Australien og Singapore
26. januar - 3. marts 1998
Mandag d. 26. januar
Afgang fra Vejle kl. 6.03 efter ca. 4 timers søvn. Tænkte at jeg nok kunne sove på turen - og jeg kunne jo alligevel ikke i forvejen p.g.a. spændingen.
I København lidt i 9 - derefter lufthavnsbus til Kastrup. Hurtigt check-in og klar til turen til Singapore.
Afgang med Singapore Airlines kl. 11.30 - præcis. Ret tjekket flytur på ca. 12 timer. Det er lang tid, også selv om man kunne se film og spille Nintendo-spil på en lille skærm indbygget i sædet foran. Så "The Full Monty" og en eller anden øko-action film med Anthony Hopkins. Jeg har glemt hvad den hed. Det er heller ikke værd at huske på.
Brugte ellers tiden på Nintendo-golf. 132 slag over par i første runde var ikke imponerende. Ellers var flyturen som sådan nogle nu er - kedelig.
Maden var ok - men så dog mere spændende ud på menukortet. Stemningen i flyveren nærmest lidt charter-agtig. Der var mange der skulle videre til Australien. Selve flyturen gik over Moskva, ned over Afghanistan, Pakistan, Indien, Bangladesh, Thailand og Malaysia. Det er noget underligt noget at flyve hen over steder som Kabul og Banghladesh med så meget død og elendighed. Over Malaysia så vi på afstand et mega-tordenvejr - utroligt flot.
Tirsdag d. 27. januar
Lander i Singapore kl. 7 lokal tid. Fuldstændig bombet - altså mig, ikke Singapore. Det var nu man burde gå i seng, men det kan jo ikke rigtigt lade sig gøre. Flyveren videre fra Singapore til Sydney er flyttet fra kl. 10 til kl. 11.30. Lidt panik. Normalt ville jeg være i Sydney kl. 21 - og nøglen til hotellet skal hentes senest kl. 24. Så nu skal der ikke gå for meget galt, så.....
Bruger tiden til at kigge på det man kalder verdens mest effektive lufthavn. Changi hedder den. Den er stor, den er flot, den er effektiv - og den er kedelig.
Afgang kl. 11.30 mod Sydney. Heldigvis til tiden. Også en Airbus ligesom til Singapore. 9 timer tar’ det - sover heldigvis noget af vejen.
Det jeg får set af turen er dog rigtig flot. Især indflyvningen over Sydney ved aftentid. Vi slår lige et slag ind over byen og kan se fyrværkeri. Kineserne fejrer deres nytår. Jeg har aldrig før set et fyrværkeri fra oven.
Vi lander i Sydney godt 22. Jeg er heldig og drøner lige gennem paskontrol og told. De er ellers ret hysteriske og tjekker de fleste i tolden. Det er meget madvarer de kigger efter - kød og frugt er bandlyst at føre ind i landet.
Jeg kommer ud af lufthavnen og vil egentlig til at lede efter en Taxa til hotellet. Men så holder der istedet en minibus, der kører rundt til hotellerne i midtbyen. Jeg tager den istedet. Er på Victoria Street i Kings Cross kvarteret ca. 23.30. Jeg henter nøglen i den lokale døgnkiosk. Så ind på Highfield House - og op til nr. 32. Et lille hummer med en seng, en håndvask og en blæser - og ikke andet. Og det er megavarmt. Hurtigt i bad - det var tiltrængt - og så i seng.
Onsdag d. 28. januar
Vågner rimeligt tidligt. Det første man bemærker er at fuglene lyder helt anderledes end derhjemme. Det andet er, at det gør skraldemændene ikke - de larmer mindst lige så meget. Morgenmad på den lokale McDonald’s og så ind til Downtown Sydney.
Ind til Greyhound Pioneer for at få "bekræftet" mit aussie-pas. Herfra på gå-ben til Circular Quay, og med færgen tværs over Sydney Harbour til Taronga Park Zoo. Med "Cable-car" til toppen af bakken, hvor indgangen til zoo’en er. Herfra går man så ad en sti nedad - hele tiden - indtil udgangen i bunden - smart. Zoo’en var flot. Med både koalaer og kænguruer - så det var som det skulle være. Der var ikke så mange mennesker - sikkert pga. varmen - op til 36 grader.
Tilbage til hotellet hen på eftermiddagen - for at opdage at man da vist har fået så rigeligt med sol visse steder.
Om aftenen tjekkes det lokale kvarter - det er ret tvivlsomt - og jeg finder et supermarked som har en faktor 15+.
Torsdag d. 29. januar
Heldigvis knap så varmt. Ned på 26 grader. Jeg tager "metroen" til Bondi Junction - og skifter til bussen ud til Bondi Beach. Derfra en hyggelig gåtur ad en "scenic route" langs nogle strande. Ender i Bronte - og tager derfra tilbage til Highfield House hen på eftermiddagen.
Senere på dagen en gå-tur ind til Downtown - og se noget af det som man jo skal se. Ned til Sydney Harbour, se The Rocks, op på Sydney Harbour Bridge (da jeg fandt adgangsvejen), frem og tilbage over broen - flot udsigt. Derefter et smut over til Operahuset - og en tur rundt om det - det skal man jo.
Og så tilbage til hotellet. Der er blevet gået nogle kilometer i dag - og fødderne er ikke helt tilfredse med det.
Fredag d. 30. januar
Med metro til Cronulla. En rigtig rigmandsforstad med store huse og store både. Vist der man flytter hen, når man går på pension. Efter at være gået forkert lykkedes det at finde den gamle fiskerbåd der sejler til Bogheeda, der ligger i udkanten af Royal National Park. Også klart et lokalt pensionist-udflugtsmål - næsten ingen rigtige turister.
Kigger lidt rundt omkring Bogheeda. Fødderne sætter begrænsningerne idag. Tilbage med båden og metroen - og til rekreation på hotellet.
Lørdag d. 31. januar
Tjekker Darling Harbour - efter at have tjekket ud fra Highfield House, og have parkeret bagagen på busstationen. Inde og se Sydney Aquarium - flot - man kan gå i gange under vandet og kigge direkte op på hajer, rokker og mange andre flotte fisk.
Sidder og slapper af med en bog - og derefter ind og se Chinese Garden - en lille havelignende sag midt mellem et par "freeways" - så larmen forstyrrer i nogen grad naturoplevelsen !.
Finder en Internet-cafe i et lokalt indkøbscenter. Får tjekket min mail - og sendt noget - hvis det altså virker.
Herfra ud på eftermiddagen ind til Greyhound-stationen for at tjekke ind på den videre tur til Melbourne. Jeg har valgt Express-turen om natten, og har derfor droppet et planlagt stop undervejs. Afgang med Greyhound kl. 19
Søndag d. 1. februar
Ankomst Melbourne kl. 6.30. Turen var ok. Bussen meget komfortabel. Jeg har faktisk sovet en del og er rimelig frisk.
Skal finde et sted at bo - gerne centralt. Tjekker Victoria Hotel lige midt i byen. De har enkeltværelser til ca. 40 dollars. Lyder ok - tager derind. Derinde tilbyder de et bedre værelse - med tv, bad og "coffee-making facilities". Siger ok til det - til 52 dollar pr. nat. - ca. 30 dollar under den normale pris for værelset. Får det med det samme - og får sovet et par timer igen.
Byen er præget af at der er finale i Australian Open i tennis. Går en tur langs promenaden ved floden. På Crown Casino taber jeg 20 $ på 90 sekunder - man er en håbløs amatør sådan et sted. Der ryger godt nok mange penge over disken.
Tager på en spøjs lille tur på floden og herefter tilbage til hotellet for at se det sidste af tennisfinalen. Vi sejlede lige forbi tennisstadion, da de skulle til at i gang.
Om aftenen fiser jeg den af foran flimmeren.
Mandag d. 2. februar
Ud og rejse kollektivt! Først med toget til Geelong. Derfra med bus til Queenscliff. I Queenscliff tager man færgen tværs over en bugt til Sorrento. I Sorrento bruger man godt 1 time på at finde byens eneste busstoppested. Undervejs finder jeg en grill-bar, der reklamerer med danske hot-dogs. Det må prøves. De er af yderst tvivlsom karakter, men manden er skam dansker - og konen har familie i Bredballe.
Med bussen - en megalang lavgulvsbus ude på bøh-landet - til Frankston. I Frankston omstigning til "The Met" til Melbourne. Lidt spøjs måde at lege turist på. Bare at bruge de almindelige kollektive transportmidler
Tirsdag d. 3. februar
Først med "The Met" ud til Belgrave - da jeg endelig fandt ud af hvordan jeg skulle købe billet. En emsig billetsælger insisterede på at den skulle trækkes i en automat. Så måtte en anden forklare hvordan automaten virkede. Og hvad for en billet man skulle have til Belgrave.
I Belgrave videre med "Puffing Billy" til Lake Emerald. "Puffing Billy" er et damplokomotiv, der slæber sig op ad nogle bakker i "Dandanongs" - smadderflot udsigt undervejs. Brugte et par timer ved Lake Emerald - gik en tur - læste lidt i den medragte bog - såvidt som fluerne tillod det - og ind at se en modeljernbane med 2 km spor. Modeljernbaneejeren startede hele molevitten, selv om jeg var den eneste der var der.
Midt på eftermiddagen retur igen. Først ned af bakken med "Puffing Billy" og så med "The Met" tilbage til Downtown.
Onsdag d. 4. februar
Lidt af en slapper-dag. Med en af de lokale sporvogne til St. Kilda Beach. Gå en tur langs stranden og ud på St. Kilda Pier, med en imponerende udsigt ind over over downtown Melbourne.
Tilbage til Melbourne og en ret lang gåtur derinde - ikke mindst fordi jeg ikke kom tilbage med den sporvogn jeg troede jeg kom tilbage med. Ud til Lygon Street i udkanten af downtown, hvor der ligger et hav af restauranter. Snupper en pizza inden turen går tilbage til hotellet.
Torsdag d. 5. februar
På tur med Autopia-tours. 22 personer plus en munter chauffør. Afgang kl. 12.30. Første stop er en lille fauna-park, hvor der er koalaer, emuer, wombats og kænguruer. Man kan gå ind og håndfodre kænguruerne, der er meget tamme og gerne stiller op til fotos.
Derfra videre til Phillip Island og en "conservation koala-park", hvor man vist nok forsøger at hjælpe nogle hjælpeløse koalaer. Vi går en tur i parken og rundt på nogle såkaldte "boardwalks", hvor man kommer op i højde og kan tage nogle gode billeder.
Videre derfra til "The Nobbies", hvor man skulle kunne se sæler. Det kunne man nu ikke den dag, fordi kikkerten ikke virkede. Til gengæld var det utrolig flot at se bølgerne hamre ind mod kysten. Det var gammelt vulkanområde, så kysten bestod til dels af sort lava.
Fra "The Nobbies" ind til øens største by Cowes for en pizza.
Ved 7-tiden ud til turens highlight "The Penguin Parade". Her samler man hver aften ved solnedgang et par tusind mennesker, for at se pingvinerne gå i land. Pingvinerne sover i nogle små "shelters" i bakkerne om natten og bruger dagen i vandet. Vores glimrende chauffør havde vist os hvor det var bedst at stå. Kl. 21 dukkede de første pingviner op, og vraltede til deres "shelters", tilsyneladende ligeglade med det store publikum. Det så enorm sjovt ud, når de gik op ad stranden til deres lille private bolig. Herefter gik det slag i slag med små grupper af pingviner den næste times tid. Desværre ingen billeder - det var for mørkt og blitz var ikke tilladt. Kl. 22 tilbage med den hyggelige gruppe - og med ankomst til hotellet lige før midnat.
Fredag d. 6. februar
Endnu en slapperdag. Om eftermiddagen en 2-timers gåtur ud til - og rundt i - Royal Botanic Garden - og tilbage igen. Som alt andet her i Melbourne utroligt imponerende.
I det hele taget har selve byen Melbourne været en stor positiv overraskelse. Der er bare så meget plads - man er aldrig trængt - selv om byen er så stor som den er. End ikke i det inderste af downtown. Alletiders by.
Til aften ud at spise kinesisk i Chinatown. Kylling i chilli og med peanuts. Hot and spicy!!
Lørdag d. 7. februar
Exit Melbourne - og afgang med Wayward Bus langs "The great ocean road" m.m. til Adelaide. 3 dage sammen med 20-22 andre i en minibus - heriblandt 4 fra pingvin-turen. Og så var der selvfølgelig også Ralph - chaufføren.
Masser af stop undervejs. Først ved Bells Beach - og et hav af surfere. Senere på dagen begynder vandet også at komme ovenfra i form af regn - mere og mere - og man bliver ret våd ved stoppene - og bussen bliver ret klam - men hvad gør det. Vi holder pause i Apollo Bay og holder frokostpicnic i Otway Ranges - et regnskovsområde - med muligheder for gode gåture.
Senere kommer vi til "The twelve apostles" og Lord Arc Gorge ude ved vandet. Imponerende syn - og ikke mindre imponerende i regnvejr. Vi kommer til den såkaldte London Bridge, også nogle klipper ude i vandet, der indtil for få år siden var landfast, men så dumpede der noget af det i vandet, og nu var det så nogle klipper ude midt i vandet i stedet.
Inden vi når første overnatning i Port Fairy drejer Ralph tilfældigt til højre ved en lille nationalpark Tower Hill. Han nævner noget med vulkansøer og det ser da også meget kønt ud. Men pludselig vrimler stedet med Kænguruer, Wallabies - og oppe i træerne får vi øje på adskillige Koalaer. Altsammen "live" - ingen hegn her. Ralph er dog lidt skuffet - der var ingen emuer. Resten af bussen er helt oppe at køre.
Hele dagen har været fuld af oplevelser og smadderflot natur. Til sidst kommer vi dog til Port Fairy. Får fat i et enkeltværelse på den lokale pub. Værelset er på størrelse med min lejlighed og koster 12 $ (60 kr) - latterligt billigt. Noget hurtigt mad - og så i seng.
Glemte jeg noget - jo undervejs kommer Ralph i tanke om at der da vist nok er noget med en hemmelig hule. De plejer godt nok ikke at stoppe der - men vi var og god tid så der var mulighed for det. Forresten var han heller ikke helt sikker på hvor det var. Alligevel gør han holdt et tilfældigt sted - mener vist det er her. Hele bussen ud - og vi forcerer en strand med sten og nogle småklipper - og pludselig står vi ved indgangen til hulen. Alle folk på knæ og kravler ind i hulen, som i gamle dage blev brugt af aboriginals. Et sted man ikke finder i nogen guide-bøger - og en turisttur lidt ud over det sædvanlige.
Søndag d. 8. februar
Videre med Wayward Bus. Stemningen i bussen er alletiders. Første stop i Portland, hvor der er go-cart grand prix. De små go-carts fræser rundt på en lukket gadebane. Det kigger vi på - går en tur i "pit’en" og kigger lidt rundt i byen.
Videre går det i et fantastisk landskab. Vi krydser grænsen mellem Victoria og South Australia. Forskellen kan man se på telefonpælene. I Victoria er de af træ - og i South Australia er de af beton. Og de er konsekvente så man kan hele tiden se hvilken stat man befinder sig i. For en sikkerheds skyld er der placeret en af hver lige på hver side af "grænsen". Og for at forvirre turisterne har man en anden tid i South Australia - uret skal stilles ½ time tilbage !
Videre til Mount Schank - et vulkankrater som vi "bestiger". Hårdt, men det er sliddet værd når man kan se ned i et kæmpehul, der sagde "bum" for mange mange år siden.
Et kort besøg ved "Little Blue Lake" hvor et par lokale unger muntrer sig ved at hoppe i fra en klippe megahøjt over. Derfra videre til Mt. Gambier og den rigtige "Blue Lake" og jo - den er god nok - den er meget blå. Picnic ved bredden gør ikke synet ringere.
Derfra til Umpherston Cave, Et naturligt dannet rundt hul i jorden fyldt med blomster og planter. Defra til Canunda National Park - nogle imponerende klippeformationer - og så til vores overnatning i Beachport.
Overnatning på pubben, fælles aftensmad på "Bompa’s" (en anden pub) og en tur ud på den 800 m. lange mole inden sengetid. Af en eller anden grund sover man godt.
Mandag d. 9. februar
Sidste dag med Wayward. Afgang fra Beachport - og ind på en lokal farm til morgenmad og fåreklipning. Videre nordpå til Kingston og "The Big Lobster". Australiere har det med at have store mærkelige monumenter hist og pist, og "The Big Lobster" er sådan et - en stor hummer i et plasticmateriale udenfor en restaurant.
Videre op til "The Coorong" som er en øde og gold nationalpark. Ophold ved "The Granites" - nogle 500 mio. år gamle granitblokke på stranden. Næste stop ved nogle voldsomme strand-klitter som bestiges i bare tæer.
Derefter ud og gå en tur på en saltsø, med ca. 5 cm hårdpresset salt oventå mange cm ulækkert sort mudder. Risikoen for at gå igennem til mudderet er reel nok. 2 stk går igennem. Over Murray-floden ved Wellington og ned gennem Adelaide Hills ind til selve Adelaide.
Ankomst i Adelaide ved ca. 7-tiden. Ind på Clarice Motel - og ud at få lidt mad. Og så såmænd tidligt i seng - igen.
Tirsdag d. 10. februar
Adelaide - kigger rundt i byen. Frem og tilbage gennem gaderne - meget hyggelig - nærmest lidt provinsiel. Hen på eftermiddagen med en ældgammel sporvogn til strandbyen Glenelg. Noget af en turistfælde. Masser af kulørte butikker, en strand og nogle grimme hoteller langs stranden. Godt man ikke valgte at bo der - det var under overvejelse.
Hjem igen - til motellet.
Onsdag d. 11. februar
På bustur i Borossa Valley - et stort vinområde nord for Adelaide. Kun 8 med bussen og så en chauffør. Og et noget "pænere" publikum end Wayward.
Besøg på en legetøjsfabrik, 4 vingårde med gratis smagsprøver - og mulighed for at købe selvsagt. Rundvisning på en af dem. Det var ret spændende.
Nydelig frokost - jeg fik kænguru - ikke så dårligt, men heller ikke nogen åbenbaring.
Nydeligt område, en spændende rundvisning, men det hele er lidt kommercielt - som om det mest handler om at få os til at købe deres vin.
I Adelaide sidst på eftermiddagen. Det er rigtigt varmt idag. Så bare en gåtur gennem byen og hjem til motellet.
Torsdag d. 12. februar
Afgang sidst på formiddagen med 822’eren til Cleland Wildlife Park oppe i Adelaide Hills. Rigtig flot tur derop - og flot og hyggelig wildlife (tamelife !) park. Masser af forskellige kænguruer og wallabies.
En flok dingoer der råhygger sig - dem kunne man dog ikke gå rundt midt imellem som man kunne med kænguruerne.
Den tasmanske djævel er dog ikke at se - indtil dyrepasseren kommer forbi med 2 døde rotter til frokost. Så kommer der gang i Jackson som den hedder. Dyrepasseren fortæller at Jackson er fornærmet over at han er blevet flyttet, derfor holder han sig mest i sin hule under jorden.
Tilbage til Adelaide. Gåtur langs floden - den er flot. Ud og lede efter en 9 hullers par 3 golfbane jeg har set på et kort. Finder den - men der er desværre lukket for idag. Surt - man kunne ellers leje køller og lige tage en hurtig runde for 8 $.
Fredag d. 13. februar
En-dags tur til Kangaroo Island. Op kl. 6 for at nå bussen til Cape Jarvis. Derfra godt en time med båd til Pennishaw. I Pennishaw har det lokale vandrehjem arrangeret rundtur på øen. Igen ud og se på flotte klipper og imponerende natur. Pludselig er vi lige ved at køre en Goanna over. En Goanna er en såkaldt Lizard - en varanlignende fyr. Meget velset fordi den æder slanger. Så hvis du har en Goanna i baghaven kan du være ret sikker på at der ikke er slanger.
Frokost i det grønne. I træet ved siden af sidder en koala og sover. Lidt derfra er der en anden. "Watch the spider-web" er der lige en australsk pige der var med bussen der siger, inden man går derover. Og ganske rigtigt, der er et stort spindelvæv mellem 2 træer - og det er vist nok en dårlig ide at genere de lokale edderkopper. De kan være farlige. Så man dukker sig lige...
Herfra videre til en lokal fåreklipning - for 2. gang og så til turens highlight Seal Bay. Vi går rundt på stranden blandt sælerne, der lige er inde og nappe en 3-dages lur inden de skal på fiskeri igen. Der er dog alligevel en forbløffende aktivitet, og man kan stå og kigge på dem i få meters afstand. Vel at mærke rigtig natur - ikke en dyrepark eller sådan.
Derfra videre til en lokal wildlife (?) park. Fodring af kænguruer og emuer, klapning af koalaer hvis man har lyst, og nogle nuttede kænguru, wombat og possum-unger.
Tilbage til Pennishaw, med båden tilbage til fastlandet - det var en fejl, man skulle være blevet en dag længere - og med bus tilbage til Adelaide. Retur til motellet lige efter midnat - så godt 18 timers sightseeing idag - kom ikke og sig at ferie ikke kan være anstrengende.
Lørdag d. 14. februar
Tidligt op kl 6 og exit Adelaide. Med Greyhound Pioneer til Broken Hill. Det er "far out", ørken og ørken - og masser af kænguruer langs vejen. De er dog alle sammen kørt over. Der går timer mellem vi kommer til en by. Den sidste inden Broken Hill er ikke så stor 7 indbyggere. Her står der dog en af bussen - nu er de 8 siger han.
Turen er ellers ret træls. En mor og hendes 4 fuldstændige uregerlige unger gør alt hvad de kan for at lave så meget bøvl og ballade som muligt.
I Broken Hill hen på eftermiddagen. Det er mega varmt. Ind på Mario’s Palace Hotel - det mest tjekkede på hele turen. Forhallen er noget for sig med kæmpestore vægmalerier overalt. Værelserne er også rigtig lækre - og der er stort set ikke et øje på hele hotellet.
Rundt og kigge lidt på byen, ind på pizza-hut og hjem og sove.
Søndag d. 15. februar
Halvdagstur til Silverton, en spøgelsesby 25 km fra Broken Hill. Det er øde - meget øde. Vi er virkelig i the outback. Ny rekord - vi er kun 3 med bussen. I Silverton bliver vi slæbt rundt på lidt lokale gallerier, møder en plattenslager der sælger gamle 1-centmønter hvor han har skæret kænguruen ud til dumme turister og vi slutter på Silverton Hotel med en VB (Victoria Bitter - det foretrukne ølmærke - glimrende).
I Silverton har man i tidernes løb optaget flere film - og især reklamefilm. Sådan nogle med øl, tørstige mænd og langt fra alfarvej.
Mandag d. 16. februar
Om formiddagen på minetur i Broken Hill. Ray - rundviseren - fortalte så hurtigt og så meget at man dårligt kunne følge med. Men sjovt og spændende alligevel at rende rundt langt under jorden med "hard-hat" på. Minen var en metalmine - altså en mine hvor der tidligere var udvundet sølv, zink og andre metaller.
Om eftermiddagen afgang med Greyhound Pioneer til Sydney. En tur på ca. 15 timer. Heldigvis med god plads i bussen.
Tirsdag d. 17. februar
Ankomst Sydney kl 9.30. Ind på Sydney Central Private Hotel næsten lige ved siden af Banegården og busstationen. Mere centralt, bedre standard og dyrere end Highfield House, men med formentlig verdens langsomste elevator.
Får sovet lidt, går lidt rundt i byen, ser lidt vinter-OL på flimmeren og ud og spise kinesisk.
Thats all for today.
Onsdag d. 18. februar
På tur til Manly og Manly Beach. Med færgen fra Circular Quay og så en halv times tid til Manly. Et par seriøse gåture omkring Manly Beach og besøg på et "Oceanarium", med optræden af en sæl der bare ikke lige gad den dag.
Retur med færgen. Undervejs kan man se en fisk på mindst 3 meter, der hopper et par meter op i luften og snurrer rundt om sig selv. Jeg troede selvfølgelig det var en haj, men de indfødte påstår at det er en Catfish, som jeg ikke lige ved hvad er.
På vejen ind bliver vi forsinket. Vi skal vente på "Oriana" en krydstogtsfærge, der er ved at forlade Sydney.
Torsdag d. 19. februar
Med Rivercat til Homebush Bay - hjemsted for OL år 2000. Med bus rundt i området, hvor vi kan se hvor den olympiske by skal være, vi kan se hockey-stadion, Aquatic centre, tennisanlæg og ikke mindst det olympiske stadion, som man stadig bygger på.
Retur til Downtown ad Parramatta River med Rivercat.
Fredag d. 20. februar
På tur til Blue Mountains. Afgang kl. 8 og med minibus - ca. 16 mennesker - derudaf. Flere steder med flot udsigt. Minder lidt om Grand Canyon bare med træer i bunden. Guiden var meget hyggelig med særlig interesse udi fugle og planter. Han var lidt utilfreds med udsigten om formiddagen p.g.a. vestenvinden. De var ikke rigtig blå mente han.
I Katoomba prøver vi en Skyway, som slæber os ud over midten af "canyonen", så vi rigtig kan kigge ned - ca. 300 m.
På vejen hjem kører vi ned i en nationalpark ved Glenbrooke, hvor der er masser af kænguruer og hvor vi øver os i at kaste med boomerang. Det er sjovt - og slet ikke så svært. Første forsøg var hæderligt - andet var en katastrofe.
Hjemme igen ved 7-tiden.
Lørdag d. 21. februar
Lang gåtur i Sydney. Hyde Parks, The Domain, Royal Botanic Gardens, Wooloomooloo (det heddet det), Kings Cross (hvor jeg får købt rigtige boomerangs - ikke dem som souvenir-butikkerne svælger i), East Sydney, Darlinghurst og hjem igen.
Om eftermiddagen i biffen for første gang på turen. "As good as it gets" med Jack Nicholson.
Søndag d. 22. februar
Behov for en rigtig slapperdag. En bog med til Rushcutter Bay Park - og ikke andet.
Mandag d. 23. februar
Med toget kl. 8 til Hawkesbury River ca. 40 km nord for city. Derfra med en postbåd på flodtur. Undervejs afleveres post og andre varer til en række isolerede steder. Ret sjov oplevelse - selv om det var regnvejr en overgang.
Hjem igen med toget og tilbage ved 3-tiden. Senere til Harbourside i Darling Harbour for at leje Internet-adgang og så tilbage til Downtown med monorail.
Tirsdag d. 24. februar
Sidste dag i Sydney. Med Rivercar til Watsons Bay. Derfra gåtur til "The Gap" og ud til Vaucluse - Sydneys rigmandskvarter. Kan ikke finde tilbage til færgen, så istedet for tager jeg en bus der pludselig kommer forbi og som kører til Downtown.
Senere på dagen den sidste tur rundt i Sydney. Hyde Park, Macquarie Street, The Docks, George Street og Chinatown. Aftensmad i Chinatown - og tilbage til hotellet.
Onsdag d. 25. februar
Exit Sydney - og exit Australien. Tidligt op og med bussen til lufthavnen. Med Singapore Airlines til Singapore, hvor resten af ferien skal bruges.
Flyver hen over Australien. Den her gang kan man rigtig se hvor stort det er - og hvor meget af det der bare er øde ørken.
Lander i Singapore. Det er hypervarmt - og en meget høj luftfugtighed. Ikke rart for en nordbo som mig.
Bliver fragtet til mit hotel Concorde Hotel. Tjekker ind - og det er også et tjekket hotel. Det flotteste sted jeg nogensinde har boet. Bare det at en portier slæber ens rygsæk op på værelset på 7. sal. Det er jeg ikke vant til - gad vide om han skulle have haft penge for det?
Går lidt rundt i det lokale kvarter, som mest er betonhøjhuse. Får en gang "Chicken and rice" ved en slags markedsplads under et højhus. Sveden tapløber simpelt hen ned af en - og der ryger mindst 5 colaer i kloakken.
Tilbage til hotellet, se lidt fjernsyn - mest dårlige TV-shows. En lokal sangerinde optræder med Maria Montells "Di-da-di" på Malay. Der hedder den også "Di-da-di".
Torsdag d. 26. februar
'Singapore is a fine country,' said the taxi driver. 'In Singapore we have fines for everything.' Smoking in public places is out. You can smoke at food stalls and on the street (as long as you dispose of your cigarette butt correctly, of course). Eating, drinking and smoking are forbidden, and watch out if you use the MRT toilet and forget to flush. - citat fra Lonely Planet
Ud og se på Singapore. Eller så meget som man nu kan holde til. Man lærer hurtigt at tage bus, tog eller Taxa.
Om formiddagen ind til Chinatown, videre til "Financial District" og lidt rundt i den gamle kolonidel. Går for meget - alt for meget. Der er så utrolig mange betonhøjhuse overalt. Og det der er tilbage af det gamle er man åbenbart ved at rive ned.
Med taxa tilbage til hotellet for at holde siesta.
Senere en ny gåtur op til den store indkøbsgade "Orchard Road". Her er en milliard mennesker der ikke laver andet end at købe ind. At købe ind er en stor fornøjelse i Singapore - måske fordi de mange Shopping-malls med Air-condition er de eneste steder det er til at holde ud at være.
Der er så mange mennesker på "Orchard Road" at fodgængersignalerne i lysreguleringerne tæller ned. 15-14-.............3-2-1 - og så er det altså bare med at være af vejen.
Hjem igen med taxa til hotellet og i bad. Lidt tv og så i seng.
Fredag d. 27. februar
Med MRT til Jurong Birdpark. MRT er den lokale subway. Togene kører med 1½ min. mellemrum i myldretiden - og der bliver virkelig flyttet nogle folk.
Jurong Birdpark er utrolig flot. Alt er så frodigt p.g.a. det fugtige klima, og der er en utrolig masse eksotiske fugle. Også selv om man ikke har forstand på det må man blive imponeret.
Især et kæmpe fuglevoliere - hvor man går rundt inde imellem alle fuglene der flyver frit omkring - er utroligt imponerende.
Lørdag d. 28. februar
Ind til Downtown Singapore igen. Med en flodbåd på tur. Lidt tvivlsomt foretagende. Man skal nærmest hoppe ombord på den lille båd.
Kommer dog trygt i land. Får en pølse i svøb hos Steff-Houlberg Pølser, der har stillet en pølsevogn op ved kajen, med danske skilte og det hele. Troede jeg kunne tage gas på pølsemanden ved at bestille en pølse i svøb, men han fangede det udmærket.
Videre rundt og se på betonhuse og shopping-malls. Det er som om det vigtigste for Singaporeanere (?) er at købe ind. Ihvertfald har jeg aldrig nogensinde set mage til Shopping-malls.
Søndag d. 1. marts
Den værste dag på alle ferier. Den sidste.
Pakker mine ting og går op til et lokalt lille listigt sted jeg har hørt om. Det er også noget specialt. Et sted hvor en lang række af de lokale mødes søndag formiddag, hver med deres fuglebur - indeholdende en fugl - under armen.
Så hænger man alle burene op og fuglene kan sidde og synge i fællesskab, mens mændene (for det er kun mænd) får sig en kop kaffe eller en øl, og sidder og nyder fuglesangen. Når det har stået på et par timer, så går man hjem igen med pip-Hans under armen.
Tilbage til hotellet - tjekker ud - men lader bagegen stå til senere afhentning.Og så ud til Singapore Garden Zoo. Ligesom fugleparken utrolig imponerende. Går rundt der hele eftermiddagen. Så den her tur er startet med en zoo (Sydney) og slutter nu også med en zoo.
Hen på aftenen tilbage til hotellet. Jeg skal flyve omkring midnat, men har for god ordens skyld bestilt afhentning omkring kl. 21.
Bliver afhentet nøjagtigt og kørt til lufthavnen. Går hen til check-in - og får her på falderebet turens største overraskelse. Flyveren til København er overbooket - om jeg vil tage via Paris. Det har jeg da ikke noget imod - og da slet ikke når jeg hører om kompensationen. 500 singapore-dollars (ca. 2500 kr), hele turen til Paris på 1. klasse og et par smågaver oveni hatten. Bingo - siger jeg - den hopper jeg på.
Problemet er bare at flyveren til Paris går tidligere. Og jeg som troede jeg havde god tid - det har jeg pludselig ikke. Check-in’et tager et frygtelig tid nu alt skal laves om. Jeg bliver ført et helt specielt sted hen hvor jeg får mine skillinger - ind i afgangshallen - veksle fra Singapore-dollars til US-dollars - som jeg har lidt mere tillid til. Finde et toilet og få skiftet tøj. Det jeg har på er selvklart gennemblødt af sved, så det vil jeg helst ikke rejse i. Købe cigaretter og whisky - når ikke at købe slik. Og så ud til gaten, hvor der nu pludselig er ombordstigning om 5 minutter.
Men selve flyturen på 1. klasse - wauw. Frit valg i mad og drikke - og altså ikke noget 30 kr’s vin her. Næh nej - dyre varer. Og det hele serveret en ret af gangen. Og som man sidder - med al den plads man kan ønske sig - det er virkelig noget andet end monkey-class. Kan smile velfornøjet til at par amerikanere af værste skuffe, der tilmed har betalt for det her.
Morgenmad på 1. klasse består af 6 retter!. Får gnavet sig igennem det meste inden vi lander i Paris.
I Paris er det så hu hej vilde dyr, for at nå Air-France flyveren videre til København. Og pludselig er det altså lidt koldt med kun 1 t-shirt. Finder flyveren til København, kommer ombord - hvorefter vi selvfølgelig holder stille 1 times tid på grund af nogle tekniske problemer.
Endelig kommer vi dog af sted. Vejret er elendigt hele vejen, og da vi kommer til København får vi at vide at vi skal cirkle lidt rundt fordi de ikke kan tage så mange flyvere ned - der er sne på landingsbanen - suk.
Flyver derfor rundt over Nordsjælland over 1 time - og er mere end 2 timer forsinket da vi endelig lander. Alt er kaos i lufthavnen. Alt er forsinket.
Får fat i bagagen. Får kæmpet sig over til en lufthavnsbus, der på sneglatte veje snegler sig ind til Hovedbanegården. Får købt en billet og med tog hjem til Vejle.
I Vejle hen på eftermiddagen - i sne og sjap.
Det var så den ferie.
Hoteller
Melbourne: Victoria Hotel ⁕⁕⁕⁕
Port Fairy: Ukendt hotel ⁕⁕⁕
Beachport: Ukendt hotel ⁕⁕⁕
Adelaide: Clarice Motel ⁕⁕⁕
Broken Hill: Mario's Palace Hotel ⁕⁕⁕⁕⁕
Sydney: Sydney Central Private Hotel ⁕⁕⁕
Singapore: Concorde Hotel ⁕⁕⁕⁕⁕
Transport
København - Singapore: Fly - Singapore Airlines
Singapore - Sydney: Fly - Singapore Airlines
Sydney - Melbourne: Bus
Melbourne - Adelaide: Bustur - 3 dage, Wayward Bus 👍
Adelaide - Broken Hill: Bus
Broken Hill - Sydney: Bus
Sydney - Singapore: Fly - Singapore Airlines
Singapore - Paris: Fly - Singapore Airlines - Første klasse 👍
Paris - København: Fly - Air France
Dagsture
Sydney - Cronulla: Tog - båd
Melbourne - Queensclif - Sorrento: Tog - bus - båd
Melbourne - Lake Emerald: Tog
Melbourne - Phillip Island: Bustur
Adelaide - Borossa Valley: Bustur
Adelaide - Kangaroo Island: Bustur - sejltur 👍
Broken Hill - Silverton: Bustur
Sydney - Blue Mountains: Bustur
Sydney - Hawkesbury River: Tog - sejltur
Museer og lignende
Cleland Wildlife Park, Adelaide
Mine, Broken Hill
Oceanarium, Manly Beach