Henning i Skotland 2022

Skotland

26. juni - 14. juli 2022

Søndag den 26. Juni


Hurra. Ferie igen. Små 3 uger i Skotland. Det starter i Edinburgh. Ryanair flyver. Teoretisk kl. 15.20. I praksis 17.30, så ankomsten til Edinburgh bliver også et par timer forsinket. Og så skal man jo igennem paskontrol som var det i Staterne, og derefter vente 1 time på bagagen. Så jeg er noget forsinket da jeg når ind til Haymarket, får fat i noget aftensmad og går op til Grosvenor Gardens Hotel. Her tjekker jeg ind på et dejligt rummeligt værelse med 4 hovedpuder og en siddesofa. På grund af ankomsttidspunktet må planen om en aftengåtur droppes. I stedet kan jeg space ud i sofaen og se koncerter fra Glastonbury på TV.


Mandag den 27. Juni


Op ved 8-tiden til storslået Skotsk morgenmåltid. Det organiseres af den forvirrede, men meget venlige værtinde på Guesthouset, og indeholder hvad det nu skal af bacon, pølse, æg og diverse mærkværdigheder. Efter denne glimrende start, er det ud og kigge på Edinburgh. Eller i første omgang udenfor Edinburgh, for jeg tager en 43’er ud til den hyggelige lille by Queensferry. Her kan man se den gamle stålbro Forth Bridge, som går hen over Firth of Forth. Den er fra 1890 og er ganske imponerende at se på. Det bliver også til en sejltur på fjorden, i selskab med en flok børnehavebørn udklædt som pirater. De hopper heldigvis af på den lille ø Inchcolm, så slutningen af rundtur foregår kun sammen med 2 andre turister. Turen slutter ved 12-tiden og det passer jo perfekt med en frokost og en øl på den lokale pub The Ferry Tap. Herfra er det så retur med 43’eren til centrum, og en kort gåtur tilbage til hotellet og en eftermiddagslur.

Forth Bridge
Inchcolm

Trip 2 starter så ved 4-tiden. Det er en gåtur ind til centrum. Først forbi en sjov antikvarboghandel Armchair Books, der kunne få Clausens Boghandel til at forekomme velorganiseret. En bog skal der selvfølgelig købes, og hvad er mere naturligt end at købe romanen der blev til filmen Trainspotting. Herfra fortsætter jeg ned til Grassmarket. Førhen et kvægmarked. Nu et torv med beværtninger, småforretninger og en god udsigt op til Edinburgh Castle. Herfra finder jeg så op til Princess Street, og finder en bus der kører tilbage til Haymarket. Fish’n’chips og en pint på den lokale Pub Platform 5. Aftenafslapning på værelse 4, med Wimbledon og siddesofa.

Armchair Books
Royal Mile

Tirsdag den 28. Juni.


Med minibus fra Rabbies i dag. Det betyder op før fanden får sko på og desværre også inden morgenmaden. Heldigvis har den flinke værtinde hængt en sandwich i en pose på dørhåndtaget. Storartet service der.


Turen går til Highlands. 15 andre med bussen og chaufføren Mike. Jeg er heldig og scorer forsædet, så jeg får den bedste udsigt. Desværre er vejret meget regnfuldt. Det går ud over helhedsoplevelsen.


Første stop er Callender. Det er mest for at pisse og proviantere, inden vi kører op i højlandet. Her er bakkerne høje, og vejene smalle. Mike giver os et udvidet grundkursus i skotske historiske begivenheder. Alt sammen er glemt inden man kommer rundt om næste sving. Første seriøse stop er i Glencoe. Fantastisk udsigt og natur på trods af det elendige vejr.

Glen Coe
Glen Coe

Herfra videre til Fort Augustus. For dem der har lyst er der sejltur på Loch Ness. Vi andre kan bare hænge ud i den noget turistede lille by, og snuppe vores frokost.


Fra Fort Augustus vendes snuden igen sydpå. Igennem området Cairngorms mod Edinburgh. Et ophold i Dalwhinnie må droppes, fordi Café'en vi skulle have holdt ved, var lukket på grund af personalemangel. Også rigtig fin natur, men med begrænset mulighed for at se det desværre. Ophold i den hyggelige turistby Pitlochry, og ved en landpub der har højlandskvæg græssende i baghaven. Turen slutter i Edinburgh ved 7-tiden. 11 timer i en cramped minibus er lige i overkanten. Aftensmad og aftensøl på Platform 5, inden der slappes af på værelse 4.

Loch Ness
Højlandskvæg

Onsdag den 29. Juni


Tur 1 går til Edinburghs gamle havnekvarter Leith. Og selv om Proclaimers har lavet en fin plade Sunshine on Leith, så er der ikke meget sunshine fra formiddagen. Det er overskyet og med byger. Leith er i øvrigt præget af et vildt ombygningsprojekt, bl.a. med etablering af en sporvognslinje. Det gør det lidt komplekst at finde rundt.


Første stop er Kongehusets oplagte yacht, Britannia. Hvorfor den er oplagt forstår jeg egentlig ikke. Den ser ganske funktionsdygtig ud, og burde være tilstrækkelig magelig for de fine folk. Hvorom alting er, så har de aldrig fået en ny. Der er en god rundvisning med audioguide på skuden – endda på dansk – hvor man får set alt fra maskinrum, kabys, styrehus, de royale gemakker og en hulens masse barer gemt rundt omkring. Med de rette antal stjerner på skulderen kunne det godt se ud til at være en tålelig tid ombord.


Fra skibet er det lidt rundt i Leith, i det omfang der ikke er gravet op eller sat et hegn op. Det er klassisk havnemiljø, med små industrier, gamle solide bygninger og også her en hulens masse pubber. Først på eftermiddagen bliver det så til endnu en kompliceret bustur retur til Haymarket.

Britannia
Leith

Tur 2 går ned til en sjovt område ikke så langt fra hotellet. Kvarteret hedder Dean Village og ligger nede ved floden Leith, der går igennem Edinburgh og løber ud i bydelen af samme navn. Dean Village er vældig “Instagramable” og der er en del yngre besøgende, der stiller sig op til den ønskede selfie. Bortset fra det så er det altså vældig idyllisk med sådan et landsbyagtigt sted midt i byen, med et piblende vandløb igennem. Herfra går det så opad inden jeg smutter retur gennem West End, til favoritstedet Platform 5. Aftenafslapning traditionen tro på hotellet.

Dean Village
Dean Village

Torsdag den 30. Juni


Det er meget tradtionelt det her. 2 gåture i 2 forskellige kvarterer – hhv Nyby og Gammelby.


Først Nyby – eller New Town – som er den officielle betegnelse. New Town er kvarteret lige nord for Princess Street. Specielt nyt er det nu ikke. Det er fra perioden 1767-1850, men er trods alt nyere end Gammelby. Kvarteret er ret sjovt. Det er udlagt i “grids” men bag de brede gader er der små “servicegader” til de fine huse og kontorer. Disse kaldes “lanes” og her kommer tilsyneladende kun håndværkere, pakkeposten og skraldebilen. Og så en enkelt turist, som synes den slags steder er sjove. Der tages en masse mærkelige billeder langt væk fra turiststrømmen i Edinburgh. Der tages billeder af skraldespande, ølfustager, kantsten og hvad der nu ellers falder for. Der går jeg så rundt et par timer, inden jeg smutter retur til hotellet til en frokostpause.

New Town
New Town

Senere på dagen er det så til Gammelby – aka Old Town. Old Town er rigtigt gammelt. Fra Middelalderen eller deromkring. Det er så på Sydsiden af Princess Street, og hovedgaden hedder Royal Mile. Her er der så ikke mangel på turister - her er de alle, og alle skal de op til Edinburgh Castle. Det skal jeg så også, for selv om der er mange turister, så er det nu en ganske imponerende seværdighed. Også her hænger jeg så ud en god time. Noget mindre end anbefalet på hjemmesiden. Men der er flere museer deroppe, som jeg mener jeg godt jeg kan hoppe over. Til sidst ned af bakken igen, og en bus retur til Haymarket. Slut for i dag. Næsten da. Jeg skal da lige ned efter en pizza til aftensmaden.

Edinburgh Castle
Edinburgh Castle

Fredag den 1. Juli


Slut på Edinburgh. Over til Haymarket Station ved 9-tiden. Så tog til Perth, og derfra et andet tog til Inverness. Ankomst i Inverness lidt over 1. Kort gåtur til mit hotel Glen Mhor nede ved floden. Undervejs leger jeg turguide, da jeg bliver spurgt af en fodgænger om vejen til Loch Ness. Mit svar at det var bare til venstre og så videre 30-40 km. falder ikke i god jord. Nogen gange er det en god ide at undersøge sagerne inden man rejser.


Mit værelse er ikke klar, så bagagen bliver stillet og så ellers ud og kigge lidt på byen. Først en middelmådig frokost, og derfra op til Inverness Castle. Men det er lukket pga. ombygning, så i stedet bliver det lidt rundt i byen inden snuden vendes mod hotellet. Her bliver jeg tjekket ind på diminutive værelse 420. Jeg får pakket lidt ud, inden det er tid til en gåtur langs River Ness og ud til Ness Islands. Det regner så jeg er iført paraply, og der er ikke mange andre ude på den lille ø midt floden. På returen bliver det lige omkring Tesco for at fouragere til aftenen. Bassets vingummier og Cadburys chokolade.

River Ness
River Ness

Lørdag den 2. Juli


Op ved 8-tiden til nyt storslået morgenmåltid. Scottish Breakfast minder i mistænkelig grad om English Breakfast, så man går ikke sulten fra bordet. Og da jeg endelig går, bliver det rundt i centrum af Inverness. Og uden at fornærme byen, så er den faktisk ret kedelig. Det er byens omgivelser der gør den interessant.


Men jeg skal ikke på tur i dag. Til gengæld er der en anden slags oplevelse om eftermiddagen. Jeg har købt billet til The National Whisky Festival. Ved ankomsten får man udleveret et glas og så er der ellers adgang til de hellige udstillings- eller måske snarere udskænkningssteder. For det her er meget mere interessant end smagsprøverne i Meny. Hele meningen er at man skal prøve de forskellige producenters whisky. 1 cl. pr. prøvning siger reglerne. Det tror jeg nu ikke holder. Og der er 200 forskellige whiskyer at prøve. Det siger sig selv at en amatør som jeg, ikke kan magte blot en brøkdel. Men nogle af dem får jeg da testet. Det skal jo også give mening i forhold til billetprisen. Det er mest mindre lokale destillerier der deltager. Det er åbenbart med destillerier som med bryggerier, hvor mikrobryggerier også vinder frem. Der er i øvrig musik og glimrende stemning til arrangementet. Og stemningen bliver da bedre og bedre i løbet af eftermiddagen. Jeg møder en enkelt som mener, han nu har prøvet alle 200. Det bekymrer ham nu ikke. Så må man jo bare starte forfra. Så hård er jeg ikke. Jeg forlader stedet efter et par timer, og søger ud i Inverness’ regn. Så meget regner det, at jeg må søge tilflugt i en pub. “I like the weather” får jeg fortalt bartendersken – “We don’t” er svaret. Da det endelig bliver tørvejr er det retur til hotellet, og den sene eftermiddagslur er meget velkommen.

Whisky-festival
Whisky-festival

Aftensmaden bliver på en skod-McDonald inden aftenrelax på værelse 420. Med åbne vinduer kan man høre Skipinnish give koncert ovre på den anden side af floden.


Søndag den 3. Juli


Tidligt op og hurtigt morgenmad i restauranten. Den står på dagstur i dag. Rabbies står igen for arrangementet. Turen går til Skye, men der er mange spændende ting undervejs. Vi starter med at køre ned langs Loch Ness’ nordside, inden det går mod øst og til Skye. Næste seriøse stop er ved Eilean Donan Castle. Jeg nøjes med et kig udefra, da jeg tænker jeg har set de geværer og sabler jeg skal se, og typisk plejer at være indholdet af udstillingen indendørs. Sjovt nok giver vagten ved indgangen mig ret i den betragtning.

Loch Ness
Eilean Donan Castle

Herfra er det videre over broen ved Kyle of Lochalsh til Skye. Hidtil har naturen været flot. Nu er det vildt imponerende. Første stop er turistbyen Portree. Her er der tid til frokost, og til at tage det obligatoriske billede ud over de farvestrålende huse på havnen. Så er det ellers nordpå til området Trotternish. Her er vejene smalle og naturen vanvittig. Og det gælder også selv om det ikke er ganske skyfrit. Det er det vist aldrig herovre. 

Portree
Skye

Videre til Kilt Rock og området omkring Cuillin Mountains. Også her er imponerende. Vi får også set turistfavoritten Old Man of Storr, som er en gigantisk klippe der rager op fra et af bjergene som en anden bautasten. Guiden er fin og gruppen god til at overholde afgangstider, så tilbage på fastlandet har vi tid til at køre en flot omvej ind mod Inverness. Her får vi set både Højlandskvæg som vader rundt midt i en landsby, og Krondyr som holder sig på mere behørig afstand. Alt i alt en rigtig fin, men også meget lang tur. 

Skye
Skye

Hjemme kl 20, efter 12 timer. Så kan man bare lige nå turens hidtil bedste pizza inden man vader hjem til hotellet.


Mandag den 4. Juli


Jeg har sgu glemt noget på denne tur. Hue og handsker. Hvem skulle tro man villle få brug for det i sin sommerferie med det er pissekoldt og blæsende i Inverness i dag. Det er også sidste dag, så det bliver kun til en kort gåtur, afbrudt af passende kaffepauser og pizza-pause på det fine sted fra i går.

Inverness
Inverness

Ved 3-tiden er det med bus til Ullapool. Det er en lille fiskerby ude ved vestkysten. Så det går ned ad med bystørrelser. 1 ½ time senere er jeg fremme. De andre der er med bussen skal videre med færgen til Stornoway. Det skal jeg også, men først i overmorgen. Så jeg søger mod Ferry Boat Inn, hvor jeg har booket et værelse. Får derfor fat i nøglerne til spartanske, men alligevel brugbare værelse 7. Der er kun 1 hovedpude. Efter en kort pause ud og se på den lille by. Den er vældig overskuelig. 4 gader på den ene led, og 3 på den anden – sådan ca. - gør at man nemt finder rundt. Jeg går en tur langs havnen, ser færgen til Stornoway sejle afsted, smutter “op i byen”, shopper lidt i Tesco og slutter af med fish’n’chips på Ferry Boat Inn. Lidt til den dyre side, men det var fand’me også den bedste fish’n’chips, jeg erindrer at have fået. Afslapning på værelse 7. Der er varme på radiatoren.

Ullapool
Ullapool

Tirsdag den 5. Juli


Hidtil bedste vejrdag på denne tur. Så efter morgenmad er det tid til en 2-timers sejltur med Shearwater Cruises i en lille båd, der ikke fuldstændig lever op til selskabets navn. Turen går til nogle øer – Summer Isles – og det er meningen man skal spotte noget wildlife, som delfiner og hvaler. Det gør vi nu ikke, men turen er dejlig og frisk. Dyrespotningen består af et par sovende sæler og en bunke måger. 2 timer tager turen, og man er dejligt blæst igennem, når man når hjem.

Mod Summer Isles
Summer Isles

Det kalder så på en pause på Ferry Boat Inn, inden det bliver til en dejlig gåtur rundt i kanten af Ullapool og langs Broom Bay, der forbinder byen med Atlanterhavet. Rigtig hyggelig gåtur med både skov, vand og by. Frokost på en bænk undervejs i form af et Supermeal fra Tesco. Måske ikke den største kulinariske oplevelse, men man kan få 10 Supermaeals for det jeg gav for Fish’n’chips på hotellet i går.

Ullapool
Ullapool

Apropos Fish’n’chips er det i den grad byens foretrukne måltid. Så det bliver det også til aften. Indkøbt hos Chippy og fortæret på en nærliggende bænk, skarpt overvåget af en måge, der mener den har krav på et cut.


Onsdag den 6. Juli


Gårsdagens rimeligt anstændige vejr er blevet afløst af et ret voldsomt regnvejr. Sådan set bliver man ret gennemblødt blot på den 200 meter lange tur fra hotellet hen til færgen til Stornoway på øen Lewis – en del af de Ydre Hebrider. Det blæser også. Yr.no kalder det en “laber bris”. Jeg vil nu mere definere det som en orkan. Måske ikke det fedeste når man skal på en 2 ½ timers sejltur over åbent hav.

Ullapool - Stornoway
Ullapool - Stornoway

Turen forløber nu fint og mageligt. Skibet er stort og formentlig bygget til det her vejr, og vi sejler direkte op imod vinden, hvilket sikkert også hjælper. Så det eneste man går glip af på turen er egentlig udsigten. Må håbe det bliver bedre, når jeg skal retur.


I Stornoway finder jeg hurtigt frem til mit udmærkede Bed & Breakfast, meget originalt benævnt Stornoway Bed & Breakfast. Det er tid til at være lidt praktisk, så jeg har fået lov til at låne stedets vaskemaskine, så jeg kan få vasket mine klude.


Det bliver også til et par små gåture i den lille by. Lidt større end Ullapool, men ikke meget. Det bærer præg af at være Udkants-Skotland det her. Der er mange lukkede forretninger, en del huse i skummel forfatning, et stor antal “Second-hand shops”, og ved Criterion Bar er de ved at sætte træplader for et stort vindue. Der har nok været gang i den i går. Som en besynderlighed er der også en del små skulpturer, typisk enten fiskerirelateret eller krigsrelateret.

Stornoway
Stornoway

Torsdag den 7. Juli


Den her tur er egentlig ramt at et spøjst fænomen, nemlig middelmådig indkvartering, men med fremragende morgenmåltider. Således også i Stornoway, hvor værelse 4’s mangler i komfort så rigeligt opvejes af et storslået morgenmåltid, der kan holde en kørende det meste af dagen.


Kl. 10.30 har jeg en aftale med Hebridean Tours nede ved turistkontoret. Desværre dukker de aldrig op, så da jeg ringer til dem er de meget skamfulde. Hvad der er gået galt finder jeg egentlig ikke ud af, men vi aftaler at prøve igen i morgen. I stedet sætter jeg så snuden afsted på en gåtur lidt ud af byen for at se Lews Castle i kanten af byen. Se det er et rigtigt slot med skakformede tårne. Der er også en fin udsigt over byen, og et gratis museum. Her er bl.a. udstillet nogle vældig gamle skakbrikker, som er nogle af de mere berømte arkæologiske fund i Storbritanien. De antages at være lavet i Trondheim i det 12. Århundrede. Dem kigger jeg på, sammen med resten af museet, men jeg kan mærke der skal ske lidt mere i dag.

Lews Castle
Lewis

Så jeg gør et lille sats. Går ned på busstationen og tager linje 1W til Europaidh oppe på den absolut nordligste del af Lewis, som er den Hebride-ø, jeg befinder mig på. Når man kommer udenfor Stornoway kan man se der er langt mellem husene. Der graves tørv til opvarmning af de lokale huse, og de fleste snakker Gælisk. Oppe i Europaidh skal jeg slå et par timer ihjel, inden bussen kører retur. Så jeg går ned på stranden hvor vinden virkelig tager fat. I hvor vel hvor det blæser, og efter en times tid kommer tågen også ind, så jeg søger tilbage til stoppestedet i god tid inden afgang. Man vil også nødigt komme for sent, for næste bus er først i morgen. Heldigvis dukker den da op, og 1 times tid senere er man tilbage i Stornoway, som nu næsten minder om en Metropol.

Europaidh Beach
Europaidh

Efter en lille lur, er der blevet behov for at supplere morgenmanden med et tilsvarende solidt måltid fra en kinesersnaks rundt om hjørnet. Aftenafslapning på det lidt middelmådige værelse.


Fredag den 8. Juli


Tid til den tur der faktisk skulle have været i går. Den er lidt speciel. Jeg er nemlig eneste kunde, så det er ikke den forventede minibus-tur. I stedet triller en Taxa frem kl. 10.30, og så planlægger jeg sammen chaufføren hvad vi skal se. Jeg har lidt dårlig samvittighed over det set-up, så vi vælger at begrænse turen til knap 3 timer. Jeg får dog set adskillige spændende steder. Det er f.eks. et gammelt Blackhouse ved Arnol. Her foregik livet meget spartansk i gamle dage i en hytte hvor der både boede dyr og mennesker, og som blev opvarmet med tørv. Noget der i øvrigt igen er ved at blive udbredt pga. de høje brændstofpriser. Herfra kører vi videre til 2 strande ved hhv. Dalbeg og Dalmore. Her hamrer Atlanterhavet ind mod kysten i det barske vejr.

Arnol Blackhouse
Calanais

Sidste stop er stencirklerne Calanais. En mini-version af Stonehenge. Overalt er naturen vild, rå og voldsom. Det blæser åbenbart altid en pelikan, og som regel regner det også. Chaufføren er smadderflink, men er lidt flov over det dårlige vejr. Selv foretrækker han Kreta. Han er i øvrigt inkarneret Celtic-fan, og har udmærket styr på hvem Morten Wieghorst og Marc Riper var.


Senere på eftermiddagen endnu en gåtur rundt i Stornoway. Der shoppes lidt, og så genses området ved havnen og det lille bycentrum.


Lørdag den 9. Juli


En vaskeægte transportetape i dag. Den starter kl 7, med en dejlig sejltur fra Stornoway til Ullapool. Så er det over i en bus, der kører til Inverness. Her er der en times ventetid inden tog til Glasgow med skift i Perth. Den tur går også fint – indtil Perth. Her går det galt. Det tiltænkte tog er aflyst pga. en ildebrand langs sporene. Ikke det store problem. Der er kun 20 minutter til næste tog. Men da man har fået sat sig til rette kommer der besked om at også dette tog er aflyst. Der mangler simpelthen en lokofører. Deres alternative forslag er så at tage til Edinburgh, og derfra til Glasgow. Så jeg snupper et tog til gode gamle Haymarket, hvor man så kan stige på et andet med en gruppe unge fulde skotter til Glasgow. Så ca. 2 timer forsinket når jeg til sidst frem. Eneste fordel ved ændringen, er at toget fra Edinburgh kører til Glasgow Central. Det er lige ved mit hotel Glasgow Central Hotel. Det er absolut turens lækreste hotel, så alligevel veltilpas tjekker jeg ind på værelse 242, henter en pizza og slappe lidt af.

Stornoway - Ullapool
Stornoway - Ullapool

Søndag den 10. Juli


Ikke overraskende storslået morgenmad her på Jernbanehotellet. Det er buffet, men indholdet er det sædvanlige - æg, tomater, champignon, bacon, pølser og bønner – og ligeså sædvanligt må man høfligt afvise når kokken forsøger at luske noget Black Pudding med på tallerkenen.


Samtidig er solen kommet frem efter 14 dages gråvejr, og det er jo da dejligt. Tur 1 går med bus 140 ud til Celtic Park. Her spiller Celtic til dagligt og de har en glimrende rundvisning på stadion med besøg ved pokalskabet, omklædningen, spillertunnellen, banen og tilskuerpladserne. Rigtigt glimrende og en fin og sjov turguide. Jeg bringer høfligst AaB’s sejr fra 2008 i erindring. Guiden husker godt kampen, men ikke for noget godt, og synes uinteresseret i at snakke mere om det.

Celtic Park - Flyover
Celtic Park

Ved hjemkomst kan jeg se, at Jernbanehotellet er noget ganske særligt. Housekeeping har været forbi, og ud over at ordne det normale, så er min sove t-shirt også blevet foldet pænt sammen. Det er den ikke vant til.


Tur 2 bliver en gåtur i centrum af Glasgow. Jeg starter med den lokale Centralbanegård, som faktisk er rigtig flot. En fin kombination af tidens krav på en effektiv banegård med et klassisk byggeri. Herfra går turen over til Merchant City, som er Glasgows ældste og hyggeligste bydel. Her startede det industrielle byggeri slutningen af det 18. Århundrede. Senere forfaldt området, og blev til slum. Men nu er det genopbygget og fyldt med masser af pubber, og rigtigt hyggeligt. Eftermiddagens gåtur slutter ved Glasgows turistseværdighed nr. 1, som jeg faktisk aldrig havde hørt om. Det er en statue af Duke of Wellington til hest. Sådan set ikke noget man ikke har set før, men det sjove her er at nogen engang i 80’erne plantede en trafikkegle på Dukens hoved. Den fjernede myndighederne naturligvis, men dagen efter var der en ny kegle. Sidenhen er der altid kommet nye kegler, når gamle er fjernet, og myndighederne har nu opgivet kampen. Sådan noget er jo altid sjovt.

Glasgow Central Station
Duke of Wellington

Dagens måltider – udover morgenmaden – skal også nævnes. Det blev til 2 x Mealoffer fra hhv. Tesco og Salisbury. De består af en vand, en sandwich og hos Tesco et stykke chokolade, mens Salisbury’s er mere sunde med en lille bakke med afskåret frugt. Et udmærket supplementmåltid til 30 kr., når nu morgenmaden er som den er.


Mandag den 11. Juli


Endnu en tur med Rabbie’s. Afgang fra Buchanan Bus Station kl 9. Som sædvanlig er minibussen fyldt op. Første stop på turen er Stirling Castle. Det nuværende slot er fra slutningen af det 14. Århundrede, og er særdeles godt strategisk placeret, på toppen af en bakke på vejen mellem det sydlige og det nordlige Skotland. “Hold Stirling, and you control Scotland”, var et motto fra datidens mangfoldige krigere på de her kanter. Vi har 1 ½ time til på egen hånd at gennemse herligheden, og det er ganske passende. Så kan man se det uden at skulle jage afsted.

Stirling Castle
Stirling Castle

Derfra videre til Callander til frokost, og så et besøg ved bunny, bunny banks of Loch Lomond. Dejligt sted.


Sidste seværdighed på dagen er Glengoyne Distillery. Her er der også god tid til en gennemgang af produktionen og ikke mindst smagningen af en 12-års og en 18-års whisky fra foretagendet. 12-årsvarianten var for skarp til mine sarte smagsløg, mens 18-års varianten var mere "smooth" og passede bedre, men et opslag på nettet viste at den er udenfor min økonomiske formåen.

Loch Lomond
Glengoyne Distillery

Hjemme igen ved 18-tiden. Det bliver Salisbury’s aftensmadsvariant der vinder i dag. Utroligt så lang tid man kan holde den kørende på en gang Full Scottish Breakfast.


Tirsdag den 12. Juli


Glasgow er måske ikke verdens smukkeste by, men der er masser af Street Art. Jeg har fundet en hjemmeside med et kort, der viser vej til noget af det, og det kort kommer i brug på dagens tur 1. Så det går rundt i smalle gader, på parkeringspladser og op til området ved Strathclyde University for at se på gadekunst. Meget af det er rigtigt flot lavet, og undervejs kommer man så også rundt i kvarterer hvor turister normalt ikke færdes, men hvor de indfødte nu engang lever og bor. Jeg kommer også forbi en lokal spillehal. Den slags skal prøves, og jeg går derfra med et lille plus på 10 £. Turen slutter ved en af Glasgows seværdigheder, nemlig George Square som er omgivet af nogle af byens mere markante bygningsværker. Her kan man sidde lidt på en bænk og se på due- og folkelivet, inden man kan snuppe dagens frokost på en pub i det ene hjørne.

Streetart - Glasgow
Streetart - Glasgow

Tur 2 går ned til Clyde, floden som løber gennem Glasgow. Jeg går hen over et par broer. Det er på den tid af dagen de lokale kontorarbejdere i kontorsiloerne på den anden side af broen får fri, så der er ganske stor aktivitet med busser, fodgængere og tog til og fra Central Station. Aftensmaden indtages på en Pizzahut, hvor ekspeditionen varetages af en pige hvis skotske accent gør samtale helt umulig. Jeg fatter intet af hvad hun siger, og spørger man ind til det, får man bare samme smøre i dobbelt hastighed. Nåh – til sidst fik jeg da bestilt den Pepperoni-pizza.

Fodgængerbro over Clyde
Jernbanebro over Clyde

Onsdag den 13. Juli


Egentlig var dagen tiltænkt en dagstur til Glenfinnan for at se Harry Potter viadukten. Men Scotrail er helt til rotterne. De aflyser halvdelen af deres afgange, heriblandt flere på den aktuelle strækning, så man kan ikke nå frem og tilbage samme dag. Så i stedet bliver det noget jeg ikke gør så tit, nemlig en dagsbillet til den lokale “Hop-on Hop-off”-bus. Den ligger fra kaj ved George Square kl. 10. Første stop er Glasgow Cathedral, hvor jeg så hopper af igen. Glasgow Cathedral er formentlig byens næststørste seværdighed. Kirken stammer fra det 15. Århundrede, og faktisk er der 2 i en. Den ene i stueetagen og den anden i kælderen. Den forekommer mørk og tung, hvilket er ret normalt med de store kirker på de Britiske øer. Herfra går turen over til Glasgows store Necropolis – kirkegård – der er placeret på en bakke bag ved Katedralen. Den er spændende og gå rundt på, og det med diskrete gravsteder brugte man ikke for et par hundrede år siden – i hvert fald ikke hvis man var noget ved musikken. Fra toppen er der også en god udsigt over Glasgow.

Glasgow Cathedral
Glasgow Necropolis

Tilbage til turbussen. Den automatiske speak, hvor Eddi Reader fortalte om Glasgows musikliv, er desværre afløst af en levende guide, der fortæller fakta man har glemt allerede inden man er stået af igen. Mit næste stop bliver Riverside Museum. Her er der en ret fed udstilling med en masse gamle og velpudsede køretøjer. Her får jeg også en burger i cafe’en. Den vil ikke gå over i historien. Så tilbage til bussen, der kører igennem nye gamle kvarterer, desværre igen med levende guide. Jeg gider ikke at hoppe af mere, så jeg tager ind til George Square, og smutter retur til hotellet. Her kan man lige nå at se Jonas Vingegaard komme i gult. Nåh – han er sikkert dopet – ligesom alle de andre danske cykelryttere som har klaret sig godt i det løb.


Aftenturen bliver kort. Jeg er lidt træt og er ikke dopet, så det bliver bare lidt op ad Hope Street, over i et indkøbscenter ved Buchanan Street, som er ligeså dødssygt som forventet, og så en gang pølser, chips og baked beans med tilhørende cider på en pub. Skik følge eller land fly.

Glasgow bagside
Glasgow bagside

Torsdag den 14. Juli

 

Hjemrejsedag. Så der er ikke så meget at lave. Sove længe, god morgenmad, gå en tur, sidde på en café, sidde på en bænk på George Square, hente bagagen, taxa til Buschanan Street Busstation, bus til Edinburgh Airport, hænge lidt ud her i det almindelige kaos, stille sig op til afgang med Ryan Air, og så…… Ja så opdager Ryan Air at de ikke har en ledig flyver, og vi bliver 2 timer forsinket. Ankomst Billund 22.45, Lufthavnsbus til Aarhus – flot supermåne på højre side - ankomst 1.00, sidste bybus er kørt, så det bliver til en spadseretur til Hans Schourups Gade.

Hoteller


Edinburgh: Grosvenor Gardens Hotel ****

Inverness: Hotel Glen Mhor ***

Ullapool: Ferry Boat Inn **

Stornoway: Stornoway Bed & Breakfast ***

Glasgow: Glasgow Central Hotel *****


Transport


Billund - Edinburgh: Fly - Ryan air

Edinburgh - Inverness: Tog

Inverness - Ullapool: Bus

Ullapool - Stornoway: Færge

Stornoway - Ullapool: Færge 👍

Ullapool - Inverness: Bus

Inverness - Glasgow: Tog

Edinburgh - Billund: Fly - Ryan air


Dagsture


Queensferry - Inchcolm: Sejltur

Edinburgh - Glen Coe - Loch Ness: Turbus

Inverness - Skye: Turbus 👍

Ullapool - Summer Isles: Sejltur

Stornoway - Lewis tur: Taxa ! 👍

Glasgow - Stirling Castle - Loch Lomond: Turbus

Glasgow Tour: Hop-on Hop-off


Museer og lignende


Royal Yacht Britannia, Edinburgh

Edinburgh Castle

Lews Castle, Stornoway

Arnol Blackhouse

Stirling Castle

Glengoyne Distillery

Celtic Park, Glasgow

Riverside Museum, Glasgow


Arrangementer


National Whisky Festival, Inverness 👍