Tyskland
17. juli - 8. august 2021
Lørdag den 17. Juli
Endelig – endelig – kan man få lidt luft under vingerne igen. Den planlagte Skotlandstur kunne ikke lade sig gøre, men Tyskland er et glimrende alternativ. Men først skal turens formentlig største hurdle klares. Togrejsen med DSB til Flensborg.
Det starter med en sammenpresset og ukomfortabel togbus til Horsens. Her holder så et tog, der kører videre til Fredericia. Desværre indeholder toget ikke den vogn jeg har plads i. Sådan set indeholder toget ikke nogen af de vogne, kunderne har pladsbillet til. Til sidst finder man så ud af at omdøbe vognene, og så kan de urutinerede ferierejsende rende rundt som høns for at finde rette siddeplads.
I Fredericia skal man så med DSB til Flensborg. Her passer numrene heller ikke, men en praktisk indrettet konduktør stiller sig ved vogndøren og proklamerer det er vogn 82, selv om alle skilte sige 72. En forbedring trods alt. Endelig Flensborg. Her tager Deutsche Bahn over, og så fungerer det perfekt indtil jeg lander på Hamburg Dammtor.
Her er der en kort gåtur til Scandic Emporio Hotel. Lækker standard, og for 10 Euro bliver jeg upgradet til et udsigtsværelse på 6. Sal. Så ellers en lille slapper og en banegårdssandwich.
Ud på eftermiddagen er det første bytur. Det bliver til de nærliggende kvarterer Karolinenviertal og Sternschanze. Det er et par fede kvarterer med streetart og alternativ livsstil. Der går jeg rundt et par timer. Virkeligt lækkert med andre indtryk end Mejlgade.
Efter lidt shopping hjem til hotellet. Abendessen fra et lokalt pizzasted. Så er man i gang og here we go.
Søndag den 18. Juli
Tidligt op og starte dagen med det bedste ved alle ordentlige hotelophold – den store morgenbuffet. Her på Scandic Emporio Hotel skuffer den ikke. Der er både koldt og varmt, juice og kaffe ad libitum og så lige en kage på toppen.
Således forfrisket er det udenfor og kigge. Først med U hhv. S-bahn til Blankenese. Det er er rigmandsforstad til Hamburg. Fra stationen går det ned ad Treppenviertel til Elben. Her snupper jeg en færge over til den anden side og retur igen. Dejlig sejltur uden for mange turister, men flest lokale der skal på cykeltur. Ellers fint udkig over Elben med både små og store skibe. Et kæmpestort containerskib kan man næsten nå ud til når man står på stranden. Retur til stationen, og en fin lille frokost inden det går retur til Hamburg og eftermiddagspause.
Senere med U-bahn ned til Elbphilharmonie. Den fine nye koncertbygning tjekkede jeg også for ca. 1 ½ år siden, men da var der så tåget at man ikke kunne se meget. I dag er udsigten upåklagelig fra den flotte bygning. Herfra er der rundt i Speicherstadt med de gamle renoverede pakhuse. Omkring Harmonien er der mange turister, men man skal ikke langt væk før de stort set er forsvundet. Så kan man til gengæld høre en velsyngende sangerinde, der er ved at optage en video og man kan kigge på de flotte gamle broer over Elben.
Jeg er frisk og vælger så at gå retur til hotellet. Aftenburger undervejs. Udendørs spisning. Perfekt vejr – 24 grader og en frisk brise. Hjemme ved 7- tiden. Relax og gøre sig klar til den næste buffet.
Mandag den 19. Juli
Overskyet og faldende temperatur i dag. Men ok endda. Dagen er afsat til en dagstur til Lüneburg. Det er en gammel by ca. 50 km. syd for Hamburg. Turen derned med tog tager omkring ½ time.
Vel ankommet er det på gåben for resten. Der går egentlig bare rundt i den relativt lille og overskuelige by. Undervejs er der masser af flotte gamle huse. Man kommer forbi et vandtårn, med adgangen til tårnets udsigt er lukket pga. et privat arrangement. Videre rundt. Hen til en kaffe og kage på torvet, og så videre ad nogle små gader ned til noget vandløb. Lige ved siden af er man i gang med at optage en TV-serie eller en film. Det skaber et vist opløb blandt de lokale. Tror muligvis der er nogle kendte skuespillere involveret.
Så hen på endnu et torv med et rådhus og andre gamle sager. Tid til turens første Schnitzel med spejlæg og brasede kartofler. Derfra rundt i flere hyggelige kvarterer inden inden jeg trisser retur til banegården, hvor jeg kommer præcis 59 ½ minut for tidligt til toget. Eller nogle vil mene jeg kom 30 sekunder for sent til et andet. Måske man alligevel skulle ha’ tjekket køreplanen.
Retur i Hamburg ved 17-tiden, så ikke mere aktivitet for den dag – bortset fra en pizza fra Domino’s ovre på den anden side af vejen.
Tirsdag den 20. Juli
Endnu en storartet dag med godt spadseretursvejr. Let skyet og ikke for varmt. Så efter Der Grosse Morgenbuffet dapper jeg over til St. Pauli. Første stop er Millerntor – hjemmebane for legendariske FC St. Pauli. Man kan desværre ikke snige sig ind på stadion, men også udefra kan man se at det er særlig klub. Masser af “reklamer” mod racisme og homofobi og en aktiv fanklub der afholder kurser i at læse og skrive. “Bare kom fredag formiddag. Det er gratis og ingen tilmelding”. Det er ikke hverdagskost for fodboldfanklubber.
Så gennem St. Pauli kvarteret, som er meget mere end det det er kendt for. Det er et gammelt arbejderkvarter, men selvfølgelig med et righoldigt værtshusudvalg. Jeg går igennem kvarteret ned til Landungsbrücke nede ved Elben. Her starter alle havnerundfarterne. Jeg vælger en fra en lille båd, som så også kan komme ind i kanalerne i Speicherstadt inden den sejler ud i det nærmeste af havnen. Fin tur.
Så frokost – Pfefferschnitzel – inden en gåtur under Elben via den gamle Elbtunnel. Udsigt ovre på den anden side, inden det går med elevator ned igen og retur. Det går også med S/U-bahn hjem til hotellet for en pause.
Senere en kort bytur. Rundt om Binnenalster, kigge på rådhuset og så igennem nogle af de mere dødssyge forretningsgader, der er ens overalt i verden. Det er Domino’s sådan set også, men det er nu ret nemt at købe en pizza her og slæbe med hjem til hotellet.
Onsdag den 21. Juli
Vi skal ikke hjem – vi skal videre. Til Berlin. Så efter morgenbuffeten pakkes der sammen, tjekkes ud og spadseres over til Hamburg Dammtor. 9.28 – sharp – kører ICE-toget til Berling Hauptbahnhof. Her lander det præcist på sekundet 11.23. Så S-bahn til Alexanderplatz, og en kort gåtur til H4 Hotel Berlin Alexanderplatz. Tjek ind på værelse 744, og kort afslapning inden det går ud i Berlins pulserende liv.
Dagens gåtur går op til Prenzlauer Berg. Der er ikke urimeligt langt at gå, så det gør jeg. Igennem de hyggelige gader med lokalt folkeliv, lækker frokost på en Nepalesisk restaurant og videre op til Mauerpark. Her hænger folk også ud. Et par unge mennesker har stillet trommesæt op og tæsker løs på det. Nogle graffitikunstnere er i gang på muren ind til det lokale stadion. Her står også en del pushere og sælgere sjovt stof i små poser.
Tid at vende om. Retur med et ophold på Prater Biergarten og så igen igennem Prenzlauer Berg. Ikke nogen seværdigheder men hyggeligt og folkeligt kvarter. Retur på hotellet med lidt shopping fra den lokale Netto. Aftenafslapning på værelset og i hotellets Executive Lounge med gratis øl, vand, vin, kaffe etc. som jeg af uransagelige grunde har fået adgang til.
Torsdag den 22. Juli
Jeg har meldt mig til en lidt speciel tur. En tur i Spree Park kl. 11. Så op af morgenen tager jeg S-bahn ud til Plänterwald. Herfra er der en god gåtur ned til Spree Park, som er en forladt forlystelsespark. Man kan ikke bare gå ind. Det skal ske på en guided rundvisning, da det ellers vurderes at være for risikabelt. Det betyder så også at man får hele historien fortalt, om hvordan den blev bygget i det gamle DDR som et vældig populært underholdningssted for de østtyske familier, og hvordan den forfaldt efter sammenlægningen, da den bare ikke levede op til vestlige standarder. Det er spændende og der er fede fotomuligheder af nogle af de gamle forfaldne forlystelser.
Videre herfra gennem skoven og ned til hyggelige Insel der Junges ude i Spree-floden. Her er også en god Biergarten hvor jeg får turens første Currywurst med tilhørende fadbamse.
Så videre over i Treptower Park til den mærkværdige seværdighed med gale Sovjettiske mindesmærker, som stod i Østberlin før murens fald. Jeg har set dem før, men de er ikke blevet mindre mærkværdige siden. Herfra gennem den sidste del af skoven til Treptower S-bahn og retur til mit hotel og ikke mindst et par sodavander i min lounge.
Dagens strabadser har ikke gjort noget godt for min højre ankel, så aftenen bliver afslapning kun afbrudt af en tur til Biergarten Hofbrau Berlin ved siden af hotellet. En stor schnitzel, en klat kartoffelsalat og en god øl hæver humøret betydeligt.
Fredag den 23. Juli
Der er blevet gået rigtigt meget de seneste dage. Det har højre ankel nu protesteret over, så den er pakket ind og blevet lovet en lidt roligere dag. Derfor med S7 ud til Potsdam, og der med en lang sejltur lang floder, kanaler og søer omkring den fine byer.
Det er primært ældresegmentet der er ombord, og der er selvfølgelig servering af vådt og tørt når naturen passerer forbi. Turen er lang – 4 timer – og nåh ja – en lille smule kedelig. Men afslappende - helt bestemt. Højdepunktet er passagen af Glienicker Brücke, hvor spioner blev udvekslet i gamle dage.
Retur i Potsdam bliver det til en pizza i Banegårdscentret inden jeg smutter retur til hotellet, min lounge, aftenflute og Schalke04 – HSV på TV. At tænke sig at begge disse klubber nu henslæber i 2. Bundesliga, der sæsondebuterer her til aften.
Lørdag den 24. Juli
Rimeligt tidligt op. Så slipper man nemlig for at stå i kø ved buffeten. Og det er vigtigt.
Man kan så selvfølgelig også komme tidligt i gang med de turistvendte aktiviteter. I dag er det først med S-bahn og bus ud til Schloss Charlottenburg. Slottet er fint og spektakulært udefra. Hvordan det så ser ud indvendig skal jeg ikke ytre mig om, da jeg som det næsten er tradition ikke går ind. Men jeg tænker det er fyldt med gamle møbler, rustninger og malerier. I stedet tager jeg – som sædvanlig en tur rundt i slottets flotte park. Mange benytter lørdag formiddag til en løbetur her. Men heldigvis kan man også bare gå. Efter nogle timer trisser jeg på samme måde retur til hotellet, medbringende en cola og en baguette fra en snask på banegården.
Senere på dagen en tur til Wedding med S. hhv. U-bahn. Det skulle være byens pt. hippe kvarter, da Prenzlauer Berg og Kreuzberg er blevet for mondæne. Kvarteret er også meget multietnisk. Alle gadenavne er f.eks. opkaldt efter afrikanske lande, som man enten skal være god til afrikansk geografi for at kende – eller alternativt have fulgt godt med i VM i bold de sidste 40 år. Jeg begår dog en fejl ved at forlade kvarteret for hurtigt, og gå mod Plötzensee, som ser spændende ud. Det er den så ikke. Her hænger mest beruset og støjende lokal ungdom ud. Lidt som Botanisk Have i Aarhus. Jeg gider ikke at vende retur, så i stedet følger jeg en vej der snart viser sig at udvikle sig til noget motorvejshalløj. Så jeg hopper på en bus hen til nærmeste S-bahn hvor jeg kan tage toget til Prenzlauer Berg og derfra en letbane tilbage til hotellet. Igen købes vand og baguette med hjem til aftenafslapningen.
Søndag den 25. Juli
Lummervarm sommerdag i Berlin. Første tur er med S-U bahn til Tempelhof. Her lå engang en flyveplads. Nu er den omdannet til et kæmpestort rekreativt område. Alt for stort til at kunne gå rundt, så jeg nøjes med et hjørne. Men mange cykler eller bruger rulleskøjter som hjælpemidler, så de kommer bedre rundt på begge start- og landingsbaner. Lufthavnen er i øvrigt kendt fra luftbroen til Vestberlin, dengang østblokken lukkede af for den kørende vareforsyning. Min tur tager et par timer, og ved afslutning opdager jeg at der faktisk er en bus til Alexanderplatz. Der tager lidt længere tid, men til gengæld slipper man for at skifte og får set nogle nye kvarterer i byen.
Frokost på mit Bräuhaus. Karrypølse, fritter og en stor fadbamse.
Tur 2 bliver til mere kendte seværdigheder. Hidtil har jeg faktisk mest holdt mig til kanten af byen. Nu bliver det med 2xS-bahn ind til Potsdammer Platz. Her viser det sig, at der er et udsigtspunkt jeg ikke kendte til. For en brøkdel af prisen for en tur op i TV-tårnet får man en rigtig flot udsigt. Herfra over til selve Potsdammer Platz, med den mærkværdige overdækning og derfra går jeg op til Brandenburger Tor. Hjem med rute 100 af halvkedelige Unter den Linden. De har repareret på den i 30 år, men den ser stadig lige slidt og forfalden ud.
Aftensmad bliver en Dürum-ting fra en snask. Det trækker op til regn, og ganske rigtigt. Jeg er dårligt nået ind på værelse 744 inden det begynder at høvle ned.
Mandag den 26. Juli
Sidste dag i Berlin. Tid til 2 “kvartersbesøg”, som egentlig bare går ud på at tage S eller U-bahn til et centralt sted i kvarteret, og så tage den derfra.
Første tur til Kreuzberg. Vældig etnisk område. Hopper af ved Kottbusser Tor. Herfra gås til Gorlitzer Park og ned til Landwehrkanalen inden jeg er retur ved det multietniske. Så hjem igen. Frokost bliver en salamibaguette.
Schöneberg senere. Mere bohemekvarter. Ved ikke om det er opkaldt efter Ib. Pænere huse – knap så meget streetart. Starter ved Nollendorf Platz (godt navn) og så gennem det polerede kvarter til Schöneberg Rathaus. Her holdt John F Kennedy sin berømte “Ich bin ein Berliner”-tale i 1963. Willy Brandt var for øvrigt Borgmester. Herfra så retur igen til Alexander Platz. Der købes en Dürum med hjem til aftensmad på hotellet.
Ellers lidt lounge-tid og lidt afslapning. I morgen skal jeg videre.
Tirsdag den 27. Juli
Exit Berlin. Efter veloverstået buffet og check-ud, er det en kort gåtur til stationen ved Alexanderplatz. Her kører RE1 kl. 10 til Magdeburg. Den sidste slat dog med sporvogn på grund af et sporarbejde.
Dermed også slut med storbyferie. Resten af turen er inspireret af en artikel fra Politiken, med besøg i nogle byer langs det gamle jerntæppe. Magdeburg lå i DDR og vel kun kendt for Jürgen Sparwasser – manden der scorede da DDR vandt 1-0 over Vesttyskland ved VM i 1974.
Efter check-ind på InterCity Hotel ved Banegården – en nedgang i standard – starter jeg først med en kinabox og så en visit i det lokale turistbureau. De har sådan et lille kort med numre på. Perfekt. Første stop er et spændende hus bygget af legenden Hundertwasser. Så ved man det er mærkeligt, skævt og farverigt. Videre herfra til flot plads ved Domkirken, og så ned til Elben. Der er meget vand og stærk strøm. En turistbåd der sejler modstrøms kæmper en brav kamp, mens en lille jolle medstrøms har fuld fart på.
Tid til et cafebesøg, hvor jeg snupper et “Erdbeerebecker”. Det er en ubeskrivelig lækker sag med vanilleis, jordbæris, friske jordbær og flødeskum på toppen. Så kan man godt holde til at gå lidt mere rundt inden man trisser tilbage til varme værelse 202 med direkte udsigt over perron 2. Leder lidt efter et supermarked til lidt aftenindkøb. Finder til sidst et i kælderen i et shoppingcenter. Det viser sig så at være på størrelse med Aarhus Stadion, med deraf følgende udfordring med at finde sodavandene. Men til sidst lykkes det da. Billig burger fra Burger King gør det ud for en slags aftensmad. Havde helt glemt hvor dårligt de smager.
Onsdag den 28. Juli
Fin morgenmad her på stedet, som opvarmning til dagens første tur. Den går til højre og ned til Elben. Elben krydses via flotte og brutale gangbro Hubbrücke. Ude midt i Elben ligger øen Werder, som primært er en stor bypark. Der er også et vandtårn man skulle kunne komme op i, men det er lukket. I stedet går jeg rundt, kigger på livet, sidder på en bænk og kommer selvfølgelig også langt ud af en vej der slutter blindt. Der er et enkelt traktørsted derude, så det er jo fint til frokost. En Pfannkucken og en Bitburger er ikke så tovlig. Så krydser jeg retur via en anden bro, og snupper en sporvogn retur til hotellet og en pause.
Tur 2 bliver lidt rundt i Altstadt. Altstadt er nok falsk varebetegnelse, for det blev jævnet med jorden i 2. Verdenskrig, og efterfølgende opbygget med DDR Plattenbau. Lidt af det står i fortsat forfald, en del er sat i stand og så er en del af Altstadt omlagt til gågader og shoppingcentre. Turen slutter ved fine Johanniskirche. Aftensmåltid bliver en Calzone og en Bitburger.
Torsdag den 29. Juli
Endnu en fin solskinsdag, dog til den blæsende side, men det gør nu ikke noget. Så starter med en sporvognstur ud til Elbauenpark. Her er 2 semiseværdigheder, der lige skal tjekkes ud. Det første er et stort trætårn, formet nærmest som en tipi. Angiveligt et af de største træbygninger indenfor et eller andet større geografisk område. Man kan bestige bygningen udvendig via en stor rampe. Fra toppen er der en fin udsigt ind over Magdeburg. Indenfor er bygningen et naturvidenskabeligt museum med mærkværdige instrumenter og en bunke plancher på tysk.
Herfra over til parkens anden seværdighed. Et sommerfuglehus. Fint og varmt. Havde håbet på gode billeder, men sommerfuglene er usamarbejdsvillige, og vil ikke sidde stille. Derfra ind til byen igen, frokost på min kineser og afslapning på værelse 202.
Eftermiddagstur rundt i centrum. Besøg inde i den store Domkirke. Jeg har altid undret mig over disse kirker, som må have kostet sindssyge mængder af ressourcer og som er bygget på tidspunkter hvor kræfterne nok kunne være blevet brugt bedre. Herfra så videre ud i de ældste dele af Magdeburg. Flere flotte bygninger, og eftermiddagsturen sluttes af med en stor isvaffel. Aftensmaden hentes senere i Subway og indtages i hotellets have.
Fredag den 30. Juli
Sceneskifte igen. Også i Tyskland har man sporarbejde, så det starter med ersatzverkehr til Oschersleben hvor toget til Quedlinburg i Harzen holder klar. Indrømmet – jeg har nok mest tænkt Harzen som et sted og tage hen, når man bliver gammel og gråhåret – men nu ligger det lige på vejen.
Check-ind på hyggelige og familiedrevne Quedlinburger Hof. Det er så oldschool at man får udleveret en rigtig nøgle. Værelset er ikke klar, så jeg afleverer bagagen og begiver mig ud i den lille romantiske turistby, der sagtens kan gøres i løbet af en dage. Der er masser af fine bindingsværkshuse og hyggelige gader og gyder. Men som jeg flere gange synes at have oplevet i den slags byer, er der næsten 2 dele. En del hvor turisterne kommer og husene er lavet om til turistforretninger, cafeer, restauranter og lignende. Og så en andel del hvor husene bruges som boliger. Sidstnævnte er som altid den sjoveste at gå på opdagelse i. Undervejs bliver det til en af turens bedre frokoster. Den er ovenikøbet vegetarisk, men jeg skulle pisse, så det var nødvendigt at gå derind for at spise.
På hotellet igen ved 4-tiden med lidt shopping fra Kaufland. Det hyggelige lille værelse under loftet er klar, og værten har været så venlig at slæbe bagagen op. Så kan jeg bare ligge mig og tage en morfar på den vældig bløde seng.
Aftenturen bliver kort. En gåtur hen til Subway for at få en kødfyldt flütes. Man skal jo ikke blive fanatisk.
Lørdag den 31. Juli
Tid til Harzens største seværdighed. En tur til Brocken – eller Bloksbjerg som der er bedre kendt som i Danmark. Toppen er i 1.100 meters højde, men det særlige er turen derop. Men først er det med tog til Weinigerode. Her starter den spektakulære opstigning til Brocken med et ægte damplokomotiv op ad Harzens smalsporsbane. Turen derop tager 2 timer, og er vældig flot. Harzens skove er dog ramt af sygdom. Mange træer mister barken og står som træpinde, der er klar til snart at vælte. Men alt vil blive godt igen siger ekspertisen. Ny skov vil vokse op.
Oppe på toppen er det pivkoldt. Nogen kunne godt have sagt at det var koldt i 1.100 meters højde – alternativt kunne jeg selv have tænkt det. Men her står jeg i t-shirt og hundefryser og tænker kun på at komme ned igen. Så det gør jeg så hurtigt som muligt. Med et togskifte og en pølse i Drei Annen Hohne. Hjemme igen i Quedlinburg ved 5-tiden.
Aftensmaden hentes i lokal snask ved siden af hotel og banegård. En udmærket pizza og en aftengåtur i Quedlinburg.
Søndag den 1. August
Det skal ikke være nogen hemmelighed at den vigtigste grund til at Harzen kom med på denne tur var mulighederne for at køre med gamle tog. Disse er omtalt en en fin rejsebog jeg har købt om Europe by Rail. I går var det Brocken-banen. I dag er det Selketelbahn. Den starter i Quedlinburg, og kl. 10.30 tager jeg det dampdrevne tog til Alexisbad. Her er der ikke nær så mange turister som til Brocken. Til gengæld er turen heller ikke så spektakulær.
I Alexisbad hopper jeg af, mens toget kører direkte retur. Jeg kigger mig om i den søvnige og halvlukkede kurby, hvor topseværdigheden synes at være et vældigt gammelt forfaldent kurhotel. Da jeg heller ikke kan finde hverken kaffe eller frokost bliver det et kort ophold, så efter en time tager jeg et andet halvgammelt tog – dog med dieseldrift – retur til Quedlinburg. Det tog har så den fordel at man kan placere sig, så man kan se ud gennem førerhuset.
I Quedlinburg bliver det til en pølse i den lokale snask inden eftermiddagsafslapningen. Om aftenen bliver det til en sidste gåtur rundt i byen. På trods af sin lidenhed farer jeg vild, og for at det ikke skal være løgn bliver jeg også våd da det begynder at regne. Alt det kalder på en ny pizza fra den lokale. De er begyndt at hilse når jeg kommer. Bekymrende.
Mandag den 2. August.
Slut på hyggelige og turistvenlige Quedlinburg. Vi skal videre. Først et regionaltog til Halberstadt og så et andet til Halle. Sidstnævnte er forsinket, så det er lige til øllet at jeg fanger mit ICE-tog til Erfurt – en by der er opkaldt efter den tidligere Viborg angriber Hans Erfurt.
Fra banegården er det en 10 minutters gåtur til mit Ibis Hotel. Får tjekket ind på værelse 112 på et glimrende værelse og oven i købet med velfungerende wifi i modsætning til Quedlinburg.
Efter en kort pause er det ud og kigge på byen, og hvad er mere naturligt end at starte med en sen frokost. Det bliver på et Bräuhaus hvor jeg får serveret 2 pølser, en gang kloss (sammenpresset kartoffelmos) og saurkraut. Alt sammen til akkompagnement af tyrolermusik. Ikke nogen behagelig oplevelse, men dog autentisk. Så ellers videre rundt i den hyggelige by. Det bliver hen forbi den store Erfurter Dom, og op af en masse trapper til Bastion Kilian på toppen af Petersberg. Her er der en fin udsigt til Domkirke og udover Erfurt. Her begynder det så at regne rimeligt seriøst, på trods af at DMI hævder det først skulle ske til aften. Klog af skade har jeg dog medbragt min hullede paraply. De indfødte har også medbragt regntøj – dog ikke gult. Måske det var en overvejelse værd.
Da det bliver tilstrækkeligt tørt smutter jeg ned gennem byen og forbi en anden lokal seværdighed nemlig området ved Krämerbrücke, med gamle huse på en bro. Turen slutter på hotellet, inden aftenshopping i den lokale ALDI og en aftenbox fra en kinesisk snask.
Tirsdag den 3. August
Typisk turistdag med 2 seriøse gåture.
Tur 1 går primært rundt i Erfurt Altstadt. Det er en gammel by, med masser af turistvenlige bindingsværkshuse. Især omkring Krämerbrücke er det vældig idyllisk. Så der går et par timer med det. Indtil kl. 12 faktisk, for da bliver det tid til noget så usædvanligt som et museumsbesøg. Det sker på Stiftung Effersberg. Det er et museum om undertrykkelsen af befolkningen af det socialistiske diktatur i perioden 1949 – 1989. Der er bl.a en etage hvor man kan se de celler, man brugte til at få samfundsomstyrterne til at makke ret. Og så er der en glimrende gennemgang af væsentlige begivenheder i DDR-tiden. Især er det spændende at se hvordan vestlige hhv. østlige ugejournaler har set vidt forskelligt på de samme begivenheder. Og så er det jo interessant fordi man selv kan huske dele af det.
Tur 2 går mere rundt i shopping Erfurt og så en halvkedelig park ved stationen. Egentlig ikke så meget at skrive hjem om fra den tur. Også en schnitzel i et indkøbscenter, inden aftenafslapning på værelse 112. Nu regner det også.
Onsdag den 4. August
Dagstur til Weimar i dag. Det tager kun et kvarters tid med toget. Byen er kendt for Goethe, Schiller, Republikken og Bauhaus (arkitekturen altså – ikke byggemarkedet).
Goethe skrev en bunke digte, noveller og romaner og boede i Weimar fra 1775. Schiller var også en berømt digter og dramatiker og boede i Weimar fra 1787. Sammen med Goethe grundlagde han Weimar Teatret, som blev Tysklands førende teater.
Weimarrepublikken var navnet på det tyske samfund i perioden 1918 til 1933, altså faktisk det demokrati der overtog efter Kejserdømmet og endte så ulykkeligt med Nazismen. Den første nationalforsamling afholdtes i Weimar i 1919 – deraf navnet. I bl.a. TV-serien Babylon Berlin får man et fint indblik i den luftige tid.
Bauhaus er en tysk stil for design og arkitektur, som også startede i 1919 og grundlagt af Walter Gropius. Stilen blev forbudt af Nazisterne og blev derfor videreført som New Bauhaus i Chicago. Bauhaus dannede skole for den senere modernisme.
Alle disse relativt ligegyldige informationer kunne jeg sikkert have fundet på byens mange museer, hvis jeg gad det. Men de er altså fundet på Wikipedia fordi det er nemmere.
Bortset fra det så er Weimar en hyggelig og flot by, med en masse fede skulpturer. Også af andre end de omtalte berømtheder.
Aftentur med indlagt Schnitzel i Erfurt. For første gang finder jeg rundt uden brug af Google Maps. Aftenafslapning på værelse 112. Ovre på den anden side af vejen opfører de Cyrano de Bergerac. Jeg kan se det øverste af forestillingen hen over en mur, men mit tyske rækker ikke til at forstå indholdet.
Torsdag den 5. August
Siden Berlin har denne tur lænet sig op ad den gamle Øst/Vesttyske grænse, men på den østlige side. Nu hopper jeg over på den anden. Til Fulda med et ICE-tog fra Erfurt. Turen i sydvestlig retning tager 1 ½ time.
Jeg er i Fulde ved 12-tiden og gør den korte gåtur hen til Arte Altstadt Hotel. Her får jeg nøglen til mit værelse 503 som er i hotellets nabobygning. Kæmpestort værelse i moderne industrielt design, gratis kaffe og fri minibar. Så er jeg glad og tilfreds, og kan efter en kort pause gå ud i hyggelige Fulda. Byen er ikke særlig stor, så jeg når nemt de 3 store seværdigheder i løbet af eftermiddagen. Det er Slottet, som jeg dog ikke gider gå ind i – Slotsparken, som er rigtig flot og så Domkirken, der især udefra er mægtig flot. Herfra trisser jeg hjem gennem den lille by til mit kæmpestore værelse.
Aftenturen går i lidt indkøb og så en kebab fra en lokal snask.
Fredag den 6. August
Først glimrende morgenmad i hotellets eget Bräueri. Dog ikke fadøl på mine cornflakes. Så ud på tur 1. Det er lidt regnfuldt og koldt i dag. Turen går op til klostret Frauenberg lige i kanten af centrum. Hyggelig sted med en fin kirke, en hyggelig have der både ser flot ud og lugter godt af mange forskellige urter. Der er også en flot udsigt over Fulda, som dog forstyrres af lavthængende skyer. På stedet får man åbenbart hjælp fra flere “alternativt begavede” unge mennesker, der går rundt og ser glade ud og går lidt til hånde. En af dem skaber dog lidt tumult, da hun vil vise hun kan afsynge den tyske nationalhymne, alt imens der åbenbart er ved at blive optaget et radiointerview på stedet. De må afbryde interviewet. Lidt sjovt. Jeg smutter ned igen. Finder en billig restaurant til frokost og smutter retur til hotellet til pause.
På hotellet har de en fin feature. Hvis du ikke har behov for rengøring – og hvem har det hver dag – så hænger du bare en lille pose på døren. Når du så kommer retur er posen fyldt med godter. Lidt ligesom en julesok.
Tur 2 bliver tilfældig rundt i byen. Den er ikke stor og meget overskuelig. Masser af bindingsværk, cafeer etc. Rigtig hyggelig, men hurtigt overstået. Kinesisk aftensmåltid inden aftenafslapning med godterne, så posen kan hænges op igen. Hvem fanden gider rene håndklæder, når man kan få en Ritter Sport i stedet.
Lørdag den 7. August
Indrømmet. Jeg har overvurderet mulighederne i Fulda. Der er ikke rigtigt noget jeg ikke har set. Så det bliver blot til et par små gåture, og så en hel del OL på ZDF. Dagens højdepunkter: En udstilling med Bob Dylan litografier på et lokalt galleri, en sandwich hos en bager og en gang kylling i sur-sød hos min Kineser. Og så posen selvfølgelig.
Søndag den 8. August
Nu skal vi ikke videre – vi skal hjem. Afgang fra Fulda kl. 9.15 til Göttingen. Det kører så til Hamburg Dammtor, men bliver 10 minutter forsinket, så forbindelsen til Flensburg smutter. Ned på Rejsecentrum hvor venligt personale hjælper med at lave billet om.
Så videre til Rendsburg, hvor der er en solid pause inden DSB overtager og fragter mig til Fredericia. Fra Fredericia til Aarhus kunne der kun skaffes 1. Klasse, men jeg skal bare sende billetten til Frankfurt, så skal Deutsche Bahn nok kompensere – siger de. Vi får se.
Alt i alt hjemme ved 8-tiden. 2 timer senere end planlagt. Træt og slidt som sædvanligt, men hvad gør det – man skal jo bare på arbejde i morgen.
Hoteller
Hamburg: Scandic Emporio Hotel ⁎⁎⁎⁎
Berlin: H4 Hotel ⁎⁎⁎⁎
Magdeburg: InterCity Hotel ⁎⁎
Quedlinburg: Quedlinburger Hof ⁎⁎⁎
Erfurt: Ibis Hotel ⁎⁎⁎⁎
Fulda: Arte Altstadt Hotel ⁎⁎⁎⁎⁎
Transport
Aarhus - Horsens - Fredericia - Flensborg - Hamburg:
Togbus/Tog
Hamburg - Berlin: Tog
Berlin - Magdeburg: Tog
Magdeburg - Quedlinburg: Togbus/Tog
Quedlinburg - Erfurt: Tog
Erfurt - Fulda: Tog
Fulda - Göttingen - Hamburg - Rendsburg - Fredericia - Aarhus: Tog
Dagsture
Hamburg - Lüneburg: Tog
Potsdam kanalrundtur: Sejltur
Quedlinburg - Brocken: Damptog 👍
Quedlinburg - Alexisbad: Damptog
Erfurt - Weimar: Tog
Museer og lignende
Spree Park, Berlin 👍
Jahrtausendturm, Magdeburg
Stiftung Effersberg, Erfurt