Antwerpen og Amsterdam
13. - 24. April 2022
Onsdag den 13. April
Med tog til Antwerpen. Her var jeg en ½ dag for nogle år siden, og fandt byen spændende. Så denne tur til Amsterdam starter med 3 dage i Antwerpen. Så det bliver en tur til dobbelt-A. Tog er valgt fordi man jo skal være lidt miljøbevidst. Det er dyrere og tager længere tid end at flyve. Til gengæld er det mere afslappende, især når det er på første klasse – sådan da.
7.40 fra Aarhus til Padborg. Herfra videre til Hamborg, og herfra turens længste del til Köln. Alt kører smooth. I Köln bliver vi en time forsinket, fordi nogle passagerer skal lempes over i andre tog. Der er en del Ukrainske flygtninge med, og det er flere end toget kan magte. Jeg synes ikke man kan brokke sig. Til gengæld er der vrælende børn og ingen servering på 1. Klasse, hvilket er lidt skuffende. Sidste del af strækningen fra Bruxelles til Antwerpen fungerer også gnidningsløst. Brødflov bliver første prioriteten i Antwerpen at få fat i en Kebab. Jeg kan ikke finde en relevant sporvogn, og tager derfor taxa til hotellet. Tjek-ind på flotte værelse 302 på Hotel t’Sandt, tænde for Champions League og sætte tænderne i min kebab inden det bliver sengetid.
Torsdag den 14. April
Noget af det fedeste ved gode hoteller er at skulle stå op til en solid morgenbuffet. På Hotel t’Sandt skuffer den heller ikke. Et rigtigt lækkert morgenbord at starte dagen på. Så er jo ikke nogen sag at komme i gang. Tur 1 bliver rundt i de mest centrale dele af Antwerpen, med byens større seværdigheder. Flotte kirker og pladser, typiske belgiske huse og hyggelige gader i centrum af Antwerpen. Jeg er stadig ramt af en skavank med dårlig fod, så efter anbefaling fra min Fys holdes flere pauser end tidligere. Typisk på en bænk på en plads. Det fungerer fint. Turen slutter med et gammelt museum. Museum Plantin-Moretus er et gammelt trykkeri- og bogbindermuseum, som er spændende at gå rundt i. Der er udstillet både gamle trykkerimaskiner og masser af bøger. Og så nogle gamle globusser, som altid vil være min favorit. Lige udenfor på en fortovsrestaurant er det så frokost. Rigtig lækker og stor sandwich med dejlig Leffe som tilbehør i de behagelige forårstemperaturer.
Tur 2 senere på dagen går ned til floden Schelde, som løber tværs gennem Antwerpen. Eller rettere under floden. Der er nemlig en lang gangtunnel, som man kommer ned til vis nogle tudsegamle rullende trapper, der knirker og knager. Ovre på den anden side er der udsigt over til Downtown Antwerpen og så i øvrigt et småkedeligt boligområde. For variationens skyld tager jeg en båd der sejler retur til Het Steen. Her kan man også gå langs floden og se nogle store skibe sejle forbi. Derfra til pause på hotellet, hvor jeg kan se AaB vinde ufortjent over Brøndby, inden jeg henter en falafel med hjem til hotellet. Lidt en fejl, for jeg kan faktisk ikke lide falaffel.
Fredag den 15. April
Efter det storslåede morgenmåltid er det med sporvognen til Antwerpen-Centraal. Det var den sporvogn jeg ikke kunne finde ved ankomsten. Det viser sig at være fordi den er gravet ned i undergrunden. Antwerpen-Centraal er en fantastisk flot jernbanestation. Jeg vil hævde den næstflotteste i verden. Kun overgået af Grand Central Station i New York. De har bevaret den gamle afsindigt imponerende facade med masser af finurligheder. Og så tror jeg også tag og sider er originale. Men hele indmaden er renoveret, og for at få plads til 12-14 spor på en banegård der i bredden kun har plads til 4, så har de bygget et antal hylder til togene i flere etager. Svært at forklare, men det er rigtigt flot, og velsagtens den største seværdighed i Antwerpen.
Lige ved siden af er Antwerpen Zoo. Og folk der kender mig ved at det er en fetish. Så der må jeg ind. Spændende og flot dyrepark, dog med for mange klapvogne og medfølgende børn, men sådan er det jo ofte. Vader rundt og ser det klassiske repertoire af dyr. Akvariet og fuglevoliererne imponerer mest. Herfra er det så hjem med den genfundne sporvogn til en pause på hotellet.
Senere på dagen en mere tilfældig tur gennem de mere smalle gader til området Schipperskwartier. Det viser sig at være lidt ligesom en Zoo, blot med gadens letlevende i bur i stedet for løver og bavianer. Bortset fra det er det et ganske hyggeligt område, med fortovskafeer der er velegnede til indtagelse af en god kop kaffe. Undervejs møder man også en sjov lille "rendestensudstilling", hvor der er lavet nogle spøjse opstillinger med små figurer i byens afløbsrør. Herfra så hjem igen, til endnu en hotelpause. Aftensmaden hentes på McD. Jeg gider oftest ikke restauranter om aftenen, så en burger på værelse 302 er at foretrække. Kaffen henter man bare nede i morgenmadsrestauranten. Den er gratis. Glimrende hotel.
Lørdag den 16. April
Massevis af europæere brugte i sin tid Antwerpen som udskibningshavn, når de emigrerede primært til Amerika. Red Star Line hed selskabet, der sejlede dem derover. Og det er der lavet et museum om, som jeg tager sporvogn nr. 7 ud for at se. Det er et museum som jeg godt kan lide det. Det fortæller en historie med et passende mix af genstande, plancher, fotos og film. Og så er det til at overskue så man føler man har lært noget nyt når man forlader det, og ikke bare siger “nåh”. Det kunne mange andre museer lære noget af. Eneste skavank var at Cafe’en var lukket. Museet ligger lige ned til floden, så bagefter kan jeg sætter mig på en betonklods dernede, og dyrke min særlige foto-fetish for gamle kraner. Lidt sjovt så kommer der en anden forbi med samme interesse. Vi bør lave en forening.
Tur 2 senere på dagen går op i Diamantkvarteret ved stationen. Antwerpen var også kendt for diamantforædling. Det er der ikke så meget af mere, men det har efterladt en pæn bunke butikker der sælger de dyre sten. Men igen har jeg ikke tænkt mig om, fordi de fleste drives af fundamentalistiske jøder, og er derfor lukket om lørdagen. Nogle holder dog åbne, så dem kigger jeg på, men køber ikke. I stedet går jeg over til et andet museum, nemlig et Chokolademuseum. Indgangsprisen er ublu, så jeg gør det ganske ekstraordinære at hoppe museet over og gå direkte i shoppen.
Aftensmad bliver på et pandekagehus. En lækker pandekage med ost og salami på, og en tilhørende belgisk øl fra Affligem er ikke tosset. Så meget passende slutter den her lille belgiske del af med pandekager, øl og chokolade. Det kan ikke gøres mere rigtigt.
Søndag den 17. April
Slut på Antwerpen. Først ind til Antwerpen Centraal og så med toget til Amsterdam. Det skulle være direkte, men også i Holland har man sporarbejde, så toget kører kun til Breda. Derfra skal man med et proppet lokaltog til `s-Hertogenbosch, og derfra videre til Amsterdam. I Amsterdam hopper jeg så på en sporvogn ud til Museumskvarteret, hvor mit hotel Jan Luyken Hotel ligger. Værelset er dog ikke klart endnu, så jeg sætter bagagen og smutter en tur over i Vondelpark. Vejret er pragtfuldt så det ser ud til at ca. halvdelen af Amsterdams befolkning har valgt samme park denne eftermiddag. Der bruges et par timer inden jeg vender retur til hotellet og får adgang til mit diminutive værelse 212, hvor jeg skal være den næste uge.
Aftensmaden hentes ovre på Leidseplein, der er ligeså kedelig som Poul Krebs sang om den. Aftenen på hotellet. Man farer ikke vild på værelset. Til gengæld er der en kaffemaskine og en pose bolsjer som velkomst.
Mandag den 18. April
Indrømmet. Mit værelse her på Jan Luyken er skod, så der er ikke store forventninger til morgenmaden. Men her bliver man i høj grad glædeligt overrasket. Der serveres en flot portionsanretning på et fint pyramidefad med bacon, æg, masser af brød, ost og pålæg, croissant, kage og på toppen af det hele 2 frisklavede pandekager. Det gav så lige hotellet en ekstra stjerne.
Ellers er der 2 gåture i 2 forskellige kvarterer lige i kanten Amsterdam på dagens program. Formiddagsturen går til Jordaan med flotte huse, fine kanaler og almindeligt hygge. Sjovt nok er det mest lokale der går rundt her. Turisterne holder sig til de mere centrale dele af Amsterdam, og det forstår jeg ærligt talt ikke. Men fint nok for mig. Så er der ikke så mange her.
Eftermiddagskvarteret hedder De Pijp. Det er ikke så langt fra hotellet så der går jeg over. Men også her – så snart man krydser kanalen Boerenwetering – så puf – alle turisterne er væk, og kun de lokale er tilbage. De hænger så ud i den lokale park og de lokale cafeer, mens de kører rundt på deres cykler og forsøger at køre de enkelte tilstedeværende turister over. Her i byen er cyklister klart største risikofaktor i trafikken.
Senere bliver det et par fodboldkampe på TV. Jeg er desværre nødt til at vie lidt opmærksomhed til min dårlige ankel. Derfor også Pizza via Uber Eats. 15 minutter fra bestilling til levering er ok.
Tirsdag den 19. April
Tid til at komme lidt væk fra hektiske Amsterdam. En tur til vandet – med tog til Zandvoort am See. Det er lidt det lokale svar på Løkken/Blokhus. Ikke så meget gang i den på den her tid af året, men rart at kunne gå en tur på stranden og blive blæst lidt igennem.
Så ellers retur til Amsterdam, og en gåtur rundt til nogle af seværdighederne i centrum. Det er bl.a. det ret grimme kongeslot og det tilsvarende fine Begijnhof, som er en gammel klynge huse besat af nogle nonner.
Tur 2 senere på dagen går over til Amstel-kananalen, hvor der er nogle sluser og så selvfølgelig en hoben husbåde som ligger og flyder rundt på alle kanalerne. Gåtur hjem herfra og Uber Eats står for aftensmaden. Hotellet skuffer fælt. Værelset er ikke gjort rent og værre endnu – der er ikke kommet nye kaffekapsler.
Onsdag den 20. April
Endnu en dagstur i det fantastiske hollandske forårsvejr. Turen går til Den Haag, som er Hollands regeringsby. Det tager knap en time med tog. Først skal man selvfølgelig se regeringshovedkvarteret Binnenhof. Det er det lokale svar på Christiansborg, men er desværre lukket pga. renovering. Så man må nøjes med at sidde på en bænk og kigge på det. Så videre gennem byen til Kongens arbejdsslot i Haag. Sikkert praktisk med sådan et, men et kontor kunne måske gøre det. Parken er åben for pøblen, så her kan man også sidde på en bænk. Man må hverken ryge hash, ride på hest eller pisse i parken, så der er ikke så meget at give sig til. Derfor fortsætter jeg rundt i den hyggelige del af Haag med små gader og forretninger. På et tidspunkt kommer jeg op i den kedelige del, med indkøbscentre, mærkevarebutikker og kedelige gågader. Så smutter jeg over til Banegården og tager toget retur til Amsterdam.
Aftentur i det lokale hood, bl.a. forbi det berømte Rijksmuseum næsten ved siden af hotellet, og over til Leidseplein for at henter en aftenburger.
Torsdag den 21. April
Der har desværre ikke været fodboldmulighed på denne tur, så man må klare sig med det næstbedste. En stadion-tur på Ajax’ hjemmebane Johan Cruijff Arena. Turen derud er lidt tumultagtig, men stadionturen er fin primært fordi man får lov til at passe sig selv. Man kan se omklædningsrum – Ajax’ selvfølgelig finere end gæsternes, og man kan komme ud af den i øvrigt ret korte tunnel og ud til “udskiftningsbænkene”, der nu om stunder mere er magelige og sponsorerede lænestole. Undervejs er der masser af billeder og filmklip, og det hele slutter i det store pokalrum hvor man bl.a. kan se Champions League trofæet (eller en kopi) som Ajax vandt i 1995 (1-0 mod Milan). Fuck hvor gad jeg godt bo i en by, som havde sådan et fodboldhold og -stadion. Så ville jeg være der til hver eneste kamp. Nåh – men det gør jeg jo ikke.
Eftermiddagsturen går over til det gamle Heineken Bryggeri. Her kan man opleve Heineken Experience, et moderne udtryk for en rundtur. Konceptet er lige lidt for meget til den ungdommelige side til min smag, men man får da forklaret hvordan man laver en øl og får også smagt på dem, hvis man skulle være i tvivl. Highlight er da nogle af de ungdommelige finder ud af de selv kan betjene den bar der ikke er i brug inde “smagsrummet”. Efter den Experience går det over til mit nyudnævnte favoritområde De Pijp for at shoppe lidt i et supermarked, og ellers bare sidde og fede den på en lokal plads og kigge på mennesker.
Fredag den 22. April
Op i højderne i dag. Det gælder Amsterdam Tower, ovre i Amsterdam Noord, hvor man skal sejle på tværs af kanalen IJ. Det gør så også at området er rimeligt turistfrit. Amsterdam Tower er nu ikke så højt endda. Det er der ikke nogle bygninger i Amsterdam der er, for byen er bygget på en sump, og så er det begrænset hvor højt man kan bygge, da alting skal pælefunderes. Udsigten er dog glimrende, og den tilhørende musik er hårdtpumpet. Amsterdam er ungdommelig, og ungdommen værdsætter åbenbart højt og dårlig musik.
Videre herfra til området Plantage. Også mere eller mindre turistfri zone, men hyggeligt at gå rundt i. Ovre på Entrepotdok er nogle gamle lagerbygninger omdannet til boliger for de rige og kontorer for de kreative. Lidt som Speicherstadt i Hamburg. Herfra smutter jeg retur til hotellet.
Senere en tur ned til Herengracht, Kaizersgracht og Prinzengracht. Det område er også kendt som Die Negen Stratjes, og fyldt med shoppingmuligheder. Jeg lader ikke den mulighed gå fra mig og køber et stykke Milka-chokolade og en Fanta. Sidstnævnte går så fint til min aftenpizza fra Uber-eats, som bestilles hjem til værelse 212.
Lørdag den 23. April
Sidste dag på turen. Synes jeg har fået set meget af Amsterdam. Altså bortset fra Rijksmuseet, Van Gogh Museet, Kanalrundfarten og det berømte Red Light District. Det har jeg overladt til alle de andre turister. I dag har jeg fundet en ny gåtur i Lonely Planet bogen, rundt langs forskellige “grachts” (kanaler). Jeg kommer også forbi det lokale blomstermarked, hvor de sælger frø til de fine blomster, og så kommer jeg fordi det smalleste hus i Amsterdam. Der er også tid til at sidde på diverse bænke, og til en frokost på en af byens hyggelige brune værtshuse.
Resten af dagen bruges mest på værelset, med et righoldigt udvalg af Premier League kampe. En enkelt lille shoppingtur til det lokale supermarked, for at købe snolder med hjem, bliver der dog tid til.
Søndag den 24. April
Hjem igen med tog. Det kan kun gå galt. Det gør det da også. Det starter ellers fint og rettidigt fra Amsterdam til Duisburg kl. 8. Men fra Duisburg går det ned ad bakke. Uden for Osnabrück har man fundet en bombe fra 2. Verdenskrig. Området er evakueret og togene må ikke køre den vej. Så det bliver via Hannover, inden vi når Hamburg 2 timer forsinket. Den oprindelige forbindelse er for længst smuttet, og den nærmeste indebærer 5 timer stående til Fredericia. Det gider jeg ikke, så jeg snupper et godt måltid i Hamburg Hauptbahnhofs storslåede Foodhall, og napper et tog til Flensburg en time senere. Her er der så endnu en times venten inden man kan komme til Fredericia. I Fredericia slipper man med 3 kvarter, inden der kommer et tog til Skanderborg. Her går det så i togbus, og jeg er hjemme lidt i 1 – knap 5 timer forsinket. Og nu skal man så igen i gang med at søge kompensation, men man er jo vant til det.
Hoteller
Antwerpen: Hotel 't Sand ****
Amsterdam: Jan Luyken Hotel ***
Transport
Aarhus - Padborg - Hamburg - Köln - Bruxelles - Antwerpen: Tog
Antwerpen - Breda - Den Bosch - Amsterdam: Tog
Amsterdam - Duisburg - Hamburg - Flensborg - Fredericia - Aarhus: Tog
Dagsture
Amsterdam - Zandvoort: Tog
Amsterdam - Haag: Tog
Museer og lignende
Museum Plantin-Moretus, Antwerpen
Red Star Line Museum, Antwerpen
Antwerpen Zoo
Amsterdam Tower
Johan Cruiff Arena, Amsterdam
Heineken Experience, Amsterdam