog skulle den være lettere forfalden. Det passer jo fint med, at jeg finder den vældig hyggelig. Parkens sø er fyldt med Lotus-blomster. På en halvø midt i søen er et fint lille tempel, og så hænger de lokale ellers ud i parken. Til gengæld er der ingen turister – de læser nok for mange guide-bøger.

Ueno Park afslutter således denne turs turisthalløj. Hjem til hotellet med Yamanote, afslapning, pizza på mit lokale sted og så eller alt mit ral i automaten ude på gangen. Det får jeg en stor Asahi Super Dry ud af.

Tirsdag den 27. juli

Op kl. 5.30. Afgang med hotellets bus kl. 6.40. I lufthavnen ca. 8.30. Tjek ind, køb ind og ventetid. SAS flyver kl. 11.40. I 11 stive timer. 2 film, 20 sider i John Irving, en iPod der ikke kan holde strøm og noget jammerligt føde.

Ankomst København kl. 15.50 lokal tid. Bagage og togbillet. Tog til Århus. I Århus kl. 20.40. Hjem for at pakke ud – i seng – slut på det her.