Henning i Barcelona 2011

Barcelona

28. oktober - 5. november 2011

Fredag den 28. Oktober


Det er næsten en helt traditionel turstart. Bus til Billund og fly til Amsterdam. Denne gang er det så videre med fly til Barcelona. Det er 2. gang jeg er her. Jeg var også i Barcelona for ca. 12 år siden.


Flyankomst til Barcelona ved 17-tiden. Flybus ind til centrum, og så metrolinje 4 ud til Poblenou. Her burde der være en kort gåtur til hotellet, men jeg farer vild. Jeg kommer først på sporet, da en venlig indfødt spørger "Can I help you". Min forvirring er åbenbar åbenbar. Til sidst finder jeg hotel Diagonal Port, og får tjekket ind på værelse 402. Det er booket via Priceline. Efter et hurtigt bad bliver det til en kort gåtur i det lokale kvarter, og en aftenspizza på Bilbao Bar. Derfra farer jeg Gud bedre det vild igen, da jeg skal tilbage til hotellet. Der er vel også næsten 300 meter.


Lørdag den 29. Oktober


Jeg sover længe. Vågner først kl. 10. Jeg trænger helt åbenbart til ferie. Morgenmad på hotellet er hundedyrt, men heldigvis er Bilbao Bar klar til at klare den også.


Så ind til centrum. Dagens gåtur går rundt i kvarteret Barri Gotic lige øst for Ramblaen. Det er Barcelonas ældste kvarter fyldt med gamle huse, pladser og kirker. Jeg vælger at gå rundt i de mere små og skumle gyder. Det er sjovest og man slipper for de mange turister. Der er mange spændende ting at se på og med musik undervejs. Opera i kirken Santa Mari di Pi og et tæskegodt lille 3-mands orkester spiller på en plads bagved Katedralen. Af andre highlights kan nævnes den hyggelige Placa del Pi og den godt gemte klosterhave ved Santa Anne kirken.

Barri Gotic
Barri Gotic

Video - Skønsang i Santa Mari di Pi

Video - Dejlig musik bag Katedralen


Herfra hjem til hotellet med frokost på en anden lokal bar - Bilbao 34.


Om aftenen er det ud til Camp Nou. Barcelona - Mallorca er på programmet. Barca er uden en række stjerner. Ingen Fabregas, Iniesta, Xavi - og Pyoul kommer først ind i 2. Halvleg. Men hvad gør det når man har Messi. Han er fantastisk i første halvleg og scorer alle 3 mål i et ægte hattrick. Jeg tror aldrig jeg har set mage. I 2. halvleg slapper han lidt mere. Barca vinder over et tyndt Mallorca-hold med 5-0. Publikum hygger sig. Det ser også ret godt ud når "bølgen" går rundt med 80.000 mennesker.

Camp Nou
Camp Nou

Video - Messi-mål på Camp Nou


Jeg er hjemme igen ved 23.30-tiden - og trænger til at komme i seng.


Søndag den 30. Oktober


Sommertiden sluttede i nat, men det er ikke til at se på vejret. Solskin, skyfri himmel og godt og vel 20 grader minder ikke meget om vintertid.


Efter morgenmad på Bilbao 34 går turen med Metroen ind til Paral-lel. Herfra er det så først med en tandhjulsbane og siden en svævebane op til Montjuic. Jeg er ikke den eneste med den ide, så køen til svævebanen er lang. Oppe på toppen er der heldigvis plads nok. På toppen er det gamle fort Castello de Montjuic. Det er bygget omkring det 17. århundrede, og har mange grumme historier at fortælle. Masser af anarkister blev f.eks. skudt heroppe for godt 100  år siden. Nu er der kun turister der går rundt og nyder udsigten over havn, Middelhav og Barcelona by. Det eneste der bliver skudt med er bue og pil på en stor græsplæne lige nedenfor fortet. Heldigvis er der skydeskiver og ikke anarkister der er målet.

Castello de Montjuic
Castello de Montjuic

Et par timer bruges til at dingle rundt heroppe, inden jeg går ned ad bjerget til det ganske spændende indvandrer-kvarter Poble Sec. Her indtages en af de dårligste pizzaer jeg nogensinde har fået på en lokal bar.

 

Så går det ellers videre til den store Barcelona-park Ciutadella. Ved stationen farer jeg vild, og der går en halv punisk krig inden jeg finder indgangen. Indenfor nyder Barcelonisterne weekenden. Det er de gode til. Jeg går rundt og nyder det, inden jeg finder en anden udgang, men med nogenlunde ligeså stor afstand til Metroen. Men nr. 4 får mig endelig hjem til Poblenou og en pause på hotellet.

Ciutadella
Ciutadella

Aftenturen går over til Rambla del Poblenou. Der var her jeg for vild ved ankomsten, men her til aften kan jeg finde rundt. Aftensmad udendørs iført T-shirt på en af de mange restauranter. Ikke ringe på en af de sidste dage i oktober.


Mandag den 31. Oktober


Dagen starter med en tur til et Barcelona-highlight. Det er Gaudis berømte La Sagrada Familia. Den er også kendt som Den Ufuldendte Kirke. Køen udenfor er giga-lang, og hvis man stiller sig op bagerst er der akut risiko for at kirken er fuldendt inden man når frem til indgangen. Det gider jeg simpelthen ikke, og jeg var da også derinde sidst jeg var i Barcelona - og for øvrigt ser det ikke ud til at de er kommet meget videre. I stedet går jeg en tur rundt om den, finder telelinsen frem, og prøver at komme tæt på detaljerne.

Lokalt islæt ved La Sagrada Familia
La Segrada Familia

Efter det er der en gåtur i kvarteret L'Eixample til en anden Gaudi-ting, nemlig et 4-etagers boligbyggeri kaldet La Pedrera. Her er køen også lang, men ikke så umenneskelig. Til sidst kommer man ind i huset, som er noget for sig selv. Det flotteste er taget. Ventilation, adgangsveje og vandbeholdere er alle kunstværker i sig selv. Det er rigtigt sjovt lavet. Nedenunder er "tørreloftet" også noget for sig selv og så er en af ejendommes lejligheder indrettet som museum. Et spændende sted, der var kø-besværet værd.

La Pedrera
La Pedrera

Jeg fortsætter ned ad Padraig de Grecia til en anden berømt Gaudi-ejendom Casa Battlo. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var en rødvin. Den ser jeg også kun udefra. Slut med at stå i kø i dag. I stedet retur til pause på hotellet.


Aftenturen går fra hotellet langs med Middelhavs-stranden ind til Port Olympic. Det er et hyggeligt sted med masser af lystbåde og restauranter. For enden er Barcelonas Casino, og jeg benytter lejligheden til en ofring i Casinoets spillehal, inden jeg vender snuden hjem til hotellet igen.


Tirsdag den 1. November


Da jeg var i Parc Guell sidste gang jeg var i Barcelona, havde jeg den næsten for mig selv. Det har jeg godt nok ikke nu. Det vælter med turister overalt. Jeg er bange for at jeg har ramt en eller anden ferieperiode i både Spanien og Frankrig.


Der er 3 gode grunde til at kigge forbi Parc Guell. Dels er det en ganske flot park, dels er er en masse Gaudi-halløj i parken og så er der også en god udsigt over Barcelona deroppe. Turen derop fra metrostationen Vallcarca er lidt anstrengende, men man bliver hjulpet godt på vej af en stribe rullende trapper, der er sat op til formentlig stor fortrydelse for beværtningerne langs ruten. Oppe i parken er det især en stor plads omkranset af Gaudis kakkelbeklædte stenbænke, der tiltrækker sig publikums opmærksomhed. De dumme turister sætter sig gud bedre det på dem, så man dårligt kan se kunstværkerne.

Parc Guell
Parc Guell

Efter en rundgang trisser jeg ned ad bakken igen - helt uden hjælp af rullende trapper - til en anden station kaldet Lesseps. Så er der ellers med Metro tilbage til frokost på 34'eren og pause på hotellet.


 Den sene eftermiddagstur går ind til centrum. Det bliver til en gåtur i det skumle område El Raval. Man har forsøgt at pimpe området lidt op, men det forstyrrer tilsyneladende ikke narkomaner, alfonser og det letlevende kavaleri, som hænger ud som de altid har gjort. Det er mest markant i det catalanske hovedbiblioteks gårdhave, der kan få selv forholdene i Mølleparken til at se helt mondæne ud. Men jeg synes nu, at kvarteret er spændende at gå rundt i, men er dog lidt påpasselig med ikke at flashe mit kamera i alle de små gyder.

El Raval
El Raval

Turen ender ude på Ramblaen, hvor det vælter med turister i tusindvis. Jeg søger op til Metrostationen med det enkle navn Urquinaona, hvorfra jeg tager tilbage til hotellet for at se Pilsen-Barca på værelse 402.


Onsdag den 2. November


En seværdighedsfri dag i dag. Jeg tager 4'eren ind til centrum for at tjekke Ribera-kvarteret ud. Og nej - der har ikke noget med hyldebærsaft at gøre. Der er ikke mange seværdigheder, men masser af hyggelige og sjove gader og gyder. De par seværdigheder der er, giver mig ikke meget mening. Byens klassiske koncertsal er nok ikke lige mig, og det giver heller ikke meget mening at vide at taget på Santa Catarina markedet skulle være særligt flot, når man nu ikke kan se det oppefra. I stedet hænger jeg ud i de smalle gyder og farer bevidst vild, ved ret konsekvent at vælge den vej hvor der ser ud til at være færrest turister.

Ribera
Ribera

Til sidst ender jeg dog tilfældigvis ved stationen Urquinaona, hvor jeg ved 4'eren kører fra. Så den tager jeg retur til frokost på 34'eren og en lur på hotellet.


Den sene eftermiddagstur går rundt i det lokale Poblenou-område. Det er faktisk et spændende område. Det er tydeligt under renovering, hvor gamle huse og småindustri rives ned og rimeligt nænsomt erstattes af mere moderne byggeri. Jeg kigger ind på den store lokale kirkegård Cementin de l'Est, hvor en funktionær fra Emsig Sogn, går meget op i at sikre sig, at jeg har fattet forbuddet mod at fotografere.

Poblenou
Poblenou

Aftensmad bliver på en trendy burgerbar. Den er så trendy at der ikke følger brød med til burgeren. Derimod er en belagt med noget ostesnask, og smager faktisk ganske himmelsk. Aftenkampen er mellem Villareal og Manchester City.


Torsdag den 3. November


Det er lidt regnfuldt fra morgenstunden. Derfor starter jeg med lidt indendørs aktiviteter. Det er en visit til Barcelonas l'aquarium nede på havnen. Her er - ikke overraskende - et hav af fisk at kigge på. Der er nogle store tanke, og det smarte er, at man nærmest bare stiller sig op på et transportbånd, så bliver man kørt rundt inde i det store akvarium, og kan se de farvestrålende fisk helt uden selv at skulle bevæge sig.

L'aquarium
L'aquarium

Video - En haj i akvariet


Næste stop skulle være det Maritime Museum, ikke langt fra akvariet. Men det er man ved at renovere så størstedelen af samlingen er lukket til 2013. Det vil jeg ikke vente på, så istedet går jeg en tur rundt i El Raval og Barri Gotic. Jeg kommer bl.a. forbi Placa Reial hvor jeg boede sidste gang jeg var i Barcelona. Og så finder jeg også nogle små sjove baggårde i Barri Gotic, som er vældig fotogene.


Herefter retur til pause på hotellet. Burgerbaren fra i går står for dagens frokost. Meget kan man sige om Barcelona, men mæt kan man altid blive.


Sent på eftermiddagen er det blæst voldsomt op. Perfekt vejr til en tur på stranden. Det synes jeg, og nogle enkelte hundeluftere og så er det jo perfekt vejr for surfere. For selv om vi ikke er ved det store hav, så er der nogle rimeligt heftige bølger til vovehalsene.

Stranden
Stranden

Aftensmaden bliver hentet i form af 2 slices på et lokalt pizzeria.


Fredag den 4. November


Det er regnvejr fra morgenstunden, så klokken bliver 11 inden jeg kommer på farten.


Dagens gåtur går rundt i kvarteret L'Eixample, som ligger lige nord for Barcelonas  ældste kvarterer. Det er et kvarter med brede boulevarder, meget trafik, en bunke designerforretninger, en del turister og en række flotte huse. Det sidste er det primære mål for dagens arkitektur-tur. Mange af de flotte ejendomme er nemlig bygget af Modernisterne, som Gaudi var en del af. De fleste stammer fra slutningen af det 18.  Århundrede eller begyndelsen af det 19.


Det er sjove bygninger med masser af gesvejsninger og krummelurer. Lige linjer synes forbudt. Turen er hentet fra Lonely Planets guidebog, og jeg kommer bl.a. forbi Casa Calvet, Cases Cabot, Casa Pia Battlo, Casa Mullares, Casa Serra, Casa Seyrach, Casa Comalat (den sjoveste - og for  øvrigt til salg - hvis nogen skulle være interesseret), Casa Thomas, Casa Granell og såmænd også Casa Llopis i Bofill. Ved nogle enkelte kan man gå ind i forhallen, men de fleste må man nøjes med at se udefra.

L'Eixample
L'Eixample

Efter alt det Casa-halløj smutter jeg tilbage til hotellet, da det begynder at regne igen. Det bliver desværre ved og forhindrer yderligere udendørs aktivitet. Man kan ikke engang komme ud og hente noget mad, så det bliver på hotellets restaurant. Men det gør nu ikke så meget, når de har et tilbud med 3 retter til 23 €. En flok kinesere uden for restauranter fordriver regnvejret med kortspil med meget store sedler på bordet. Jeg spørger ikke om jeg må være med.


Video - Regnvejr i baggården


Lørdag den 5. November


Slut på den her tur. Afgang med 4'eren ind til Urquinaona. Så er det med Aerobus ud til Barcelonas superflotte lufthavn ved El Prat. Nogle timers venten på flyveren til Amsterdam. Her stiger jeg så til gengæld næsten direkte over i den til Billund. En møgunge benævnt Malthe gør den tur til et helvede, fordi han åbenbart ikke kan få en vinduesplads.


I Billund omkring 17.30. Til min milde overraskelse har min bagage også nået det. I Billund er den eneste bus, en der står Vejen på, og det er jo værdiløst. Der går godt en time inden flybussen til Aarhus dukker op. Hjemme er jeg omkring 20.30.

Hoteller


Barcelona: Diagonal Port ⁕⁕⁕


Transport


Billund - Amsterdam: Fly - KLM

Amsterdam - Barcelona: Fly - KLM (?)

Barcelona - Amsterdam: Fly - KLM (?)

Amsterdam - Billund: Fly - KLM


Museer og lignende


Barcelona l'Aquarium


Sport og underholdning


Nou Camp: Fodbold, FC Barcelona - Mallorca 👍