Lørdag den 1. Oktober

Tid til årets uge 40 ferie. En uge i Napoli. Bus til Billund ved frokosttid og så fly til Paris. 4 timers ventetid her inden ombordstigning i fly til Napoli. Ved check-ind får jeg at vide de har givet mig en nyt sæde. Det hedder 3C og det betyder med andre ord gratis opgradering til Business. Hvorfor ved jeg ikke, men det er der ingen grund til at spørge ind til. Så turen til Napoli bliver supercomfy med dejlig middag med kalvemedaljon, udsøgt tilbehør, champagne og naturligvis en cognac på toppen. Fandens det kun tager 2 timer.

I Napoli lidt i 11. Fat i bagagen, ind i en taxa som i ekspresfart drøner mig ind til UNA Hotel i centrum. Check ind på værelse 502. Glimrende. Finde ud af hvordan wi-fi virker. Så er vi i gang. 

Søndag den 2. Oktober

Skidt start på den her tur. Det pisser ned. Stikker lige snuden ud om formiddagen, men det er ikke relevant. Godt man har en bog med - og Netflix.

Lidt i 2 er det klaret op. Ud i Napoli. Centro Storico - Det Historiske Centrum - er dagens gåtur. Det er tæt på hotellet. En Lonely Planet Walk bliver til dels fulgt. Den har ikke mindre end 24 sights i den gamle bydel. Mest pladser og ældgamle kirker. Kirkerne dropper jeg som udgangspunkt. Pladserne er ok. Det er de mange små gyder og gader også. Det her er rigtig Napoli og Syditalien. Frokost på et Trattoria. Fin mad og italiensk arrogance. Da Napolis kamp starter på TV er det næsten umuligt at opdrive en tjener. Til gengæld tror han, at han skal have 5 € i drikkepenge. Forget it. Drøner rundt blandt de ældgamle faldefærdige huse i 3-4 timer. Når man trækker turisteffekten ud af det, må man undres over at det gamle lort stadig står.

Ved 6 tiden tilbage på hotellet. Senere står den på take away pizza og endnu mere Netflix.

Mandag den 3. Oktober

Napoli er forfalden, men helt tosset ser det da ud i Pompeji. Her tager jeg toget ud fra morgenstunden. Det betyder også at jeg kommer rimeligt tidligt og før den store hoben af turistgrupper. Men der er en grund til forfaldet i Pompeji. Skurken hedder Vesuv, og da den gik i udbrud i år 79, gik det hårdt ud over Pompeji. Byen blev jævnet og mange omkom. Herefter lå den gemt under størknet lava, og blev først opdaget igen i 1594. Egentlig udgravning begyndte dog først i 1748. Ikke det hele er udgravet, men der er rigeligt til når sådan en som mig går rundt. Det tager adskillige timer hvis man vil se det hele. Jeg vælger et lidt tilfældigt udpluk efter devisen at går turgrupperne til højre, så går jeg til venstre. Lonely Planet guiden sørger dog trods alt for at jeg får set highlights på de 3 timer jeg bruger på det gamle skidt. På det tidspunkt har turgrupperne fået overtaget, og jeg fordufter og tager toget retur til mit hotel og en siesta.

Ved 4-tiden er jeg klar til tur 2. Den går til området Vomero. Det sker først med metro og så med tovbane. Vi er nemlig oppe på en bakke. Her finder man bl.a. Castel Sant'Elmo. Det er et gammelt fort fra 1349 strategisk godt placeret. Det betyder selvfølgelig storslået udsigt og det er bl.a. derfor jeg er taget herop. Nedenunder kan man se Napoli og bugten. I horisonten er det Vesuv og Capri. Lige ved siden af er Certosa di San Martino - eg gammelt kloster, der nu er kunstmuseum, og derfor ikke interessant for mig. I stedet søger jeg tilbage og tager en anden metrolinje retur til Garibaldi og mit hotel. Et lokalt pizzasted - Fortuna - sørger for aftensmad. En kæmpepizza til 4.50 €. Det kunne godt blive en favorit.

Tirsdag den 4. Oktober

Egentlig havde jeg tænkt mig at tage en båd til Positano på Amalfi-kysten. Men for at nå den skal jeg tidligt op, og da vækkeuret ringer, så gider jeg ikke det alligevel.

I stedet bliver det til 2 gåture fra min 2. guidebog på turen - Napoli Unplugged. Tur 1 bliver i Napolis klassiske magtcentrum. Første stop er Castel Nuevo. Så nyt er det dog ikke. Det er fra 1279. Der er diverse småudstillinger, lidt kunst og andet herinde, og så er der en fin udsigt over Napolis havn fra slottets tårn. Så går det videre til indkøbscentret Gallerie Umberto I. Det er en meget klassisk indkøbsarkade fyldt med liv og charme. Så smutter jeg over til den store plads Piazza del Plebiscito og den flotte gamle kirke San Francisco di Paola. Flot på afstand, men går man tættere på kan man se at hele skidtet er ved at falde fra hinanden. Det er det gamle kongeslot Palazzo Reale på den anden side af pladsen også. Derfor er det hele pakket ind i stilladser og vurderet ud fra arbejdstempoet på de her kanter vil det også være tilfældet de næste 3-400 år. Herfra op ad den intetsigende shoppinggade Via Toledo til stationen af samme navn og med den stopfyldte Metro retur til Garibaldi og mit hotel.

Tur 2 hedder Porta Capuana. Det er mit lokale hood. Først op ad en gade med det appetitlige navn Via Carbonara. Der er et par kirker og pladser, men først og fremmest lokalt gadeliv med små forretninger, vasketøj ud af vinduerene og en masse mennesker der bare hænger ud. Sidstnævnte synes at være en udbredt aktivitet blandt napolitanere. Ned ad Via Duomo, og ind i domkirken - Duomo'en. Den er ret fin - især indvendig. Slutteligt op ad Corso Umberto I, som er en lidt kedelig transportvej.

Aftensmad fra Fortuna. Jeg varierer og tager en Capricciosa til aften - uden oliven.

Onsdag den 5. Oktober

Så går den ikke længere. Det er tidligt op og så ned til Molo Beverello hvor stort set alle færger afgår fra. Vejret til formålet er genialt. Solskin, skyfri himmel og blæsevejr så man kan mærke at man sejler. Jeg springer ombord på en båd til Capri. Det er i sig selv et veludviklet turiststed, men ikke for mig, så jeg hopper direkte videre over på en anden båd der tager mig til Positano ved Amalfi-kysten. Sejlturen er vildt flot med Amalfi-kystens klipper, små byer i bugterne og turkisblåt Middelhav.

Selve Positano er nærmest formet som en omvendt pyramide op ad skrænterne. Det skal ikke være nogen hemmelighed at byen er meget turistet. Masser af restauranter, masser af souvenir-shopping og den type små tøjforretninger, der kun kan trives steder som dette. Egentlig er der ikke meget at give sig til de 6 timer jeg er her. Jeg går lidt rundt og op og ned, og ellers kan man jo altid bare æde, drikke og sidde og sidde. Altsammen noget jeg har fin ekspertise i. Kl 16.30 er det retur igen. Atter en vældig flot sejltur og med skifte på Capri. I Napoli 2 timer senere, og så retur til hotellet. Man er blevet godt rød i gryden efter sådan en solskinsdag på vandet.

Torsdag den 6. Oktober

Igen ud at køre med Napolis jammerlige kollektive trafik. Perronen på Garibaldi er fyldt med mennesker, men først efter et kvarter dukker Metro 1 op i horisonten. Man står i lag i toget ind til Municipio. Her skal jeg så med en bus R4. Den dukker op efter godt 1/2 time. Hallo - vi taler en metropol med 4 mio. mennesker. Men ved 12-tiden når jeg så mit mål, nemlig kirken ved San Gennaro.

Det er ikke for at se kirken - her er der forøvrigt et bryllup i gang - men mere på grund af turen nedenunder i Katacomberne. Her er en glimrende 1-times rundvisning hvor man får lov at se de gamle gravsteder. Fattiglusene blev blot gravet ned. De lidt mere velhavende blev lagt på hylder. De rige fik egne små "lejemål", der også i døden kunne vise deres passende status. Mægtig spændende. Jeg - og flere andre - bliver til sidst lukket ud af en bagindgang, der via et lokalt hospitals parkeringsplads fører over til kvarteret La Sanità.

Det er et smadderspændende kvarter at gå igennem. Rigtigt Napoli - uden den plathed der var i Centro Storico. Her er der lokalt liv, masser af forretninger, et utal af storslåede bagere og en hoben af fede foto-opportunities på vejen. Igen må man imponeres over Syditalieneres evne til bare at hænge ud, uden at foretage sig noget nyttigt. Man må undres over hvordan man kan få tingene til at fungere med den arbejdsmoral, men på den anden side - det kan man jo heller ikke. Kvarteret ender nede ved stationen Cavour, men det er ret tæt på Garibaldi, så jeg vælger at gå hjem. Det er sikkert også både det hurtigste og det mest bekvemme.

Dagens tur 2 senere på dagen aflyses på grund af regnvejr. Istedet kan jeg stå at kigge ned over det trafikale vanvid foran hotellet og over mod stationen. Om aftenen er der fodbold på RAI 1. EM-kvalkamp mellem Italien og Spanien. Buffon kokser og så er Spanien på 1-0, men Italienerne får udlignet ved at snyde sig til et straffe.

Fredag den 7. Oktober

Der var truet med heldagsregn, men det bliver heldigvis ikke til noget. Kun et par byger undervejs. Til gengæld har en flok lokale skoleelever forsamlet sig foran hotellet. De skal ud for at demonstrere mod et eller andet. De er ikke så frygtelig mange, men til gengæld ganske højrøstede.

Jeg tager metroen ind til det historiske centrum. Der bliver til et par sights og en spændende byvandring. Først en lille gade ved pladsen Dante. Små boghandler og klavermusik i baggrunden. Det lokale musikkonservatorium bor her nemlig også. Så ned til Capella Sansevero. Det er et lille kapel, hvor den verdensberømte (?) skulptur Christo Velato ligger til skue. Skulpturen viser Kristus efter sin død med et klæde over sig. Det er flot lavet og man er lige ved at tro at klædet kan tages af, hvis det ikke var fordi det hele var i marmor. Besøget inkluderer en audioguide, der taler i en uendelighed. Så over til Santa Chiara kirken. Det er en af de mest berømte i Napoli. Den er stor men ganske "skrabet". I sin tid bygget af Robert af Anjou. Hans uskikkede søn Charles omtalte den dog som en stald, og tilføjede en del på det kunstneriske udtryk.

Den her del af Napoli er den mest turistede del. Så jeg søger væk og ind i de smalle gader og gyder. Det er sjovere. Her er masser af gamle palæer, hvor det er ret sjovt at gå på tilfældig opdagelse. Det her er universitetskvarter og et af de gamle palæer jeg tilfældigt falder ind i rummer den lokale arkitektskole. Ikke underligt at gårdmiljøet er lidt underligt. Og heller ikke underligt, at det er let at finde et godt og billigt pizzeria. Så ned til Metrostationen og retur. Nok turist for i dag.

Lørdag den 8. Oktober

Sidste turistdag. Jeg tager Metro 1 ind til Municipal. Så er der en gåtur til dagens første sight Galleria Borbonica. Det er en 500 meter lang tunnel under Napoli som Kong Ferdinand II byggede i 1853 for at skabe en direkte forbindelse mellem hans slot Palace Reale og havnen hvor hans tropper var. Blot som en sikkerhed, hvis nu hans folk gjorde knuder. Det gjorde de så ikke. Ferdinand fik ikke glæde af tunnellen. Han døde få år efter den var færdig og Napolis kongerige få år efter igen, da Italien blev Italien. Under 2. Verdenskrig blev den brugt som beskyttelsesrum. Ting og sager fra den tid ses stadig på den godt 1 time lange spændende rundvisning.

Vi bliver lukket ud i den anden ende så jeg går over til Lungomare en hyggelig park, der mest bruges af de lokale. Derfra ned til Napoli- bugten og retur mod centrum. Det er her Napolitanerne promenerer langs den fine udsigt, de dyre hoteller og de flotte restauranter. Masser af bryllupsbilledefotografing på dette stykke. Tænker der er arrangeret mange i den her weekend fodi Napoli ikke spiller på grund af landsholdspause. En lille halvø stikker ud i bugten. Borgo Marinaro hedder den. Her ligger det gamle slot Castel dell'Ovo. Herfra en fin udsigt på tværs af bugten mod Vesuv. Også flere restauranter herovre, så det bliver traditionel sen italiener frokost kl. godt 3. Pizza forstås. Så igen en lang gåtur til Municipal forbi flere sights i kvarteret Santa Lucia, inden jeg snupper Metro retur til hotellet.

Om aftenen kan man høre Polen-Danmark på netradio i godt selskab med en pizzaslice fra Fortuna.

Søndag den 9. Oktober

Så er det hjem. Check-ud fra glimrende base kl. 7. Taxa til lufthavnen. Kl 9.25 flyver Transvia til Amsterdam. Lander kl. 12. 4 1/2 times ventetid. 16.45 KLM til Billund. Lander en time senere. 18.30 bus til Aarhus. Hjemme kl 20.00.