Onsdag den 17. august

Afgang med lyntog fra Vejle kl. 8.15. Så er jeg i Kastrup kl. 11. Det er i god tid til flyafgang kl. 14. Det er nu en god ide. Check-ind køen er lang, så det tager næsten 1 time.

Kl. 14 er det så afsted med Icelandair til Reykjavik. Det hele foregår på Business-klasse. Forklaringen på det kan du finde her.

3 timer senere lander vi på Island. Her er der en times tid at vente, inden der flyves videre til New York. Sådan en strække-ben pause midtvejs er forøvrigt ikke så tosset.

Videre det går på Business. Genial ting. Ikke nok med at der er masser af plads. Man får også udleveret en fiks lille DVD-afspiller, og kan vælge mellem 15-20 forskellige film på turen. Og så er der selvfølgelig beværtningen. De kommer konstant rendende med mad og drikke. Jeg smager f.eks. Foie Gras for første gang i min tilværelse. Eller som min hyggelige - og ligeledes opgraderede - sidemand siger, da slikskålen bliver budt rundt for 5. gang "These guys are your friends". Han bor forøvrigt i Berlin, har samme fødselsdag som mig - 11. september - "It used to be a good birthday" - og så spiller han på Ukulele. 

Godt 5 timer senere - alias 7.15 PM local time - lander vi i JFK-airport, New York. Her er der ikke nær så meget tumult som forventet. Jeg kommer f.eks. forrest i køen til immigration, så det tager kun 2 minutter - inklusive fingeraftryk og iris-aflæsning.

Så er det ellers fat i en  Supershuttle ind til Midtown Manhattan og mit sovested Milford Plaza Hotel. Hotellet er booket til en favorabel pris via  Priceline.com. Det er et stort og gammelt hotel, der dog så rigeligt kan levere det jeg har brug for - og så ligger det vældig centralt tæt på Times Square.

Klokken er 9 PM og jeg er smaddertræt. 9 PM svarer til 3 nat derhjemme. Men det er for tidligt at gå i seng, så det bliver lige en tur ned på den lokale Starbucks, og en kop kaffe - grande - og et stykke marmorkage, inden jeg lægger mig til at sove.

Torsdag den 18. august

Turens første opgave er shopping. Jeg vil have købt et digitalt kamera. Et Nikon D50. Jeg har læst flere anbefalinger af en elektronik-shop, der hedder B&H Photo and Video. Butikken ligger på 9'th Avenue. Det er ikke så langt fra mit hotel.

Det er en kæmpestor butik, der har alt indenfor foto. Alle ansatte er jøder med sjov kalot på hovedet. Købsoplevelsen er også usædvanlig. Man går hen til en skranke, hvor alle eksperter i digitale kameraer sidder. Her viser ekspedienten så tingene frem, og man siger hvad man vil ha'. Så laver han en bon på varerne, som samtidig kommer op fra kælderen i en blå plastikkasse. Men man må ikke få dem endnu. Istedet skal man tage sin bon, og gå hen til en anden kasse for at betale. Her får man så en ny bon, for nu har man jo betalt. Så går man til en 3. kasse, hvor varerne fra plastikkassen i mellemtiden er blevet sendt hen og lagt i en plastikpose. Og så kan man endelig få sit grej udleveret. På mange måder begynder det moderne USA at minde om det gamle Sovjetunionen. 

For øvrigt sparer jeg knap 3.000 kr. i forhold til almindelig dansk butikspris, ved at købe kamera og memorycard i USA.

Så er det ellers hjem til hotellet for at få skidtet til at fungere, og derfra med subway til Greenwich Village for at prøve det af. Jeg går lidt rundt i kvarteret med udgangspunkt fra Washington Square Park. Hyggeligt område med relativt lave huse - skyskaberfrit -, og masser af småforretninger, restauranter og cafeer. Jeg bruger en 3-timer hernede, inden jeg smutter retur til hotellet og til aftenes teaterforestilling.

Om aftenen har jeg købt en billet til The Producers - eller som den hed på dansk som film i sin tid - Forår for Hitler. Det er Mel Brooks der har skrevet den, og den er hylende morsom. Det var den som film, men er altså også som musical. Den går på St. James Theatre lige ved siden af mit hotel. Den handler om en teaterproducent  Max Bialystock, der har fundet ud af, at den eneste måde han kan score kassen på er ved at sætte en fiasko op, og så lukke den hurtigst muligt. Det bliver så til en "hyldestmusical" til Adolf Hitler kaldet "Springtime for Hitler", der dog desværre viser sig at blive en vældig succes - på trods af, at at man har sikret sig, at præmierepublikummet kun består af jøder.

Fredag den 19. august

Efter morgenmad er det tværs over vejen til Port Authority Bus Terminal og med Greyhound-bus til  Atlantic City - casinobyen i New Jersey ud til Atlanterhavet. Atlantic City er sådan et mini Las Vegas, med en stribe casino-hoteller langs med kysten. Byen har været forlystelsessted siden jernbanen kom hertil i 1850'erne. Casinoerne kom dog først til byen i 1977, og gav naturligt nok byen en vældig opblomstring. Det er et sted hvor amerikanerne kan finde på at tage hen og spille, og så er der ofte koncerter og store boksekampe i byen.

Turen derned koster 28 $, men de 20 får man tilbage - til at spille for - da bussen efter 2½ time ankommer til casinoet Resorts. 

Det er et lidt skummelt vejr med regn, så det er ikke så fedt at gå på The Boardwalk, en træbeklædt promenade langs Atlanterhavet og langs alle de 10-12 casinoer i Atlantic City. Men heldigvis er casinoerne da indendøre, så dem må jeg prøve et par stykker af. Først Resorts og så Taj Mahal hvor jeg småtaber lidt. Så er det blevet tørvejr og der er mulighed for en gåtur langs The Boardwalk, hvor der ud over casinoer er en masse suspekte hot-dog barer, souvenir-forretninger og almindeligt gøgl.Da det begynder at regne igen, bliver jeg nærmest tvunget ind i casinoet Sands. Jeg skal selvfølgelig også prøve deres frokost-buffet. Alt hvad du kan spise inclusiv sodavand ad libitum, kaffe og kage for 8 $. Det er selvfølgelig lokkemad for at få folk ind i hytten, og for at få lov til at spise skal man igennem det traditionelle amerikanske bureaukrati-cirkus. Først skal man nemlig meldes ind som Sands Club card member, hvilket kræver at man står i kø for at få et plastickort. Så kan man gå til buffeten, hvor man igen skal stå i kø en rum tid for at komme ind. Men nu er jeg skam registreret som medlem nr. 4766340 i Sands Card Club.

Og når jeg nu er meldt ind i det fine selskab må jeg også hellere spille lidt. En gevinst på 75 $ sørger for at jeg holder skindet på næsen her sent på eftermiddagen i Atlantic City. Ikke alle er lige så heldige. En fyr jeg snakkede med i madkøen fortæller, at han troede han havde en sikker strategi. Men pludselig sad han bare og droppede sedler i automaten, og nu var han helt flad. Klog af skade havde han ladet sit kreditkort blive hjemme. Da vi går forbi en TV-skærm, der viser en reklame for et foretagende man kan ringe til, hvis man har et gambling-problem, kigger han lige op på skærmen og spørger om man mon også kan ringe til dem, for at få fat i nogle flere penge.

Ved 8-tiden tager jeg bussen retur til New York. Her er jeg så 3 timer senere

Lørdag den 20. august

Højst anstrengende turistdag i dag. Turen går til Brooklyn. Alle der har set den fremragende Paul Auster film Smoke ved hvad Brooklyn står for, og det vil jeg gerne se. Det er nu ikke hele Brooklyn jeg får set. Brooklyn er nemlig en meget stor bydel. Der bor 2,5 mio. mennesker, så hvis Brooklyn var en selvstændig by, ville det være den 4. største i USA.

Jeg tager subway'en til 7'th Avenue i den del af Brooklyn, der hedder Park Slope. Her er masser af de flotte "brunstenshuse". Vi kender dem fra masser af film om New York. Park Slope kvarteret er smadderhyggeligt at gå rundt i. Lidt af et fund. Der er kun indfødte på de her kanter - ingen turister. Når man handler i forretningerne spørger folk hvor man kommer fra. Det er ret usædvanligt. 

Jeg krydser gennem Park Slope over til Brooklyns svar på Central Park - her kaldet Prospect Park. Her er der gang i barbecue'en og baseball'en. Tydeligt at de store familier fra de små lejligheder flygter ud i parken på sådan en fridag. Jeg nøjes med en gåtur gennem parken op til subway-stationen Grand Army Plaza.

Herfra er det videre med 2'eren til en anden del af Brooklyn, nemlig Brooklyn Heights. Jeg hopper af min subway ved Clark Street og går ned ad bakken til Fulton Landing, hvor der er en fin udsigt over til Manhattan og Brooklyn Bridge. Op ad bakken igen og en meget sen frokost på en lokal restaurant hvor maden er både god, rigelig og billig. Et sted for de indfødte. Så op til det egentlige Brooklyn Heights, med flere fine Brooklyn-huse. Hen til Brooklyn Heights Esplanade, med mere fin udsigt over Manhattan. Man ville egentlig have lavet en bred vej her, men det fik de lokale beboere heldigvis forpurret. Op til den lokale indkøbsgade Montague Street, forbi Brooklyns lokale rådhus Borough Hall og op til Adams Street.

Adams Street bliver til Brooklyn Bridge, som man kan gå over. Det har jeg prøvet før. Det var en hvinende kold februar-dag, hvor jeg havde iført mig næsten alt det tøj jeg havde med på turen. Den gang gik jeg - hundefrysende - ad en lille sti, der var skrebet fri for is og sne på broen. Den gang var jeg stort set eneste fodgænger.

I dag er der 30 graders lummervarme, der er masser af mennesker på broen, og sveden løber ned ad en. Så det er en meget anderledes oplevelse. Men turen over Brooklyn Bridge er stadig en af de mest fantastiske der findes. Man går på en fodgængesti over trafikken, og med en utrolig udsigt over Downtown Manhattan.

Ovre på Manhattan-siden er jeg så kvæstet at jeg ikke orker mere. Så jeg finder subway'en ved City Hall og tager hjem til hotellet via Grand Central Station. Hjemme kl. 5.30 PM og så sker der ikke rigtigt så meget mere den dag.

Søndag den 21. august

Dagens tur går igen til Brooklyn, og igen lidt uden for den normale turistrute. Turen går nemlig til Coney Island.

Men på vejen derud besøger jeg lige en anden "seværdighed", som jeg har set før. Det er World Trade Center, og det eksisterer som bekendt ikke mere. I stedet er der er stor byggeplads, der hedder Ground Zero. Det er en meget underlig fornemmelse.

Til gengæld er der ikke noget underligt over Coney Island. Coney Island har i mange år været et af fattigfolks foretrukne tilflugtssteder i New York. Flere gamle Buster Keaton film blev optaget på Coney Island. Nu er der måske mindre stil over stedet, men det er stadig et enormt sjovt sted en søndag eftermiddag. Nu om stunder er det et lidt nedslidt forlystelsesområde med karruseller, radiobiler, skydetelte og hvad ved jeg. Igen er det de primært de mindrebemidlede New York'ere, der besøger Coney Island. Der er ikke mange turister. 

Og så er der et såkaldt "side-show" - eller freak-show, om man vil - som jeg besøger. Her optræder de noget alternative typer med alternative kunstner. Der er f.eks. en sabelsluger, en slangetæmmer, en pige der kan gå på en trappe lavet af skarpe knive og så en fyr der synes det er fedt at ligge på en sømmåtte, mens to publikummer står ovenpå ham. Mærkeligt sted.

Der er også masser af især latino'er, der danser til et medbragt calypso-orkester. Og ude på molen bliver der fisket på livet løs. Nogle bruger også det gode vejr - 30 grader - til at gå i vandet. Alt i alt et hyggeligt sted at fise den af sådan en søndag eftermiddag.

Om aftenen bliver det mere lokalt. Broadway og Times Square er noget mere "crowdet" og turistet. Og hyggeligt er nok den sidste betegnelse man kan bruge om disse to steder. Men neonlysene ser nu alligevel seje ud.

Mandag den 22. august

Jeg starter dagen med at tage subway'en til 125'th street, også kendt som  Harlem. I gamle dage hed det sig, at det var farligt, men det er nu noget pjat. Men undertegnede er som blegansigt godt nok i mindretal i kvarteret. Jeg går rundt et par timer omkring 125'th street, Malcolm X Boulevard og Adam Clayton Powell Jnr. Boulevard. Jeg kommer også forbi det berømte Apolle Theatre, som er kendt for sine amatør-aftener. Hvor Brooklyn er Paul Auster område, så er der vel nærmest dømt Spike Lee i Harlem. Men af en eller anden grund er der ikke nogen børn der render rundt og leger med vandet fra brandhanerne, som der ellers altid er i de film. I stedet for går jeg rundt og kigger på huse, butikker og folkeliv i al almindelighed. Jeg får også købt et par nye DVD-film i en af de lokale forretninger.

Fra Harlem er der ikke langt at gå til Morningside Heights. Her er Columbia University som jeg kigger forbi. Her er også  Cathedral of St. John The Divine. Det er USA's største kirke. Den er nu temmelig kedelig, men det skyldes vist nok at den er ved at blive restaureret efter en brand i 2001. Derfor er der også kun adgang til en del af kirken.

Efter kirketuren går jeg rundt i kvarteret, der ligesom Harlem primært er kulørt, inden jeg tager en subway retur til hotellet.

Eftermiddagen går i afslapning, kun afbrudt af en kort bogshopping-tur.

Om aftenen er der dømt Baseball på  Yankee Stadium. Det er New York Yankees mod  Toronto Blue Jays. Der er en vældig amerikansk og meget festlig oplevelse. Sådan en aften starter selvfølgelig med en gang chicken wings, fries og stor cola, mens stadions hammond-orgel hamrer ud over anlægget. Og inden kampen går i gang, er der naturligvis også det sædvanlige amerikanske national-anthem kvalm, som der altid er ved den slags lejligheder. Så går kampen i gang, men det er tilsyneladende ikke så vigtigt for publikum, der ligeså meget er på skovtur som de er til en idrætsbegivenhed. Stadion er ca. halvfyldt, men i løbet af de første par innings, bliver de 50.000 pladser næsten helt fyldt op. Men det er jo da klart, at man ikke kan sætte sig ned, før man har fået sine chicken wings.

Efterhånden stiger stemningen på stadion. Det er ikke så meget på grund af kampen, men mere fordi folk bliver mere og mere fulde. Det hjælper selvfølgelig også på stemningen at Yankees kommer foran 6-0 i 5. inning. Og det hjælper især, da Toronto's træner bliver så tosset over en dommerkendelse, at han begynder at råbe dommeren direkte ind i hovedet og kyle sin kasket i jorden på rigtigt baseball-vis. Så hygger hjemmepublikummet sig.

I 7. inning er der så pludselig en umotiveret pause, og vi skal alle sammen op at stå og afsynge "God bless America" for vore unge helte i Iraq, der kæmper for at bevare den frie verden og bla bla bla. At man så bagefter også skal afsynge "Take me out to the ballgame" akkompagneret af det skingre hammond-orgel, gør blot forestillingen endne mere latterlig.

Men kampen er nu meget sjov, især efterhånden som jeg begynder at forstå spillets regler og taktik. I slutningen af 8. inning smutter jeg dog, for at undgå det store ryk. Yankees vinder forøvrigt kampen 7-0.

Tirsdag den 23. august

Dagen starter med en subway-tur til Battery Park på sydspidsen af Manhattan, og efter et behørigt sikkerheds-tjek med båd til Ellis Island. Undervejs lægger vi til ved Frihedsgudinden, men hende har jeg set, så det hopper jeg over.

Ellis Island er et spændende besøg. Ellis Island var det sted alle immigranter i gamle dage skulle igennem, før der var adgang til det forjættede land Amerika. Ellis Island er nu museum, og jeg tager en audio-tour, der - mens man gør rundt i bygningerne -, fortæller om hvad der foregik, dengang Ellis Island var i brug. Det er faktisk ikke længere tid siden, end at man har fået nogle nulevende til at fortælle om, hvordan de oplevede det. Det er en fin måde at høre historien på, uden at skulle følge en dødssyg tour-guide. Undervejs på turen besøger man bl.a. modtagelsesrum, de rum hvor immigranterne blev lægeundersøgt og den trappe der for de fleste gik ned til de ventende pårørende, der var mødt op for at tage imod de nyankomne. Der er også masser af fine billeder fra tiden hvor stedet var i brug. 

Ellis Island blev brugt som immigrations-gennemgang indtil 1954. De sidste år var dog kun i begrænset omfang. Bl.a. røg i alt 99.414 danskere igennem Ellis Island fra 1892 til 1931. Så man havde styr på statistikken dengang. 

Efter dette spændende besøg tager jeg båden retur til Battery Park. 

Resten af dagen går i gåtur og people-watching i Midtown. Op ad den fine og dyre 5'th Avenue og ned af den mindre pompøse 6'the Avenue. Aftenen foregår foran fjernsynes på værelse 419 med en hel ny hobby - baseball.

Onsdag den 24. august

Batterierne er ret flade i dag, men der er heller ikke lagt nogen planer, så der kan improviseres ud fra et mageligheds-princip.

Jeg starter med at gå over til Times Square til TKTS, som er det sted man køber halvpris-billetter til teaterforestillinger samme dag. Jeg køber til eftermiddagsforestillingen af Lennon. Fra Times Square tager jeg herefter en gåtur ned ad Broadway til stormagasinet Macy's. Herfra tager jeg så 8'th Avenue op til mit hotel igen.

Kl. 2 PM er det så musicaltid. Musicalen om John Lennons liv har kun gået godt en uge, og har fået en såkaldt "blandet" modtagelse. Måske derfor er der ikke helt fyldt op i Broadhurst Theatre. Første akt er også noget slatten, men der er dog mange fine sange. 2. akt synes jeg til gengæld er helt fin og historien bliver mere vedkommende. Men man skal altså lige vænne sig til, at musicalens 5 mandlige skuespillere skiftes til at spille rollen som John Lennon. John Lennon er såmænd ind imellem neger! Et af stykkets problemer kan dog være, at det er kommet på et forkert tidspunkt. Der er ikke meget amerikansk patriotisme i en historie om John Lennon. Og patriotisme synes at være tidens krav her i USA. "Imagine" og "Give peace a chance" har trange kår, når vore helte slås i Iraq.

Efter forestillingen er det lige rundt hjørnet til mit hotel. Senere når jeg lige en ny gåtur. Denne gang op ad Broadway til hjørnet af Central Park, og ned ad 7'th Avenue til Times Square. Om aftenen skal der pakkes, for nu skal jeg videre.

Torsdag den 25. august

Farvel til hektiske New York. Der er afgang med AMTRAK fra Penn Station kl. 10 AM. Turen til Boston skulle tage godt 4 timer, men tager næsten 6, fordi et afsporet godstog skaber tumult nord for New York. Turen langs kysten til Boston er flot med hav- og bugtudsigt på en stor del af strækningen.

Jeg hopper af toget ved Back Bay stationen i Boston. Herfra er der en kort gåtur til Boston Park Plaza Hotel. Det er også bestilt via Priceline og er et vældig tjekket sted med masser af marmor og flitterstads. Der er hyggepianist i lobbyen, adskillige fancy restauranter som jeg hverken har råd til - eller tøj til - at besøge. Og så det vigtigste - et fint værelse 879 til mig. Her er der kaffemaskine, et kæmpestort fjernsyn, håndklæderne på badeværelset er foldet efter alle kunstens regler og et lille klistermærke på rullen sørger for at toiletpapiret ikke løber løbsk. Sidstnævnte er en feature jeg aldrig har set før.

Efter at have undret mig over det, er det ud for at kigge nærmere på Boston, som vel nok er USA's mest historiske by. Jeg går igennem parken overfor hotellet og ind til downtown. Stemning og tempo er helt anderledes end i New York. Her er tingene noget mere afslappet og tilbagelænet. Efter aftensmad og gåtur i downtown er det tilbage til hotellet til TV og kaffemaskine.

Fredag den 26. august

I Boston er der en gåtur gennem byen, der hedder The Freedom Trail. Jeg køber et rutekort over turen, som man også kan følge ved at gå langs med en rød stribe der enten er malet eller lagt med sten på fortovet.

Selv om jeg ikke er så skarp i historien om den amerikanske uafhængighed, hvor Boston - og de ting man kommer forbi - spillede en stor rolle, så er det en spændende tur alligevel. Første tredjedel af turen foregår i downtown. Den del af byen er selvfølgelig superkommerciel med masser af forretninger. Dem skipper jeg nu, bortset fra Borders, som er en stor boghandel. Det er godt vi ikke har boghandler som Borders i Danmark, og bøger der er så billige, for så ville jeg købe mig fattig i bøger, jeg aldrig fik læst.

Fra downtown går turen forbi et stort frugt- og grøntmarked til North End. North End er rigtig italiensk. Her er der masser af små restauranter og indbyggerne taler engelsk som var de lige trådt ud af en Godfather film.

Fra North End er det så over Charlestown Bridge, som går over Charles River. På den anden side er såmænd Charlestown. Gad vide hvem Charles var? - men han lyder betydningsfuld. Charlestown er et hyggeligt beboelsesområde med gamle fine træhuse. Her slutter The Freedom Trail ved det såkaldt Bunker Hill Monument og det meget gamle krigsskib - USS Constitution - også kendt som Old Ironside. Det ligner forøvrigt til forveksling fregatten Jylland.

Alt i alt en sjov gåtur. Mange tager næsten samme tur i en turist-ting, der skal forestille en gammel sporvogn, men er et helt normalt køretøj på gummihjul. Eller også tager de turen i et ombygget amfibiekøretøj kaldet en Duck-tour. Bruger man sidstnævnte løsning er man tvunget til med jævne mellemrum at råbe "quack-quack" efter de andre turister. Godt jeg valgte at gå. 

Fra det gamle krigsskib fra 1797 vælger jeg også at gå retur til Boston Park Plaza, og det var ligesom også nok gåtur for i dag.

Lørdag den 27. august

2 gåture i 2 lokale neighbourhoods i dag.

Gåtur 1 er i Back Bay, som ifølge min Rough Guide består af elegante gader med træer, i et fodgængervenligt område, som ser ud næsten som i det 19. århundrede med originale gaslamper. Bortset fra at gaslamperne i mistænkelig grad ser elektriske ud, så er det vist en meget passende beskrivelse. Området ligger tæt ved Charles River hvor min gåtur starter. Det sker ved at gå over Arthur Fiedler broen. Det er et navn alle der i sin tid måtte leve med Grethe Hemmeshøj og Hotel Evergreen på P3 formentlig kan nikke genkendende til. Jeg tror ihvertfald det er derfra, jeg kan huske navnet. Bavianen har åbenbart været fra Boston.

I selve Back Bay går jeg op ad Commenwealth Avenue med et park-lignende område midt mellem kørebanerne, og fine - og sikkert dyre - huse på begge sider. Ved enden vender jeg om - meget naturligt vil nogle måske mene - og går ned ad Newbury Street. Det er en gade med en masse tjekkede småforretninger og restauranter, hvor de lokale er i færd med at indtage deres lørdags-brunch. I det hele taget tror jeg aldrig, jeg har set så mange restauranter som her i Boston. Gad vide om de indfødte aldrig laver andet end at æde.

Tur 2 er til Beacon Hill som ifølge Rough Guide et et kvarter med smalle, bakkede gader oplyst af gaslamper og med hyggelige byhuse fra det 19. århundrede. Så bortset fra det med bakkerne, så minder det noget om Back Bay. Og så vidt jeg kan se, er det med gaslamperne også fup her. En række historiske og litterære personer, jeg aldrig har hørt om, har boet på Beacon Hill.. I ny og næ kommer man forbi en tavle for denne og hin berømthed. Det eneste sted jeg har hørt om, er det værtshus, der dannede inspiration til "Cheers" - eller "Sam's Bar", som den hed herhjemme. På vej hjem fra Beacon Hill kommer jeg igennem Public Garden, som er en stor park centralt i Boston. Den slags parker finder man næsten overalt i udlandet, men desværre aldrig i danske byer.

Søndag den 28. august

Godt man ikke er i New Orleans. Her er en kæmpeorkan på vej, og man  har evakueret ½ mio. mennesker. Det fylder en del på TV.

Jeg nøjes med at tage T-banen til forstaden Cambridge, hvor Harvard University ligger. Harvard er, sammen med Yale, et af de fornemste universiteter i USA. Her går jeg rundt og kigger på de fine bygninger og det hyggelige kvarter. På Harvard Square skulle der ifølge min guidebog være dygtige gademusikanter. Tracy Chapman og Bonnie Raitt skal have startet karrieren her. I dag er der dog kun en enkelt, og han skal ikke forvente samme berømmelse.

Fra Harvard tager jeg T-banens red line tilbage til centrum, hvor jeg skifter til green line der kører til Arlington om mit hotel. Green line var USA's første undergrundsbane, bygget i slutninger af det 19. århundrede. Faktisk er det en helt normal sporvognslinie, der bare er gravet nogle få meter ned i jorden.

Senere på dagen bliver det til en tur med T-banen igen ned til Aquarium og Bostons havn. Det er nu mest en turisthavn med diverse turist-cruises, så den er ikke så interessant. Så jeg tager hjem til Park Plaza igen.

Mandag den 29. august

Det er en af de ture hvor jeg skal tjekke ud om formiddagen, og så først rejse om aftenen. Det har jeg prøvet før, og jeg er aldrig ret god til at bruge dagen til noget fornuftigt. Når man først har pakket, så er man ligesom indstillet på at skulle hjem.

Jeg tjekker ind på business igen, og denne gang med adgang til Business-loungens bløde lænestole, gratis drikkevarer og små kagehapser. Det måtte jeg ikke da jeg tog afsted fra København. Og så gør det jo ikke noget at man kommer i god tid inden flyafgang kl. 9.30 PM.

Tirsdag den 30. august

Lander i Keflavik tidligt morgen, og så en times ventetid inden jeg kan komme videre til København. Her er jeg ved 1-tiden. Så er det bare ind til København H og finde toget vestpå. Det kører undtagelsesvist som det skal, og ved 5-tiden er jeg tilbage og hjemme i Vejle.