Søndag den 2. september

Godt 300 kr. for en returbillet fra Billund til Dublin med RyanAir. Det er grotesk billigt. Det kan umuligt være en god forretning for dem. Men så er der selvfølgelig ikke fortæring med i prisen. Det er også usædvanligt, at det er nødvendigt at sælge skrabelodder undervejs. Der er dog heldigvis ikke noget bingo.

Vi lander i Dublin lidt i 4. Lufthavnen er rimeligt effektiv og jeg når lige som sidste mand ombord i bussen til Nordirland og Belfast kl. 16.20. Så er det ellers ud over stepperne, og bussen er i Belfast 2 timer senere.

Fra Europa Buscenter bliver det med taxa til Elms Village. Det er mit spartanske logi i udkanten af Belfast’s universitetsområde. Normalt er det bolig for de studerende på det nærliggende Queens University, men om sommeren lejes der ud til turister.

Aftenturen går op og ned ad Malone Road i dejligt aftenvejr. Her finder man bl.a. det markante Queens University, som er det største universitet i Nordirland. Det blev etableret af Dronning Victoria i 1845 og omkring 24.000 henslæber deres studietid her. Kort herfra finder jeg en vaskeægte fish’n’chips-snask. Jeg har helt glemt hvor dårligt det smager. På vejen hjem smutter jeg ind på den lokale tankstation efter en kaffe og dagens avis. Så er der da noget at kigge i, på det TV-løse værelse 107 i Elms Village.

Mandag den 3. september

Belfast er, selv om det er Nordirlands hovedstad, ikke særlig stor. Der bor omkring 500.000 mennesker, og byen er overskuelig og nem at finde rundt i. De fleste steder i byen er der udsigt til de grønne bakker omkring Belfast.

Fødderne starter med at bringe mig de 2-3 km. fra Elms Village og ind til Belfast’s centrum omkring Donegall Square. Her er byens rådhus, som er en flot lys bygning fra 1906. Nordirerne har selv kåret den som landets flotteste bygning. Udenfor er der en statue af en vrissen Dronning Victoria, for ligesom at signalere hvem der bestemmer her. 

På den anden side af North Donegall Square findes Linen Hall Library. Det er et bibliotek, der ud over at være et almindeligt bibliotek har specialiseret sig i materiale om den nordirske konflikt. Der er også en cafe, som serverer en god kop kaffe.

Videre herfra og lidt nordpå ad diverse forretningsgader til High Street. Mellem High Street og Ann Street er ”The Entries”, som er nogle små luskede gyder. Den del af Belfast er byens ældste, men blev fuldstændig smadret under 2. verdenskrig for efterfølgende at blive bygget op igen.

Så er det videre til Queens Square og The Albert Memorial Clock Tower. Det er Belfast’s svar på det skæve tårn i Pisa, da det hælder lidt mod syd. Det drejer sig ikke om mere end 1-2 meter, så det er vanskeligt at se med det blotte øje.

Nu er jeg næsten ned ved floden Lagan. Den krydser jeg via Lagan Weir, hvor en gangbro over nogle stålporte, der regulerer vandstanden i floden, bringer mig over på den anden side. 

Herovre finder man bl.a. Odyssey-complex, som er et enormt underholdningscenter. Lidt længere ude kan man se det store Harland & Wolff skibsværft. Det var her man byggede Titanic, men på trods af det, er der stadig gang i skibsbyggeriet.

Tilbage ad samme vej til den ”rigtige” side af Belfast, og op til det der kaldes Cathedral Quarter. Her er Belfast’s domkirke St. Anne’s Cathedral, som man startede på i 1899 og først blev færdig med i 1981. Tårnet på kirken er erstattet af et højt gyldent spir. Lidt længere nordpå er en anden flot bygning Clifton House. Engang var det fattighus. Nu er det alderdomshjem.

Nu vendes næsen sydpå igen. På den lange vej hjem kommer jeg forbi Grand Opera House. Det åbnede i 1895, men blev slemt skadet af IRA-bomber i 1991 og 1993. Onde tunger siger det blev bombet, fordi journalisterne boede på Europa Hotel lige ved siden af, og derfor kunne dække begivenheden uden at forlade hotellets bar. Ovre på den anden side af vejen kigger jeg lige ind på Belfast’s ældste pub Crown Liquor Saloon. Udvendigt er den pakket ind, da den er under renovering.

Herfra er der så igen 2-3 km. hjem til Elms Village.

Dagens 2. tur bliver af gode grunde kortere. Det bliver en gåtur rundt i den meget flotte botaniske have tæt ved min bopæl. Det er ikke bare en poleret blomsterhave, men mere en rigtig hyggelig park for Belfast’s indbyggere.

Herfra ned på ”The Globe”, som er en lokal pub med et godt tilbud at slutte dagen af med. ”A pint and a meal” til 5 £ er ikke nogen dårlig afslutning på den her dag.

Tirsdag den 4. september

”The Troubles” hedder det her – ”Balladen” mellem katolikker og protestanter, mellem republikanere og loyalister, mellem IRA og imperiet – eller hvad man nu kalder det. Heldigvis synes ”The Troubles” at være et overstået kapitel i Nordirlands historie. Dagens tema er ”The Troubles”.

Jeg starter med at tage bussen ind til centrum og Donegall Square. Derfra er det via Castle Street og Divis Street ud til Vest-Belfast’s katolske hovedkvarter Falls Road. Undervejs kommer man forbi det store betonhøjhus Divis Tower. Her holdt sikkerhedsstyrkerne til på de 2 øverste etager med udsigt over det meste af Vest-Belfast – både Falls Road og protestanternes tilsvarende Shankill Road. Jeg går videre forbi begyndelsen af det der kaldes ”The Peace-line”. Det er et 6 meter højt hegn, der adskiller den katolske og den protestantiske del af Vest-Belfast. Lad os håbe det snart ryger samme vej som sin fætter i Berlin.

Selve Falls Road er en almindelig levende handelsgade, men selvfølgelig med masser af symbolik. Det gælder bl.a. Remembrence-garden, hvor man på store granittavler hylder sine helte fra IRA-tiden. Det gælder også de mange murmalerier, hvoraf de fleste hylder de sultestrejkende IRA-fanger – eller krigsfanger som de kaldes -, der døde i Maze-fængslets blok H i 1981-82. Den mest berømte af dem var Bobby Sands, der blev valgt til det britiske parlament, mens han sad i fængsel.

For enden af Falls Road er der 2 store kirkegårde. Det er dels Belfast City Cemetary og dels den katolske Milltown. På sidstnævnte er de sultestrejkende fra blok H begravet.

Her er der også en fin pub, hvor man kan få sin frokost inden turen med bybus til Donegall Square.

Nu er det her jo en afbalanceret tur, så den anden parts kvarter skal også ses. Det hedder Shankill Road, og ligger ganske tæt på Falls Road, men er adskilt af den høje mur. Ironisk nok minder det på mange måder om Falls Road med en travl forretningsgade. På Shankill Road er der også murmalerier, der bl.a. hylder UFF – det protestantiske svar på IRA. Ellers er kvarteret præget af mange flag – Storbritanien, England, Skotland, Wales – og selvfølgelig Nordirland – for at signalere samhørighed med resten af imperiet, og ikke bare England. Overalt ser man også det protestantiske udråb ”No Surrender” – og et af de mere groteske tiltag – et hyldesmaleri af Queen Mother på siden af en Subway-restaurant.

Også udefra Shankill Road tager jeg bussen retur til centrum, og derfra 8’eren retur til Elms Village.

Dagens 2. tur bliver kortere – meget kortere – ned til ”The Globe”. A meal and a pint – og hjem igen.

Onsdag den 5. september

Farvel til Belfast, og med rute 252 ad The Scenic Route langs Antrims kyst til Giants Causeway. Turen tager godt 3 timer og undervejs passeres bl.a. Ballycastle, Ballytoy, Ballycarry, Ballygally, Ballypatrick og Ballyvoy.

Kvart over 12 holder vi så udenfor Causeway Hotel, og jeg kan gå ind og hente nøglen til værelse 107. Da man åbner døren til værelset, må man lige udbryde et ”hold da kæft”. Det er tjekket det her. Kæmpestort værelse, TV, complimentary tea & coffee, egen terrasse med den fineste udsigt over Antrims grønne bakker og Atlanterhavet. I sandhed noget andet end mit logi i Belfast.

Den slags ting kræver mad, men heldigvis er pub’en ”The Nook” lige ved siden af. Her bliver det til frokost og en pint, mens en musiker spiller ”traditional Irish music”. Det er skiftevis på fløjte, harmonika og violin. Jeg var dog ikke klar over at Eviva Espana, var en Irsk klassiker??

Så er det ellers ud for at kigge på stedets store seværdighed, den geologiske mærkværdighed Giants Causeway. Jeg tager en omvej dertil via en sti øverst på klipperne langs med kysten. Ved en anden geologisk mærkværdighed ”The Organ” kommer man så ned på lower path, som følges et stykke vej til et udsigtspunkt, inden man vender om mod det egentlige Giants Causeway. Men bedst som man er ude ved udsigten sker der det, der altid sker, når man er længst væk fra klubhuset på golfbanen – det begynder at regne – meget.

Der er ikke andet at gøre end at søge hjem. Selve Giants Causeway blæser jeg forbi på 30 sekunder, inden jeg totalt gennemblødt og vildt forpustet når retur til hotellet. Men her kommer værelse 107’s faciliteter så til sin ret. Et par kopper kaffe, noget tørt tøj og en lille lur, så er tilværelsen til at holde ud igen.

Ved 5-tiden er det klaret op, og jeg kan smutte ned ad bakken til Giants Causeway, for at kigge ordentligt på kalorius. Giants Causeway består af omkring 40.000 6- eller 8-kantede stensøjler, som står tæt sammen helt ud i vandet. Det er i sandhed et mærkeligt fænomen. Med forsigtighed kan man gå rundt på dem, og lade sig forundre over hvordan fænomenet egentlig er skabt. Den mest anerkendte forklaring er, at det er skabt af vulkansk aktivitet for 60 mio. år siden.

Jeg hælder dog mere til teorien om, at det var den irske kæmpe Finn MacColl, der byggede ”The Causeway” så han kunne krydse over til Skotland for at slås mod den skotske kæmpe Benandonner. Da han kom derover sov Benandonner, og Finn opdagede at han var meget større end ham selv. Så han flygtede retur til Irland igen. Det blev Benandonner så vred over, at han ville have hævn, så han tog til Irland. Det hørte Finn’s kone om, så hun klædte Finn ud som baby og lagde ham i en krybbe. Da Benandonner så ”babyen”, og så hvor store irske babyer var, så blev han også bange – for hvor stor ville Finn så ikke være? Derfor flygtede han retur og rev resten af ”The Causeway” op, og efterlod kun den smule der nu står tilbage.

Torsdag den 6. september

Der er et par andre sights i nærheden af Giants Causeway, der også skal tjekkes ud. Rute 402 – eller The Antrim Rambler – kører rundt til dem, så en dagsbillet til den giver mening. Første stop hedder Carrick-A-Rede ropebridge. Det er en smal hængebro – 20 meter lang og 1 meter bred, der bringer dig over til den lille klippeø Carrick-A-Rede. Broen svæver godt 30 meter over vandet, og det gynger noget når man går over. Hvis man er bange for højder, skal man nok lade være. Oprindeligt var broen ikke til turister. Derimod brugte fiskerne den, til at hænge deres net ud fra, og så trak de simpelthen laks op, som gik mellem fastlandet og den lille ø. Sådan har man gjort i 200 år. 

Et par timer senere er det med 402 til den anden ende af ruten. Her er den hyggelige lille by Bushmills og ikke mindst Bushmills Distillery, der laver en fortrinlig whiskey. Bushmills fik tilladelse til at lave whiskey af Kong James I i 1608, og er således verdens ældste lovlige destilleri. Men faktisk havde man her på stedet produceret noget whiskey-lignende halløj helt siden det 13. århundrede.

Der er en god rundtur, der ikke kun skamroser skidtet, men man ser faktisk hele produktionsprocessen. Inde i aftapningshallen gør det helt ondt at se, at der går kludder i aftapningen. Så tager de lige 20-30 flasker god whiskey, som ryger direkte i vasken. Synd og skam.

Ud over at producere en spændende rundtur, må man også fremhæve Bushmills for at have erobret den prestigefyldte titel ”Loo of the year 2006”. Der er hængt en fin plaquette op på lokummet.

Man slutter selvfølgelig i baren til prøvesmagning. Jeg tester en 10 år gammel single malt. Bartenderen er afvisende overfor min ide om at hælde is i, og man må jo følge ekspertisen, selv om jeg plejer….Men lidt vand – ikke for meget – det er i orden, mener eksperten.

Herefter tager jeg så bussen retur til hotellet, hvor resten af dagen går i fri afslapning, sammen med dagen udgave af Ballymoney Times.

Fredag den 7. september

Farvel til Giants Causeway. Afgang ved 11-tiden med rute 172 til Coleraine. Fra Coleraine er det så direkte videre med tog til Derry/Londonderry.

Hvad man kalder byen er religiøst bestemt. Er du katolik hedder den Derry – er du protestant hedder den Londonderry. Hvis du er ligeglad, kan du kalde den Slash City – skråstregsbyen.

Udenfor stationen i Derry er det hverken til at finde en taxa eller en bus, så jeg tager den i stedet for til fods til overnatningssted. Det er et hyggeligt B&B som hedder Saddlers House. Her bliver jeg så installeret på værelse 5. Værelset er ikke så stort, men der er hvad der skal være i form af TV, kaffe- og teudstyr – med små chokoladehapser fra Tesco – og så er der også en usædvanlig magelig gammel lænestol.

Så er det ellers ud for at se nærmere på Derry. Det bliver mest et kig rundt i centrum og så rundt på den ca 2. km. lange bymur omkring de centrale dele af Derry. Muren blev bygget mellem 1614 og 1619. Der er 4 originale porte man kunne komme igennem, og så er der 3 der er kommet til senere. Så sent som under ”The Troubles” blev portene brugt til kontrolposter ud mod det meget urolige katolske Bogside-kvarter.

Langt størstedelen af Derry er katolsk og irsk-vendt. Men lige på den anden side af bymuren kan man se en lille enklave kaldet Fountain, der er engelsk-vendt. Det kan man se på de mange britiske flag, og så kan man se det på kantstenene, der er malet skiftevis blå, hvide og røde – farverne på Union Jack.

Langs muren findes også nogle meget gamle bygninger. Det er bl.a. den flotte Guildhall – eller logesal på dansk. Den er fra 1890, blev IRA-bombet et par gange i 1972, men står nu flot igen og ligner nærmest en stor kirke. Desværre er adgangen lukket for i dag, da jeg når derhen.

Kort om vejret for øvrigt. Det er helt genialt. Skyfri himmel – 23 grader – de lokale kalder det årets bedste sommerdag. Engang imellem kan man være heldig, og ramme det rigtige tidspunkt at rejse på.

Lørdag den 8. september

Dagen i dag var egentlig tiltænkt en dagstur til Irlands nordligste punkt Malin Head i Donegal. Men henne på rutebilstationen viser det sig at være umuligt. Det er udenfor turistsæsonen, så der kører slet ikke busser derop i weekenden. Det giver en ekstra dag i Derry, men det gør egentlig ikke noget.

Første stop bliver i stedet for det udmærkede og ”award-winning” Tower Museum. Man elsker uddeling af priser i det her land. Det fortæller på ganske inspirerende vis om Derrys dramatiske historie. Den handler om engelsk besættelse, oprør, irsk borgerkrig, hungersnød, flugten til Amerika og så selvfølgelig ”The Troubles”. Jo – her er der sket mere end i en gennemsnitlig dansk provinsby.

Tur 2 bliver en gåtur rundt i Bogside – det store katolske kvarter vest for bymuren. Det var her Bloody Sunday fandt sted den 30. januar 1972, hvor 14 demonstranter blev dræbt af engelsk militær. Det var også i det kvarter at balladen mellem katolikker og engelsk militær var størst igennem 70’erne og 80’erne. Nu er kvarteret renoveret, men der er stadig en række militaristiske murmalerier og mindesmærker. Hvor der i Belfast var flest om de sultestrejkende i Maze-fængslet, så handler de fleste her om Bloody Sunday. Men også det nok mest berømte symbol, nemlig sætningen malet på en husgavl ”You are now entering free Derry” står her stadig. Meget betegnende er gavlen her endnu, men huset det er væk.

Resten af dagen bruges mest på Saddlers House, og et par fodboldkampe på TV. Vagthunden Bertie passer på. Det eneste tidspunkt jeg har set den bevæge sig, var da den løftede det venstre øjenbryn da jeg kom. Værten gætter på, at et indbrud næppe vil være i stand til at vække køteren.

Søndag den 9. september

Turens bog er Pete McCarthys morsomme ”McCarthys Bar”. Den handler også om en rejse rundt i Irland. Her til morgen fandt jeg den her sætning: ”I will go outside, wander about aimlessly and see what happens”. Lad det være dagens tema.

Men lad det være indrømmet, det går lidt i dovenskab. Måske er jeg blevet inspireret af Bertie, der tilbringer hele dagen med at sove forskellige steder i huset. Man skal passe lidt på den, for den kan godt finde på at sove på et trappetrin og det ville da være synd for hunden, hvis man trådte på den. Og hører man en underlig lyd, når man går ud, så er det bare Bertie der snorker.

2 gåture bliver det til. En god lang formiddagstur langs River Foyle og så en mere tilfældig gåtur rundt i centrum. Både frokost og aftensmad bliver på en lokal McDonaldiseret pub. Deres søndagstilbud ”A roast and a pint” koster £5,99 – så det kan man godt gøre 2 gange.

Hjemme på Saddlers House er der så god tid til at læse Pete McCarthy og se både Formel 1 og VM i rugby. Sidstnævnte er en stor begivenhed her, og på pubben under aftensmaden var der adskillige med irsk baggrund, der fulgte med i kampen mellem Irland og Namibia.

Mandag den 10. september

Farvel til Derry og Nordirland. Afgang med Bus Éireann kl. 7.20 – uden morgenmad – til Galway og Irland.

Turen tager 5 timer bl.a. gennem Donegals flotte landskaber. Turen slutter lige ved siden af mit hotel, det 4-stjernede Hotel Meyrick. Det er noget fornemmere end normalt, men dels fandt jeg et godt 2-dages tilbud og dels har jeg fødselsdag i morgen. Værelse 301 holder da også en standard jeg ikke er vant til. En kæmpestor lækker seng, kaffe- og tehalløj, et lille skrivebord at nedskrive det her på, et andet lille bordarrangement, der er godt når man skal læse, billeder på væggene, fladskærms-tv, en fin lysekrone og et kæmpestort badeværelse med en bruser der er til at forstå, så man undgår at skolde sig eller det helt kolde gys. Det eneste jeg ikke forstår, er hvorfor der er netstik på toilettet.

Så er det ellers ud for at kigge på Galway. Nu er jeg ikke bare kommet til Irland, men også til turist-land. Der er mange turister, og især mange amerikanske ”se 14 europæiske lande på 12 dage”-turister. De sætter deres præg på de 3-4 centrale gågader og restauranterne her. Så dem skal man bare holde sig væk fra. Gør man det, er Galway en hyggelig by at gå på opdagelse i.

I øvrigt er der ikke nogen mega-seværdigheder i byen. Jeg får set St. Nicholas kirken, hvoraf dele stammer helt fra 1320. Christopher Columbus kiggede forbi i 1477. Der er også en grav for James Lynch, der som Borgmester i slutningen af det 15. århundrede dømte sin egen søn til døden for et mord på en spansk besøgende. Der var dog ikke nogen, der ville henrette ham, så det måtte farmand også klare. Efter sigende blev han lidt gak-gak af den oplevelse.

Også Galway Cathedral kommer jeg forbi. Den er vældig stor og pompøs, og hvis man har lyst kan man bekende sine synder. Var der for øvrigt ikke noget med en biskop på de her kanter, der burde gøre det?

Ellers er det tydeligt, at det går godt i Galway. I næsten alle butikker søger man efter nye medarbejdere. Der er virkelig gang i økonomien herovre, og når man bliver betjent i cafeen foregår det på udmærket engelsk, men når de ansatte snakker sammen er det på polsk eller russisk. Lidt sjovt i et land, hvor så mange igennem tiderne er udvandret til Amerika eller England. Nu går strømmen den anden vej.

Tirsdag den 11. september 

Dagen starter med en ”where the feet brings you”-tur. Her til morgen bringer de mig over River Carrib via Wolfe Tone Bridge, til et flot naturområde ud mod Galway Bay. I der fjerne kan jeg se en lille ø, med et fyrtårn og en dæmning, der går derud. Den må jeg ud til. Der er skilte, der viser, hvor man skal gå på dæmningen. Men da man er nået næsten helt derud, er der pludselig et stort skilt om, at man ikke må gå længere. Det er lidt snyd, men det må åbenbart enten være et fængsel eller noget militærhalløj. Ellers giver det her da ingen mening.

Om eftermiddagen tager jeg til galopløb på Galway Racecourse. Der er både almindelige galopløb og forhindringsløb. Men det sjoveste er egentlig bare at se på hurlumhejet omkring det hele. Specielt omkring bookmakerne er der gang i den. De står rundt i en stor firkant, så de kan holde øje med hinanden, og så spillerne kan holde øje med, hvem der giver de bedste odds. Og de holder øje med hinanden. Med en kikkert tjekker man lige hvordan det ser ud på den anden side. Andre har spejdere til at gå rundt, for at undgå at give for gode odds. Og for spillerne er det virkelig et marked, der fungerer. Dem der har for dårlige odds – de har ikke nogen kunder.

Der er også almindelig totalisator, hvor især småspillerne som undertegnede gambler med deres latterlige beløb. Jeg satser 5 Euro på Windbeneathmywing i 1. løb til odds 7. Den bliver en meget snæver 2’er, så det var tæt på. I 3. løb bliver det til 5 Euro på favoritten Perfect Memory (7/2). Den ender uplaceret, hvorefter jeg beslutter, at det nok ikke er min dag, og bruger resten af tiden til bare at iagttage.

Ved 18.30-tiden tager jeg retur til hotellet. Der er fisefornem middag i hotellets halvsippede restaurant i selskab med alle de amerikanske turbus-turister. Det er en del af hotel-dealen, men egentlig havde det nok været hyggeligere på pubben rundt om hjørnet.

Onsdag den 12. september

Der er god tid om formiddagen, for jeg skal først videre ved frokosttid. Kl. 12 er der afgang med bus til Rossaveal. Det tager en times tid. Det passer så med færgen til Inishmore – den største af Aran øerne – kl. 13. Jeg har været der før på en dagstur. Det blæste og det regnede, men ikke desto mindre blev jeg så fascineret af øens enestående natur, at jeg lovede mig selv at vende tilbage, hvis chancen bød sig. Det gør den nu, så jeg har booket 3 nætter på Kelly House i udkanten af Inishmore’s hovedby Kilronan.

Inishmore består af sten – limsten. Den er ca. 14 km. lang, og omkring 4 km. bred, hvor den er bredest. Nordsiden af øen går normalt pænt ned til vandet, men så stiger øen i retning mod syd for så pludselig at slutte med nogle gevaldige klipper ud mod Atlanterhavet. Så gør man klogt i ikke at gå længere, for ellers slutter rejsen her.

Man har forsøgt at få noget til at gro, og give heste, køer, får og geder mulighed for at græsse. Men det er svært på en ø, der næsten kun består af sten. Derfor har man i generationer samlet sten sammen og bygget stendiger op overalt. Det er et helt fantastisk syn, at se den her ø med tusindvis af små stendiger.

Det får jeg lejlighed til at kigge nærmere på. Min første gåtur på øen går fra Kelly House via Kilronan til øens vestligste del. Turen går ad stenede veje og stier til seværdighed nr. 9, på det kort jeg fik udleveret på kajen i Rossaveal. Det er Dún Dúchachair – Det Sorte Fort. Det er ruinen af et fort – umådeligt gammelt – helt ud til klipperne. Udsigten herude er utrolig. Jeg er stort set alene. Der kommer kun en turist mere, mens jeg er der. Neden for den stejle skrænt kan man se og høre Atlanterhavet slå mod klipperne. Går man bare 20 meter længere tilbage, er det dødstille – man kan ikke høre en lyd. Det er helt fantastisk.

Det er vanskeligt at løsrive sig, men det skal man jo. Jeg forsøger at finde seværdighed nr. 10 Teampall Bheanain – Saint Benan’s kirke – som skulle være i nærheden. Men jeg kan ikke finde vejen derop. Det skulle ellers være verdens mindste kirke 3,7 x 1,8 m. Det mår være derfor den er blevet væk. Da jeg opgiver og vender om, får jeg pludselig øje på den på toppen af en bakke, så jeg får da set den på afstand.

Det bliver til en ”ping-middag” på en restaurant i Kilronan. Begrebet ping-middag har jeg hentet fra min Pete McCarthy-bog. Det henviser til, at maden er færdig, når man kan høre mikrobølgeovnen ude i køkkenet sige ”ping”. På vejen hjem bliver det også lige til en pint på Joe Watty’s Bar. Det er ret utroligt at man midt i september, kl. 8 om aftenen, på en ø i det vejrmæssigt vilde Atlanterhav, kan sidde udendørs i t-shirt og drikke sin pint. I sandhed noget andet end sidste gang jeg var på besøg.

Torsdag den 13. september

Det er rigtig B&B morgenmad. Det traditionelle måltid og almindelig konversation mellem de kun 2 logerende og værtinden Mary. Man har forskellige interesser. Den anden logerende skal f.eks. til Stockholm i næste uge, for at se Jussi Björling museet. Lidt kikset gætter jeg på at Jussi spillede violin. Han var nu operasanger. Og Mary har bagt kager, som man får med til dagens gåtur.

Og tur – gåtur – bliver det også til i dag. Der er vel 6-7 km ud til dagens mål Dún Aengus (seværdighed nr. 5). Turen derud ad smalle veje tager vel 2 timer. Undervejs møder jeg 2 biler, 3 cykler og 1 traktor, så øen er ikke overrendt fra morgenstunden. Man kommer også forbi en sælkoloni (seværdighed nr. 8), hvor en masse sæler ligger og driver den af. En enkelt tror åbenbart, at den er en delfin, for den svømmer rundt og laver nogle fine spring op i luften.

Derudover er der selvfølgelig en mængde stendiger og en del køer, så man ikke føler sig helt alene.

Ude ved Dún Aengus er der flere mennesker. Dún Aengus er et såkaldt semi-cirkulært fort. Semi fordi det ligger helt ude til de stejle klipper, der ligesom forhindrer at man kan gøre cirklen færdig. Man formoder at fortet blev bygget af kelterne omkring 2000 f.kr. Det består af en indre halvcirkel opbygget af mange lag sten. Udenom er der endnu en stencirkel af høje stengærder, der nok har kunnet holde angriberne væk. Man har kunnet have et helt lille samfund indenfor murene, men har givetvis haft det problem, at der ikke har været drikkevand på stedet. Det er et fantastisk sted, og et fantastisk bygningsværk med en fantastisk udsigt. Sidste gang jeg stod her, stod regnen ned i tove. I dag er vejret perfekt. Let overskyet, men netop som jeg når op på toppen kommer solen frem.

Man skal også her passe lidt på, for vi er ude i naturen, og i naturen er der ikke rækværk ved kanten. Så går det lodret nedad i stedet for. Jeg bruger et par timer på dette mageløse sted, inden der er 6-7 km’s gåtur retur til Kelly House.

På hjemturen er der mere trafik, for nu er dagsturisterne kommet. De bliver kørt rundt i minibusser eller med hestevogn, hvis de da ikke har lejet cykler hos Aran Bike (seværdighed nr. 1 – og udgiver af seværdighedskortet). På et tidspunkt mødes en hestevogn i den ene retning med 3 cyklister, en bus og mig i den anden. Ren traffic jam mener en af cyklisterne.

Nede ved sælerne står der nogle og kigger efter dem, men de er der ikke. Det er blevet højvande, så deres sten er oversvømmet og sælerne er søgt andetsteds hen. Rimeligt træt kommer jeg retur til Kelly House ved 4-tiden, til en tiltrængt slapper.

Aftensmad og aftenpint bliver på den hyggelige Joe Watty’s Pub.

Fredag den 14. september

Jeg må indrømme at de 12-14 km’s gåtur i går stadig kan mærkes, så i dag bliver mere rolig. Dagens tur går til Inishmores højeste punkt. Det tager vel en times tid at gå derop. På toppen finder vi seværdighed nr. 4 Dún Árann lighthouse. Det er et forladt lysfyr, lidt forfaldent men med en fin udsigt ud over øen. Lige ved siden af er der et mindre cirkulært stenfort Dún Eochia. Det er ikke nær så stort som Dún Aengus, men til gengæld er det helt rundt. Mængden af turister er beskeden. En 8-10 stykker møder man heroppe. Her kan turbusserne og hestevognene nemlig ikke nå op, så det er kun cyklister og fodgængere, der kommer her.

Turen ned igen er rigtig fin. Den går ad stier langs med stendigerne. Stierne er i en sådan stand, at selv cyklisterne må stå af for at trække. Der er en flot udsigt hele vejen ind mod Kilronan. Også den del af turen tager vel omkring 1 time til fods.

Efter frokost i Kilronan smutter jeg retur til værelse 2 for at slappe lidt af.

Senere på dagen bliver det til en stille og rolig gåtur i Kilronan og langs kysten. Man kan godt se at turistsæsonen er ved at være slut. Flere restauranter har lukket ned for i år, og mange af de busser og hestevogne, der venter når skibene fra fastlandet lægger til, må køre tomhændede hjem. Der er også en meget forskelligartet opfattelse af vejret og temperaturen. De lokale unger hopper i havnen til en aftendukkert, mens de italienske turister er iført dynejakke og skihue.

Aftensmad bliver på en lokal burgerbar med spilleautomat. Jeg vinder 10 Euro uden at forstå hvordan.

Lørdag den 15. september

Mary har lavet morgenmad til kl 7, fordi jeg skal nå færgen til Rossaveal kl. 8.30. Fra Rossaveal er det så videre med bus til Galway, hvor jeg i fuldt firspring drøner op til Bus Eireanns rutebilstation og lige når 10.30 til  Dublin.

Her kan man så hygge sig med en 4-timers bustur inden man hopper af igen lige i centrum ved floden Liffey.

Herfra er der en kort gåtur til en af Dublins største seværdigheder Trinity College. Den seværdighed har den særlige funktion, at jeg skal bo der. Ligesom i Belfast udlejer universitetet til turister om sommeren, men i modsætning til Belfast er det lige smack i downtown her. Så jeg får fat i nøglekortet til værelse 47.1.04 og får mig indkvarteret i et absolut brugbart værelse.

Trinity College er Irlands mest prestigefyldte universitet. Det blev grundlagt af Elizabeth I i 1592. Dengang lå det i byens udkant, men nu er Dublin blevet meget større, så derfor kan man ikke bo mere centralt. Indtil 1793 måtte kun protestanter gå her. Nu om stunder er størstedelen af de 13.000 studerende katolikker, selv om den katolske kirke faktisk forbød sine proselytter at studere her helt indtil 1970.

Irlands største turistfælde findes også her. ”The Book of Kells” er en illustreret udgave af det nye testamente. Den er lavet omkring år 800 af nogle munke. Den er udstillet her, og jeg så den sidste gang jeg var i Dublin. Eller rettere – så en enkelt side – på afstand – i 5-10 sekunder – efter at have stået i kø i 2 timer. Derfor omtales seværdigheden også ironisk som ”The Page of Kells”. Det nummer hopper jeg ikke på den her gang.

Til gengæld kan jeg så gå ud for at se på Dublin. Og det er en omvæltning i forhold til Inishmore. Værtshusområdet Temple Bar ligger lige ved siden af Trinity College, så jeg finder en bar, får noget pub-grub og en pint og får set 2. halvleg af en fodboldkamp. Ellers vælter det rundt med mennesker – bådel lokale og turister. Temple Bar er ikke så stort, så det er ved at udvide sig over på den anden side af Liffey via den nye gangbro Millennium Bridge. Ellers går resten af dagen med at gå rundt i Dublins centrum. Jeg kan mærke man skal op i et andet gear i forhold til Inishmore. Jeg bliver hele tiden overhalet.

Søndag den 16. september

Der er morgenmad i Trinity Colleges Dining-hall. Det er en fin sal fra 1743 med lange borde og store malerier af tidligere rektorer på væggene. 

Ellers er det ud for at se på Dublin i dag. Jeg har min egen guide med. På Dublin Tourism’s hjemmeside kan man  downloade et antal Podcasts med forskellige kommenterede gåture i Dublin. Det har jeg gjort og jeg har dem med på Ipod’en, så jeg kan få gået nogle af turene igennem.

Første tur hedder ”Viking & Medieval Dublin. Den bringer mig forbi nogle af de ældste dele af Dublin. Man får set Dublin City Walls – eller hvad der nu er tilbage af dem. Man kommer også forbi Dublin’s ældste pub og den flotte St. Audeons Church, som er den eneste middelalderkirke i Dublin, der stadig er i brug. Den blev bygget mellem 1181 og 1212. Foran kirken er der en hyggelig park, hvor nogle åbenbart sidder og ryger sjov tobak. Det må man ikke, så de får besøg af politiet.

Til sidst kommer man til Christ Church Cathedral. Den er bygget over flere perioder, og synes af samme årsag at være noget rodet. Det har heller ikke altid været nemt at være protestantisk kirke i det katolske Irland, så den har haft sine op- og nedture. Køen for at komme ind er for lang, til at jeg gider det, så jeg snupper en omelet og en pint på en nærliggende pub i stedet for. Og lige da jeg går indendørs begynder det at regne.

Podcast-guiden virker fint. Man får at vide hvor man skal gå hen og får historien fortalt. Man skal så selv sørge for at stoppe Ipod’en undervejs fra sted til sted, og man skal huske et kort. Ellers går der kludder i det.

Pod-tur 2 senere på dagen hedder ”Temple Bar to The Docklands”. Den starter – meget naturligt – med en tur rundt i Temple Bar, hvor der bliver fortalt om områdets historie og bygninger. Derefter går man over Liffey og videre østpå forbi de mange flotte broer, heriblandt Ha’penny Bridge og O’Connell Bridge. Så er der et stykke vej at gå langs med Liffey, indtil man kommer til Custom House – toldhuset – som er en bastant og imponerende bygning, som blev bygget omkring 1790. Der har flere gange været tumult om bygningen. I forbindelse med uafhængighedskrigen blev der sat ild til den i 1921, og den nedbrændte næsten fuldstændigt, men blev altså bygget op igen.

Videre langs Liffey og ud til  Dublins Docklands. Ligesom sin storebror i London, var det et område under forfald, fordi der simpelthen ikke var skibsfart nok. Men ligesom i London bliver det nu genopbygget med hoteller, kontorer, boliger for de rige og et stort messecenter. Alt sammen er i glas, stål og granit, som den slags åbenbart skal være nu om stunder.

Her slutter Ipod-turen, så man må selv finde hjem. Det gør jeg ved at tage en spritny bro over Liffey – så ny at den ikke er på mit kort. Så går det ellers retur igennem jævne boligkvarterer på syd-siden af Liffey til Trinity College igen.

Mandag den 17. september

Dagens 1. tur går til udkanten af Dublin – til Kilmainham. Det starter med en tur med Luas – Dublins nye lightrail – til Heuston Station. Derfra er det til fods rundt til 3 forskellige sights.

Den første er Royal Hospital Kilmainham. Det blev bygget imellem 1680 og 1687, og havde samme formål som sin mere berømte makker i Paris Hotel Invalide, nemlig at fungere som sygehjem for sårede soldater. Som sådan fungerede det indtil 1928, hvorefter det gik i forfald. I 1980’erne begyndte man at restaurere de fine bygninger. Nu huser det Irish Museum of Modern Art. Det har heldigvis lukket om mandagen, så jeg slipper for at skulle finde på en undskyldning for ikke at gå indenfor.

Udenfor er der en meget fin park, der minder lidt om en miniudgave af parken ved Versailles.

Går man igennem parken kommer man lige til Kilmainham Gaol. Det er et fængsel, som stammer fra 1795 og har spillet en kæmpestor rolle i Irlands historie.

Efter oprør i 1798, 1803, 1848, 1867 og 1916 mod englænderne røg lederne altid ind her. I forbindelse med påskeoprøret i 1916 blev i alt 14 ledere henrettet i Kilmainham Gaol. Det var med til at vende stemningen i den irske befolkning, hvor oprørerne indtil da havde haft begrænset opbakning.

Der er en god guidet tur rundt i fængslet, hvor man bl.a. hører historien om en af fangerne fra Påskeoprøret, som blev gift med sin forlovede i fængslet. Blot 2 timer senere blev han så henrettet ved skydning i fængslets gård. Eller en anden af lederne af samme oprør, der var så hårdt såret, at han ikke kunne stå op til sin egen henrettelse. Derfor fik han – rimeligt nok – lov til at sidde ned. Flinke folk.

Videre fra fængslet til War Memorial Gardens. Det lyder måske ikke for ophidsende, men det er en usædvanlig flot park, der går helt ned til floden Liffey. Parken blev lavet til minde om 49.400 irske soldater, som blev dræbt under 1. verdenskrig, og indeholder en række monumenter i den anledning.

Herfra er det så retur til Heuston Station og med Luas ind til byen. Luas betyder ”fart” på det originale irske sprog.

Tur 2 er mere central. Den går fra Trinity Collega hen ad Dame Street. Først er det til City Hall, som er fra 1779. Jeg når lige ind og ser den flotte forhal, inden døren bliver låst for i dag.

Lige bagved ligger Dublin Castle. Det er bygget over en længere periode, og det kan man se. Kun det flotte ”skaktårn” står tilbage som de så ud, da det blev bygget i 1258. Der er ture rundt på slottet, men de er slut for i dag. Bag ved slottet er der en park, hvor der sidder en fyr og spiller på didgeredoo.

Videre til St. Patrick’s Cathedral. Sammen med Christ Church Cathedral er det de 2 største kirker i Dublin. Begge protestantiske for øvrigt. Lidt mærkeligt i det katolske Irland.

Foran kirken er der en flot velfriseret park. En flok tossehoveder står midt på plænen i en rundkreds og synger. Man bliver pinligt berørt, da man opdager, at det er en flok danskere. Selve kirken er fra perioden 1190 til 1225. Man er ikke helt sikker. Der er bygget til den flere gange. Som alle andre gamle bygninger har den haft en omtumlet tilværelse med ballade og ildebrande. En fyr der hed Oliver Cromwell, som besøgte Irland i 1649, brugte f.eks. den fine kirke som hestestald. 

Jeg kigger indenfor i kirken, men der er en aftenmesse i gang, så det bliver kun til et hurtigt kig og så ud igen.

Herfra smutter jeg så retur til Trinity College. Nok sightseeing for i dag.

Tirsdag den 18. september

Det er sidste dag på turen, og det er koldt og det blæser. Vejret undervejs har i øvrigt været fremragende. Væsentligt bedre end man kan forvente på de her kanter på den her tid af året.

Tur 1 går til et par af byens åndehuller. Først er det St. Stephens Green, nogle få minutter fra Trinity College. Det er Dublins populæreste park, hvor man kan fodre ænder og se på fine græsplæner og blomster. De kører såmænd rundt og samler nedfaldsblade sammen i dag, og dem er der mange af. Rundt om i parken er der en flot fotoudstilling, med en masse store billeder af truede dyr.

Fra St. Stephens Green er der ikke langt til en anden flot park ved Merrion Square. Den er om muligt endnu mere velfriseret. Her er der dog ikke nogen ænder, man kan fodre. Til gengæld er der en række statuer af forskellige berømtheder. Der er bl.a. en af Oscar Wilde, en af Dublins berømte sønner.

Merrion Square er et pænt kvarter. Hele vejen rundt er der meget flotte georgianske huse i 3-4 etager. De er alle sammen med flot malede døre og imponerende dørhamre. Udenfor er der særlige fodafskrabere, hvor herrerne skrabede mudder af støvlerne inden de gik indenfor. Nu om stunder bor her mest advokatfirmaer, reklamebureauer og forskellige institutioner. Jeg kan bl.a. se at det irske fodboldforbund holder til i et af husene.

Frokost bliver på ”The Bank”. Deres krydrede pølser med kartoffelmos kan varmt anbefales.

Tur 2 går igennem Temple Bar til områdets centrale plads Meeting House Square. I National Photographic Archive er der også en fotoudstilling. Det er en lokal dagbladsfotograf, der har fået lov til at udstille. Det er da ok billeder, men hvorfor lige netop de skal udstilles frem for så mange andre, forstår jeg ikke helt. I øvrigt må jeg sige at Temple Bar – ligesom Book of Kells og Guinness – i mine øjne er rene turistfælder. Jeg synes der er langt mere interessante steder i Dublin, end lige de 3 stor-seværdigheder.

Ellers går turen op ad O’Connell Street. Det er byens gamle shopping-gade, som er – eller er ved at blive – sat i stand. Der er en række statuer hele vejen op i gadens midterrabat. Det gælder bl.a. den 120 meter høje ståldims Spire. Efter sigende er det verdens højeste skulptur. Den har erstattet en gammel forhadt statue af Admiral Nelson, som nogen sprængte i luften i 1966.

Aftensmad bliver turens første pizza, inden Dublin sluttes af med en pint på en pub, der viser Porto mod Liverpool.

Onsdag den 19. september

Afgang med flyver fra Dublin kl. 11.30. Den er i Billund kl. 14.30, og så er jeg hjemme kl. 15.30 – i øsende regnvejr.